Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
»I Mette Frederiksens verden er intet normalt, og alt er krise,« skrev Altingets Esben Schjørring i en analyse fra starten af december i fjor, da Socialdemokratiet under Frederiksens ledelse var godt i gang med at smede den nye regering sammen i et arbejds- (eller bliver det et skæbne-) fællesskab med Venstre og Moderaterne.
Kære nyhedsbrevslæser, hvis du samtidig er trofast Berlingske-læser, vil ordet »krise« være dig bekendt fra de seneste uger.
For som du sikkert ved, har Berlingske valgt at sætte fokus på kriser: Hvorfor opstår de, men lige så vigtigt: Hvilke kvantespring for samfundet og menneskeheden medfører selv de alvorligste kriser? Og hvad kan du selv gøre for at komme bedst muligt igennem den del af den igangværende krise, der påvirker dig og dit liv.
Det er meget interessant at dykke ned i krisers beskaffenhed. Og hvad man stiller op med dem. Som Novozymes topchef, Ester Baiget, der kom til biotekselskabet for tre år siden midt i en krise med ringe vækst, noterer sig det over for Berlingskes Vibeke Lyngklip Svansø:
»Store kriser kan få både det bedste og det værste op i en virksomhed. Det er sandhedens øjeblik.«
Den nye direktør måtte således omlægge store dele af Novozymes' produktion, fordi markederne ændrede sig pludseligt med den pandemi, der ramte stort set samtidig med, at hun tiltrådte.
Igen: Kriser er ikke sjove eller ønskværdige. Men det, der til syvende og sidst fødes ud af dem, kan gøre verden bedre. I dit liv. I en virksomhed. For hele samfundet.
Statsministerens 'trends'
Hvilket bringer mig tilbage til Mette Frederiksen, der jo altså også, som Altingets analytiker noterede sig det, mere end nogen anden står som den store krisestatsminister.
Også hun tiltrådte kort inden pandemien ramte. Og i 2022 kom krigen så tilbage til Europa og udfordrede alt, som man hidtil havde tænkt om forsvars- og sikkerhedspolitik.
Det var nu ikke det, som Mette Frederiksen havde på sinde, da Berlingskes Kasper Kildegaard interviewede hende om et budskab, hun også tog med til årsmøde i Kommunernes Landsforening.
I denne omgang handler det om fem »velfærdsmegatrends«, der ifølge Mette Frederiksen udfordrer vores velfærdsstat, som vi kender den.
De er, komprimeret fortalt:
1. Flere ældre og færre børn.
2. For få medarbejdere i den offentlige sektor til at tage sig af syge og ældre.
3. Et voksende offentligt bureaukrati.
4. En svækket sammenhængskraft pga. asylindvandringen.
5. Og en velstand der vokser fra det offentlige forbrug og skaber en mismatch mellem forventninger til service fra borgerne og velfærdsstatens evne til at levere.
Krisepolitik
Jeg er ikke den, der skal påstå, at disse fem »velfærdskriser« er grebet ud af den blå luft, men hvis jeg fik muligheden for det, ville jeg gerne udfordre Mette Frederiksen på nogle af dem.
For som altid er krisestatsministeren ikke blot god til at fremmane kriser. Hun er også god til at bruge dem til at lancere værdipolitik. At bruge dem politisk. Med andre ord har hun i sin statsministergerning gjort sig til specialist i netop det, som Berlingske i denne tid skriver om: Ikke at lade en god krise gå til spilde.
Men djævelen ligger jo i detaljen. For hvad vil Mette Frederiksen bruge den selvdefinerede velfærdskrise til?
Hun siger selv, at regeringen vil rydde op i regler og bureaukrati. Men det har regeringer sagt i 40 år. Hvorfor skulle danskerne tro på, at denne regering faktisk tør gøre noget reelt?
Og det med de manglende ansatte i den offentlige sektor? Forleden kom det frem, at antallet af offentligt ansatte netop har sat endnu en historisk rekord.
Alene i staten er der nu beskæftiget 188.826 sæt altovervejende iskolde hænder. Hvordan kan man på den baggrund blive ved med at sige, at der mangler offentlig arbejdskraft?
Så er der det med indvandringen. Sandheden er, at der er brug for mere udenlandsk arbejdskraft. Men færre asylsøgere og familiesammenføringer. Det sidste er der, som den hollandske migrationsforsker Ruud Koopmans forleden udtalte i et interview med Berlingskes Troels Heeger, ikke fundet en varig løsning på at sikre endnu. Det europæiske asylsystem er stadig sygt, og regeringen synes at have parkeret sine Rwanda-planer på den politiske losseplads.
Og hvis der er ubalance mellem borgernes forventninger og velfærdsstatens evne til at præstere, så var det måske nu, at man endeligt burde bryde tabuet om privat velfærd. Fra vugge til grav. Selvfølgelig kan private levere omsorg lige så godt som et bureaukratisk one size fits all-system.
Hvorfor skal vi tro på, at vi ikke om fem eller ti år taler om de samme kriser, som statsministeren nu ilter sin politiske kommunikation med?
Narkomyten
Jeg bruger jo altid mit nyhedsbrev til dig, kære borgerlingske-læser, til også at reklamere for noget af alt det andet gode, som Berlingske har til dig, og i denne uge vil jeg henlede din opmærksomhed på den kritiske afdækning af forholdene om narkotikasalget på Christiania, som særligt Berlingskes Jens Anton Bjørnager og Jens Beck Nielsen har foretaget gennem nogen tid.
Forleden kunne de således fortælle, at beretninger om, at det organiserede hashmarked i og omkring Pusher Street er noget, som invaderende bandegrupperinger står for, er lidt af en myte. Ifølge politiet drives eller ejes omkring halvdelen af boderne i Pusher Street af folk, der har bopæl på Christiania.
Berlingske har også kortlagt banderne og rockernes tilstedeværelse på Christiania og afdækket, hvordan mindreårige også er at finde blandt dem, der sælger stoffer på Staden.
Håb og drab
Tilbage er kun ugens sang, og den må jo handle om at stå så meget igennem for til sidst – forhåbentlig – at nå et bedre sted hen.
Jeg kender ikke nogen smukkere og mere bevægende sang med det tema end Sam Cookes »A Change Is Gonna Come«.
I øvrigt (og ikke for at slukke ethvert håb) en sang, der udkom som single i december 1964 to uger efter, at Cooke var død – skudt på et motel i Los Angeles.
