Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad skete der egentlig 18. juni?

Lisbeth Knudsen, ansvarshavende chefredaktør
Læs mere
Fold sammen

Efter valget 18. juni og stemmeskreddet ikke mindst til fordel for Dansk Folkeparti men også partier som Liberal Alliance og Alternativet, er der god grund til at fundere over, hvad det er, der sker i den danske befolkning. Valgresultatet er blevet vendt og drejet, og eksperterne har vendt luppen ned over et fænomen, der overfladisk betragtet ser ud som et oprør fra landet fra ProduktionsDanmark, VandkantsDanmark, UdkantsDanmark eller hvad nu end, vi kalder det, rettet mod København, de bedrevidende, de politisk korrekte, den kreative klasse og den herskende akademiske magtbase. Ind i Folketinget er kommet folk med DFs sejr, som kommer fra helt almindelige job uden for logerne af cand.polit.’er og scient.pol.’er, som befolker de øvrige partier i stor stil med folk uddannet samme sted som embedsmændene i Centraladministrationen, lobbyisterne i interesseorganisationerne og folkene i partiernes sekretariater. Ekspeditioner af københavnske journalister er taget på research ude i den »ukendte jungle« i Sønderjylland for at finde den del af den danske folkesjæl, som har gjort Dansk Folkeparti til landets næststørste. Byen Thyregod i Vejle Kommune er vel Danmarks mest journalisthærgede by denne sommer. For de ikke stedkendte er det Kristian Thulesen Dahls hjemby. En stationsby i Sydjylland med 1.366 indbyggere, beliggende otte kilometer nord for Give, ti kilometer sydøst for Brande og 34 kilometer nordvest for Vejle. Er det, vi øjner i dette valg, en massiv protest mod storbyerne og i særdeleshed akademia og den kendte magtstruktur? Hvordan kom DF fra at være et mindre parti mod indvandring og for meget EU og forsvarer af alt det nationale og velfærdsstaten til at blive et stort folkeparti?

For det første tror jeg, at vælgerne reagerer negativt på de »gamle« partiers slagsmål om 2020-planer, og om hvem der nu kan spare og stramme mest eller bygge mest velfærd ekstra på her og der. Det sender vælgerne på jagt efter noget andet og klarere. Dernæst er vælgerne trætte af skidtsnak partierne imellem, som ikke handler om reel politisk uenighed, men mere om hvem der nu har skylden og æren for hvad. For det tredje er valgets sejrende partier karakteriseret ved en helt anderledes politisk kommunikation end den, f.eks. Venstre og Socialdemokraterne og de Radikale bruger. De gamle partiers kommunikation er meget mere systemisk end umiddelbar. For det fjerde er vælgerkorpset delt mellem dem, der gerne vil have kontraktpolitikken tilbage og dem, der leder efter en vision og en langsigtet løsning på verdens globale problemer, vores livsudfordringer og vores samfundsindretning. Der er globalisterne, som gerne drøfter den globale påvirkning af aktiemarkederne og det globale miljø, og lokalisterne, som gerne ser, at vi fokuserer på at sikre vores egen kernevelfærd noget bedre. Der er dem, der ser kulturel mangfoldighed som en gave, og dem, der frygter, at nationale værdier forsvinder i et frygtindgydende multietnisk rum. Vælgerskreddet mod DF, Alternativet og Liberal Alliance er ikke et jysk landsbyfænomen. DF er i øvrigt også blevet markant store i byerne. Den splittelse i vælgerkorpset, vi så 18. juni, må få de gamle partier til at overveje, om de skal ændre markant på måden at kommunikere til vælgerne på.