Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad med at melde Danmark ud af EU?

Uffe Ellemann-Jensen: EU er i krise, og europæerne har svært ved at stå sammen over for finanskrisen, omvæltningerne i Nordafrika og frygten for græsk statsbankerot. Men i en tid, hvor der er brug for europæisk sammenhold, er Danmark en bremseklods.

»Når jeg vågner rigtigt og ser, at solen skinner, ved jeg naturligvis godt, at vi skal klamre os til det fællesskab, vi er en del af. Men den tanke hænger stadig ved, at det vel nok er heldigt, at alle de andre ikke er så besværlige som vi – for så ville det da gå helt galt.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den senere tid har jeg i sorte stunder overvejet at melde mig ind i Folkebevægelsen mod EU og arbejde aktivt for, at Danmark melder sig ud… Jeg ville gøre det for Europas skyld. Jeg tror nemlig på nødvendigheden af et stærkt og forpligtende europæisk samarbejde. Og jeg tror, at på intet tidspunkt siden Den Kolde Krigs ophør har der været så stort et behov for et stærkt EU som netop nu.

Det er derfor, jeg i ulvetimen mellem lys og mørke ligger og spekulerer på, om ikke Europa var bedst tjent med at slippe for den slags bremseklodser, der kaster grus i maskineriet uden tanke på de større sammenhænge.

EU er i en alvorlig krise. Europa-humøret nærmer sig et nulpunkt. Sammenholdet er truet på væsentlige områder – samtidig med, at Europa er klemt af de dramatiske ændringer i den globale magtbalance. Siden finanskrisen huggede til, er USA og (især) Europa blevet trængt i defensiven af de nye vækstnationer, som fylder mere og mere på scenen.

Når Europa er særligt hårdt ramt, skyldes det især, at alt for mange europæiske lande har samlet alt for stor offentlig gæld, især på grund af alt for kostbare velfærdssystemer. Samtidig kniber det voldsomt med evnerne og viljen til at samarbejde på snart sagt alle væsentlige områder, fra sikkerhedspolitik til valuta- og finanspolitik.

Europæerne kan ikke finde ud af at optræde i fællesskab over for de nære udfordringer, som f.eks. Libyen. Amerikanerne er ved at være trætte af at skulle bære de tungeste byrder i NATO, og truer med at lade europæerne sejle deres egen sø. Der er pres på de sydlige grænser i kølvandet på omvæltningerne i Nordafrika. Euroen er under pres, og frygten for en græsk statsbankerot får markederne til at ryste. Alle ved, at Grækenland skal støttes – selv om de ikke fortjener det – men det er upopulært blandt vælgerne i de andre lande. Og så videre, og så videre.

Det har givet luft under vingerne til de national-populistiske kræfter, som trives i alle lande – og som har det til fælles, at de ikke vil handle solidarisk med de andre europæiske lande, men skærme sig mod alt det onde, som skyldes ’de andre’.

Her er der virkelig brug for at stå sammen mod den slags tendenser – som vi kender alt for godt fra Europas historie – og forsvare de oprindelige visioner for et forpligtende europæisk samarbejde. Det er især vigtigt af hensyn til de nyeste medlemmer af EU. De er endnu forholdsvis unge og skrøbelige demokratier. De kom med i fællesskabet, da Den Kolde Krig sluttede, og Europa ikke længere var delt op mellem frie og ufrie lande.

Men hvis de fælles løsninger og de fælles idealer sættes på vågeblus, så er det her, demokratiet og friheden først og fremmest kan trues.

I denne vanskelige og alvorlige situation kommer der så en masse mærkelige signaler fra et af de lande, som har et af de mest rodfæstede demokratiske systemer. Som ligger fjernt fra presset mod Europas sydlige bløde bug. Som er bedst beskyttet mod mange af de trusler, der får andre til at gå i panik. Og som i forvejen har meldt sig ud af fællesskabet på en række områder, og har krævet undtagelser fra samarbejdet. Et land, hvis borgere insisterer på at kunne købe sommerhuse hos alle de andre, men som ikke selv vil lukke nogen ind. Et land, der ikke er med i den fælles valuta, forsvarssamarbejdet, det retlige samarbejde, politisamarbejdet osv. Og som nu til overflod begynder at kræve nye ordninger til beskyttelse af sine grænser – hvilket får national- populistiske kræfter i resten af Europa til at øjne morgenluft, og sige: Sådan en ordning vil vi også have! Hvilket land? Rigtigt gættet: Danmark.

Det er det dårligst tænkelige tidspunkt at skabe tvivl om de fælles løsninger – især fordi vi i forvejen opfattes som sære og forkælede af de andre.

Så hvorfor ikke gøre de andre den store tjeneste at melde os ud? Hvem ved – det kunne måske også bidrage til at bringe en større grad af alvor og realisme ind i Danmarks forhold til resten af Europa.

Så hvorfor ikke gøre de andre den store tjeneste at melde os ud? Hvem ved – det kunne måske også bidrage til at bringe en større grad af alvor og realisme ind i Danmarks forhold til resten af Europa.

Danmark har et stærkt demokrati. Derfor kan vi godt holde til at stå uden for det europæiske fællesskab. Andre er ikke så heldigt stillet. Deres demokrati risikerer at bryde sammen, hvis de ikke er med i det forpligtende fællesskab. Det er for deres skyld, vi har brug for et stærkt EU. Derfor ville man gøre dem en stor tjeneste ved at melde sig ud – hvis det væsentligste, man har at bidrage med, er at spænde ben for samarbejdet.

Det vil naturligvis medføre økonomiske tab at melde sig ud, men den omkostning må vi så bære. Det kan måske også være meget sundt at skulle se virkeligheden i øjnene på det punkt…

Og når vi så på et tidspunkt opdager, at det måske alligevel er bedre at være med end at stå uden for – så kan vi ansøge om medlemskab på ny, og begynde at overbevise de andre om, at vi rent faktisk har en hel del at bidrage med. Og en skønne dag kan vi så komme med igen – uden forbehold og undtagelser – og uden forløjede opfattelser af fordele og ulemper ved at være med i dette store fællesskab.

Nå – det er heldigvis de lyse nætters tid, og ulvetimen er kortere, end den er midt om vinteren. Så når jeg vågner rigtigt og ser, at Solen skinner, ved jeg naturligvis godt, at vi skal klamre os til det fællesskab, vi er en del af. Men den tanke hænger stadig ved, at det vel nok er heldigt, at alle de andre ikke er så besværlige som vi – for så ville det da gå helt galt.