Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad skal vi med latin?

Sebastian Olden-Jørgensen: Jagtsæsonen for vildtet på mark og i skov er først lige begyndt, men på universitetet er jagten på de såkaldte »småfag« for længst gået ind.

Sebastian Olden-Jørgensen Lektor, ph.d. Saxo-Instituttet, Afd. f. Historie Fold sammen
Læs mere

Strukturreform

Det almindeligste forsvar for latin er en henvisning til arven fra antikken. Både hvad angår politik, filosofi og litteratur er romerriget stadig midt iblandt os. Vor kultur bygger på arven fra Jerusalem, Athen og Rom, og forbindelsen til disse rødder bør plejes. Men der mere endnu. Latin er jo ikke kun et sprog, som giver adgang til en strålende, men fjern fortid. Det er også nøglen til middelalderens mange århundreder, der igennem de seneste årtier er blevet stadig mindre mørke. Ja, nogen taler om den lyse middelalder, og det er jo en kendsgerning, at kilderne til Danmarks middelalderhistorie i høj grad er på latin.

Selv om man holder fast ved den mørke middelalder, så er latinen dog langtfra sendt på historiens overskudslager omkring år 1500. Snarere tværtimod, for både renæssance og reformation stimulerede uddannelsesvæsenet og videnskaben, og begge dele var domineret af latin. Dette såkaldte nylatin var ikke noget dødt sprog, men et levende kommunikationsmiddel for tidens store og små ånder.

I løbet af 1700- og 1800-tallet svækkes latinens stilling i det politiske og kulturelle liv, men samtidig sørger ekspansionen i uddannelsesvæsenet for, at antallet af små drenge (og også nogle piger), der lærte sproget, bare steg og steg. Foragten for »den sorte skole« må ikke føre til blindhed for, at det sætter sit præg på folk, hvad de åndeligt bliver fodret med. I øvrigt må man huske på, at latin er mange ting. Ciceros taler, Terents komedier og Ovids digte er kun én side. Latin eksisterede og blomstrede i mange århundreder som et brugssprog på alle niveauer fra traktater og håndbøger til ordsprog og fremmedord (fuldstændig som vor tids engelske sprogblomster).

Skærer man latinen bort, skærer man ikke bare antikken bort. Man skærer også store dele af de følgende mere end 1.000 års kultur bort. Så kan man selv overveje, hvad den form for enøjethed gør ved vores forståelse af en fortid, som slet ikke er så fjern, som man måske først tror, når man hører ordet latin.