Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad skal Danmark leve af?

Oprustningen af Danmarks konkurrenceevne står ikke på den politiske dagsorden hos hverken regering eller opposition. Efter al sandsynlighed vil vi som for ti år siden også om ti år være tynget af en dødvægt på 900.000 danskere i den arbejdsdygtige alder uden beskæftigelse.

Foto: Rune Feldt-Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad skal Danmark leve af? ’Det spørgsmål er da nemt nok’, svarer regeringen: »Vi skal leve af at producere vindmøller og rollatorer til hele verden.« Altså grøn energi og velfærdsteknologi. Og det er jo befriende, at vi nu har en politisk ledelse, der ved hvad den vil og ikke lader sig forvirre af kendsgerningerne. Vindmøller er ved at gå politisk af mode andre steder end i Danmark, og den udslidte danske velfærdsmodel kommer ikke på eksportmarkedet, men på Nationalmuseet. Men det er jo naturligt nok for en rød regering, der tænker planøkonomisk, at en formynderstat tager sit ansvar alvorligt og bestemmer ikke bare, hvordan borgerne skal leve, men også hvad de skal leve af.

Vi har jo - også under den borgerlige regering - i mange år haft en slags biavlersocialisme, hvor erhvervslivets flittige bier har den fulde frihed til at samle blomsterstøv til kuben. Og hvor statsmagten som biavleren har den fulde frihed til at konfiskere høsten. Frisøren klipper sine kunder og staten klipper frisøren.

Det system kaldes liberalsocialisme, et samfund, hvor alle gør det, de er bedst til. Borgerne tjener penge og staten konfiskerer og omfordeler. Men nu er vi kommet det skridt videre, at formynderstaten blidt, men bestemt definerer fremtidens vækstbrancher, der af staten modtager subsidier, investeringer og almen politisk rygvind. Biavleren er således i gang med at lede og fordele arbejdet ved at udskrive en arbejdsplan for bierne, således at de små morakkere nu må producere honning efter faste retningslinjer og ikke som hidtil dalre rundt fra blomst til blomst efter behag.

Uden for Christiansborgs beskyttende mure, i virkelighedens verden er internationale økonomer og fremtidsforskere meget forsigtige med at gætte på vinderprodukterne i den fremtidige globale økonomi. Til gengæld er der ret stor enighed om, at vi i dag lever i stenalderen, hvad angår informations- og bioteknologi. En teknologisk revolution er på vej, der vil forbedre tilværelsen for millioner af mennesker, der hidtil ikke har haft adgang til de produkter og serviceydelser, der er hverdag i de industrialiserede lande. Især kombinationen af IT og biotek forventes at skabe en fornyelsesbølge inden for landbrug, fødevareproduktion og industri.

I løbet af de næste 10-20 år vil vi udvikle afgrøder, der kan klare sig i hidtil golde områder. Vi får langtidsholdbare grøntsager og frugter, vi får automatiserede udviklings- og fremstillingsprocesser, der vil billiggøre en lang række industriprodukter. Og vi får biotekprocesser, der kan holde de fleste kræftlidelser i skak og som tillader udvikling af human-reservedele til skadesbehandling og transplantationer.

Selv om alle andre end den danske regering ikke kan forudsige, hvordan fremtidens vinderprodukter kommer til at se ud, kan vi med stor sikkerhed konkludere, at en nation, der satser og investerer i biotek- og IT-teknologiplatforme, bliver blandt vinderne i det globale kapløb om vækst og velstand. Og vækst skal ikke forstås som stigning i antallet af rygende skorstene, men som økonomisk værdiskabelse.

Danmark kan således endnu nå at blive en vindernation, hvis vi omgående opprioriterer vores nationale engagement i de kommende vinderteknologier. Fra folkeskolen over de faglige uddannelser til universiteterne. Vi skal opmuntre og støtte den videnskabelige og erhvervsmæssige forskning og udvikling på området. Hvis vi gør det rigtige, får vi behov for tusindvis af medarbejdere, både højtuddannede og ikke-akademikere, der besidder kompetencer inden for fremtidens skarpe teknologiområder. Og hvordan er vi så bestykket til at møde denne udvikling, der set i et Christiansborg-perspektiv udspiller sig i en galakse langt, langt borte fra den udvalgte vindmøllefremtid i Østerild Plantage?

I de gode gamle DDR-dage kunne man i varehuset Centrum på Alexanderplatz i Østberlin hvert forår se en kunstfærdigt opbygget pyramide af tusinder af årets sommersko. Der var kun én slags i én farve, men dog i forskellige størrelser til damer, herrer og børn, der gerne ville have en let gummisko til sommerbrug. Det er jo så dejligt nemt med planøkonomi. Man starter med produktionen og dikterer så efterspørgslen ved at udelukke konkurrence og valgmuligheder. De ufikse gummisko blev antagelig solgt i store mængder til DDR-borgere, der ikke havde lyst til at traske rundt i deres vinterstøvler hele sommeren.

Dette eksempel passer meget godt til den voksende planøkonomiske tankgang hos danske politikere og embedsmænd.

I Danmark er det indforstået, at hvis man øger udbuddet af arbejdskraft, vil dette udbud også dække efterspørgslen, når denne atter stiger. Ingen tør tænke den tanke til ende, at efterspørgslen efter kompetencer måske bliver rettet mod færdigheder, der ikke eller i ringe omfang findes i udbuddet, der i dag omfatter primært 160.000 arbejdsløse eller sekundært de næsten 900.000 borgere i den arbejdsdygtige alder, som den danske model har sat på offentlig forsørgelse i form af dagpenge, aktivering, orlov eller kontanthjælp. Hvor stor en del af denne enorme arbejdskraftreserve kan omskoles, efteruddannes og flyttes til de kommende væksterhverv?

Efter al sandsynlighed vil vi som for ti år siden også om ti år være tynget af en dødvægt på 900.000 danskere i den arbejdsdygtige alder uden beskæftigelse, samtidig med at industri og forskning fortsætter og accelererer udflytningen af arbejdspladser til områder, hvor kompetencen er til stede.

Oprustningen af Danmarks konkurrenceevne står dog ikke på den politiske dagsorden hos hverken regering eller opposition. Derimod satser regeringen hele butikken på et program til stressbekæmpelse på danske arbejdspladser. Det er en genial idé. Stress opstår nemlig som resultat af opgivelse og hjælpeløshed. Måske skulle man starte på Christiansborg.