Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad mener Venstre med kristendom?

Ole Jørgensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To »forskere« i religion, altså faget, hvor videnskabelige studier i mosekonen, lygtemanden, Krøllebølle m.m. angiveligt pågår, har i dagbladet Politiken anfægtet Esben Lunde Larsens ministerduelighed. De to anvender videnskabelige metoder, skriver de og illustrerer således ufrivilligt, at »metode« ikke gør det alene.

Et utilstrækkeligt lager af viden om kristendom og naturvidenskab samt mindst én regulær fejlslutning gør deres angreb fuldstændig amatøragtigt. Dagbladene har fejlagtigt brugt spalteplads på de to, men helt forsømt at sætte fokus på regeringsgrundlaget, der er særdeles uklart på området »kristendom«.

Venstre har efter valgsejren proklameret, at »Danmark er et kristent land«. Den påstand kan tillægges mange forskellige betydninger.

En oplagt kunne være, at kristendommen ifølge Venstre ikke bare sigter mod den enkelte, men tillige er en sag mellem det danske folk og Gud. Det bliver ikke let for nogen at føre politik efter denne antagelse. Kristendommen stiller etiske krav, som en siddende regering ikke vil kunne honorere. Krav om barmhjertighed, tilgivelse og hjælpsomhed.

En anden kunne være en erkendelse af, at de synspunkter, vi som mennesker anlægger på denne verdens problemer, udspringer af vores forhold til Gud. Tømmermændene oven på valgkampen kan meget vel være anledningen.

Parterne førte i flygtningespørgsmålet en indædt kamp om at være den, der ville hjælpe flygtninge mindst muligt og dermed holde flest muligt væk. Altså ren nihilisme.

At anvende egennyttetænkningen, som den kendes inden for økonomien og magtkamptænkningen, og som den kommer til udtryk inden for politik på et spørgsmål, der angår milioner af menneskers overlevelse, er vor tids gentagelse af »Gud er død«-tesen, og forstandige medlemmer af Venstre kan have indset dette.

En tredje mulighed kunne være, at Venstre vil styrke relationen mellem kristendom og det folkeligt og territorialt afgrænsede Danmark. Fremover skal vi i særlig grad hjælpe forfulgte kristne, lyder det f.eks. Men findes der et kristent folk spredt over Jordens landområder, som Danmark har et særligt ansvar for? Stiller vi vores territorium til rådighed for de døbte på samme måde, som Israel er et sikkert land for jøderne? Nej, sådan kan man hverken forstå Danmark eller kristendommen. »Gå ud i verden og gør alle folkeslag til mine disciple,« siger Jesus. Kristendommen er altså i princippet til for alle Jordens indbyggere, det er Danmark selvfølgelig ikke.

En fjerde mulighed er, at Venstre ganske enkelt har ønsket at ekskludere religiøse mindretal fra danskheden. Det kan jeg ikke tro, at partiet vil, men det er på tide, at nogen i regeringen forklarer, hvad den har tænkt sig.