Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad skal Danmark egentlig leve af?

Stig Mejlbjerg: Det er et spørgsmål om tid, inden vi bliver udkonkurreret, selv på viden, af Indien og Kina. Det bliver vi, fordi vi enten ikke er gode nok, eller fordi de dygtige af os ikke gider flytte andre steder hen end København for at få arbejde.

»Så længe der er ledige stillinger i Jylland er der meget få gode undskyldninger for ledighed på Sjælland,« skriver Stig Mejlbjerg, der selv er flyttet fra Odense til udkantsdanmark for at arbejde som ingeniør. Her er det indiske ingeniører, der er ansat af Rambøll. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da jeg gik i grundskolen, gik det godt for Danmark, og der var job til de fleste. Vi fik at vide, at alle havde en plads og at vi bare skulle følge vores drømme. Så kom jeg i gymnasiet. Her var historien, at Danmark ikke var et produktionsland, og at vi i fremtiden skulle generere vores værdi ved udvikling. Vi skulle tjene penge ved at eksportere viden, ikke gods. Det var jo en god fremtidsudsigt for en flok kommende akademikere. Så begyndte jeg på ingeniørstudiet på SDU.

Et lille halvt år efter start kom finanskrisen, og de virksomheder, som tidligere havde hamret på uddannelseskoordinatorernes døre for at få ingeniører, blev helt tavse. Selv tre år efter, da vi skulle finde praktikpladser, kneb det. Der var benhård udvælgelse fra virksomhedernes side, de ville ikke ansætte nogen anden end den bedste. Men alle fik pladser, og alle kom gennem uddannelsen.

Her sidder jeg så i mit første job. Vi udvikler komponenter til integration af vedvarende energi, en branche hvor der sker rigtigt meget, rigtig hurtigt. Min arbejdsgiver, en af Danmarks store, velrenommerede virksomheder, har problemer med at finde dygtige ingeniører til udviklingsafdelingerne, så de har valgt at leje en flok ingeniører fra et stort indisk firma. Og inderne er dygtige. De ved enormt meget, og arbejder effektivt og kreativt. Og deres tilstedeværelse skaber nødvendigheden af at der tales engelsk til diverse reviews og møder. Til et normalt møde i teamet er vi to eller tre der taler dansk, resten - fem-syv stykker - taler engelsk.

Og den primære årsag til, at vi ikke hører mere til dem, er sprogbarrieren. De kan mindst lige så meget som vi, hvilket er skræmmende i det perspektiv, at Danmark netop skal leve af at være klogere end alle de andre. Pointen præciseres bedst ved et spørgsmål: Hvornår vælger min arbejdsgiver ikke at flytte opgaverne til Indien i stedet for at flytte indere til Danmark? Virksomheden er dog lidt atypisk på det område, at det meste af produktionen ligger i Danmark. Visse delkomponenter bliver produceret andetsteds, men inden for EU. Det taler i mit specifikke tilfælde for at både udviklingsafdelingen og produktionen nok får lov at blive i Danmark. I hvert fald flytter produktionen nok først. Og det gør den måske ikke engang.

For når vi designer printkort, tager vi højde for, at så mange komponenter som muligt skal kunne monteres maskinelt. Og da en maskine ikke vil have mere i løn, bare fordi den er i Danmark frem for Indien eller Taiwan, er det en måde at fremtidssikre Danmark som produktions- og udviklingsland. Der er mange fordele forbundet med at have produktionslinje og udviklingsafdeling tæt på hinanden, og dem skal vi tage med i regnestykket når vi skal afgøre, om vi skal flytte produktionen.

Nå, tilbage på sporet: Det faktum, at en stor dansk virksomhed, som har en ambition om at være den bedste i verden, er nødt til at leje indiske ingeniører, er en skændsel, som peger på to ting: Det er kun et spørgsmål om tid, inden vi bliver udkonkurreret, selv på viden, af Indien og i øvrigt også Kina. Den anden ting er, at det bliver vi kun, fordi vi danskere enten ikke er gode nok, eller fordi de dygtige af os ikke gider at flytte andre steder hen end København for at få arbejde.

Så hellere gå på dagpenge. Lad os lige sætte det i perspektiv: Inderne, som jeg arbejder sammen med, er blevet flyttet halvvejs rundt om Jorden fordi de er dygtige nok. Og så mener nogle danskere at de er for dygtige til at flytte et par hundrede kilometer. Velkommen til virkeligheden. Hvis vi ikke vil overtages af folket fra øst, skal vi i gennemsnit blive dygtigere, og kompetencerne skal være mobile.

Drop fordommene om udkantsdanmark, flyt hen, hvor der er brug for dig.

I landet med det høje skattetryk og de store ambitioner har vi problemer med at fremtidssikre os. Det har vi, fordi vores skattetryk ligger lige på grænsen af, hvad produktionen gider at finde sig i. Og fordi vores vindmøllefikserede idé om vedvarende energi presser energipriserne op i et unødvendigt højt leje samtidig med, at nettet bliver destabiliseret.

Fra politisk side må der tages højde, for at vi har brug for vores produktion for at overleve i fremtiden. Og der er behov for at tænke andre teknologier ind i energisektoren end dem, vi stædigt holder fast i nu. Tag nu for eksempel solceller: Ingen bevægelige dele, ingen larm, meget lidt vedligehold og forholdsvis lange garantiordninger. Men solceller tales der ikke om i Danmark, selv om det lader sig gøre. Se blot på Tyskland for inspiration.

Hvis ikke vi kommer ud af starthullerne ender det med, at produktionen flytter, og når produktionen flytter, flytter udviklingen med nogle år efter. Derfor skal skattetrykket ned, kompetenceniveauet skal op, og arbejdskraften må være mobil. Jeg er flyttet fra Odense til udkantsdanmark for at få drømmejobbet. Og det er ikke så slemt, som man skulle tro. Se at komme ud af busken, ingeniører.

Så længe der er ledige stillinger i Jylland, er der meget få gode undskyldninger for ledighed på Sjælland!