Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad kom først – nysgerrigheden eller Instagram?

Jeg er ekstremt nysgerrig anlagt. Jeg tror på, at alle mennesker er født nysgerrige i en eller anden grad. Personligt er der nærmest ingen grænser for, hvor langt jeg kan gå i min eftersøgning efter en bestemt person på de sociale medier, før jeg oplever, at den moralske spærregrænse tager mig i nakken. Men når jeg i min nysgerrighed havner på min ekskærestes venindes 80-årige bedstemors nyoprettede Instagram-profil, der udelukkende indeholder billeder af rododendron-buske og lyserøde juleroser fra haven og opdagelsen af selfies taget nedefra og op, går det op for mig, at nu må det være nok. Nu er jeg for langt ude.

Det har fået mig til at tænke over, hvad der kom først: Er det de nysgerrige sjæle, som har medført, at de sociale medier pludselig har opdaget denne og dermed opfundet funktioner som konsekvens heraf? Funktioner, som netop appellerer til nysgerrigheden og derigennem tiltrækker brugerne? Eller er det de sociale mediers opståen, der med hastig udvikling har skabt et rum for nysgerrighed, som har medført, at alle er blevet mere nysgerrige?

Er sidstnævnte tilfældet, mener jeg, at eksistensen af nysgerrighedens rum sker på godt og ondt. De sociale mediers rum har skabt en mulighed for informationssøgning og stalking uden grænser. Den nysgerriges moralske spændvidde både udfordres og udvides hver eneste dag.

I det hele taget appellerer de sociale medier i allerhøjeste grad til de nysgerrige sjæle. Vi kan opsøge al slags viden uden at blive opdaget. Der eksisterer et fuldstændig uhæmmet rum for nysgerrighedens blomstringsmuligheder. Næsten da. Lige indtil Facebooks »set«-funktion under beskeder pludselig opstod. Så begyndte en yderligere udvikling at ske på Instagram. Nu kan man pludselig se, hvem der har klikket sig ind på historier, der er lagt ud af Instagram-brugerne. Med andre ord kan man nu ikke længere holde sin nysgerrighed for sig selv. Man må finde sig i at blive opdaget i sin nysgerrige færden. Men samtidig har man muligheden for at holde et vågent øje med andres nysgerrighed. Hvad bevirker dette? Er vi i så fald blevet mere nysgerrige, end vi var før i tiden?

Bevidstheden om egen og andres nysgerrighed betyder måske, at en højere grad af nysgerrighed er blevet acceptabel. Vi anerkender, at vi er stalkere, og at vores begær efter viden om andre er ekstrem. Nysgerrigheden har ikke længere nogen begrænsninger.

Nysgerrigheden har i dag flyttet grænserne for de moralske skrupler, som de nysgerrige sjæle påfører sig i de sociale mediers univers. Nu er spørgsmålet blot, hvor de nysgerrige sjæles moralske kompas befinder sig om bare ti år? Om den intense informationssøgnings udvikling bevirker, at nysgerrighedens skrupler ikke stopper ved ekskæresters veninders bedstemødres rododendronbilleder, men at vi i stedet nærer endnu mere begær efter mere viden på de sociale mediers blomstereng.