Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad laver forsvarsministeren?

Michael Böss, Samfundsforsker og historiker Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

På torsdag og fredag i næste uge danner Aarhus rammerne for en stor international konference om »Sikkerhed og styring i det globaliserede Arktis«. Bag konferencen står ti nordiske universiteter og forskningsinstitutioner, der har samarbejdet om den med Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Forskningsstyrelsen og Folketinget. I Udenrigsministeriet kalder man den for »den største udenrigspolitiske konference i Danmark i mere en ti år«, og listen over officielle internationale repræsentanter bekræfter dens betydning langt ud over Rigsfællesskabers grænser. Regeringen sender da også udenrigsministeren og forskningsministeren. Alligevel er der en central minister, der i sidste øjeblik meldte fra. Det vender jeg tilbage til sidst.

Arktis er blevet et både klimatisk og økonomisk varmt område. Deraf følger der problemer af sikkerhedsmæssig art. For det første er der de problemer, som ressourceudnyttelsen kan skabe for miljøsikkerheden og dermed for de arktiske folks sundhed og livskvalitet. For det andet er der de problemer af geopolitisk karakter, der opstår, når forskellige geopolitiske aktører – og de indbefatter ikke kun de arktiske kyststater – kræver at få del i de nye muligheder. Det betyder, at den arktiske sikkerhedsproblematik er nært forbundet med behovet for styringsinstrumenter, som kan forhindre, at udviklingen løber løbsk til skade for de mennesker, der har Arktis som deres hjem, og til skade for den politiske fred, som hidtil har kendetegnet regionen. Det er derfor formålet med konferencen at være et forum, hvor politikere, forskere, organisationer og statsembedsmænd sammen kan overveje, hvad der skal til for tænke sikkerhed og international styring sammen.

Den praktiske anledning til konferencen er en telefonisk henvendelse, jeg modtog fra Forskningsstyrelsen for halvandet år siden. Styrelsen var interesseret i, at jeg organiserede en arktiskonference, som skulle indgå i den daværende regerings officielle program for Danmarks formandskab i Nordisk Ministerråd. Af den grund ønskede man et klart nordisk islæt. Jeg tilrettelagde derfor konferencen sammen med en internordisk komite af forskere. Under det sideløbende samarbejde med Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet blev det besluttet at inddrage alle arktiske kyststater, fordi Nordens rolle i Arktis nødvendigvis spilles inden for en større circumpolar kontekst. Derfor vil man også høre stemmer fra Canada, USA og Rusland. Samarbejdet med de to ministerier sker ud fra den kendsgerning, at udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke kan skilles ad. Inddragelsen af forskningsministeren skyldes, at en vigtig – om end uofficiel – brik i moderne udenrigspolitik er det praktiske samarbejde, der foregår mellem internationale forskere. Man taler således i dag om et »arktisk videnskabsdiplomati«, og konferencens anden dag vil være rig på eksempler.

Skønt konferencen er resultatet af et nært samarbejde mellem nordiske forskningsmiljøer og tre ministerier og har en klar nordisk dimension, valgte den nyudnævnte forsvarsminister, som tilmed også er minister for nordisk samarbejde, to uger før konferencen ikke at stille op, imod hans embedsmænds forventning. Derfor må man spørge: Har han da ikke gjort sig tanker om Rigsfællesskabets rolle for arktisk sikkerhed? Eller om nordisk samarbejde i Arktis? Eller er det i dag reelt set udenrigsministeren, der er ansvarlig for dansk sikkerhedspolitik?