Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad kan vi lære af Grækenlandskrisen?

Den græske krise har vist os nogle af de største udfordringer for fremtidens EU-samarbejde. De omhandler blandt andet nødvendigheden af politisk suverænitetsafgivelse og vigtigheden af det europæiske projekt.

I løbet af Grækenlandskrisen er det blevet klart, at der forestår flere udfordringer for det fremtidige EU-samarbejde. Foto: Christian Hartmann/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da euroen blev skabt for næsten 15 år siden, udtalte den daværende britiske konservative leder William Hague i skeptiske vendinger, at man havde »skabt en brændende bygning uden exit«. Fulgte man de intense forhandlinger weekenden over for at redde den nødstedte græske økonomi og undgå en »grexit«, fristes man til at tilslutte sig Hagues profeti.

Alligevel lød meldingen tidligt mandag morgen, at et kompromisforslag mellem Eurogruppen og den græske regering med premierminister Tsipras i spidsen var fundet. Det holdt hårdt. Men EU havde endnu en gang fundet en udvej, hvor ingen udvej syntes mulig. Og skønt de politiske kampe langtfra er færdige – de politiske ledere skal nu tilbage til deres nationale parlamenter og have godkendt kompromisforslaget – er der alligevel en antydning af en døråbning i det brændende hus, hvis vi bliver i Hagues analogi.

Grækenland har hængt i det økonomiske hænge­dynd siden finanskrisen. Landet gjorde inden da alt for at skjule, hvor galt det egentlig stod til og blev da også optaget i euroen på falske forudsætninger. Det er derfor fristende at beholde de konkrete briller på og se den græske case og det dramatiske forhandlingsforløb, vi har været vidner til det seneste halve år med den Syriza-ledede regering ved magten som noget helt unikt.

Men det ville være en forsimplet måde at betragte Grækenlands-krisen på. Hvor det græske politiske system selvfølgelig er særegent, har særligt de seneste måneders forhandlinger afsløret en række væsentlige politiske udfordringer, som EU fremtidigt vil stå over for. Ikke kun i relation til Grækenland, men mere generelt i relation til hele EU-samarbejdet.

Læs også: Grækenland bliver bundet på hænder og fødder

FOR DET FØRSTE er linjerne mellem det nationale og det overstatslige europæiske regeringsniveau blevet trukket skarpere op. Ved sidste års Europa-Parlamentsvalg bevidnede vi en fremgang af EU-skeptiske partier. Weekendens forhandlinger viste yderligere, at det ikke kun er i Europa-Parlamentet, de EU-skeptiske partier har betydning for forhandlingerne.

Til mødet mødte Finland eksempelvis op med et forhandlingsmandat, som blandt andet var båret af det EU-skeptiske parti De Sande Finner, som ikke ønsker at give Grækenland flere chancer. Fremgangen af nationale, EU-skeptiske partier betyder altså, at samspillet mellem det nationale og det europæiske niveau yderligere kompliceres.

I takt med at euroen er blevet mere politiseret, er der i visse tilfælde også opstået et mere polariseret forhold mellem pro-europæiske og EU-skeptiske fløje i mange medlemslande. Det giver sig til udtryk i det forhandlingsmandat, som medbringes til Bruxelles. Det kan udfordre forhandlingerne yderligere også inden for andre politiske områder.

Grækenland er selv et fremragende eksempel herpå. Den stærkt venstreorienterede Syriza-regering blev tilbage i januar valgt på en platform, som står i skarp modsætning til det kompromisforslag, der blev forhandlet på plads tidligt mandag, og som Tsipras nu har til onsdag til at gennemføre i det græske parlament.

For det andet har krisen vist, at en økonomisk og monetær union ikke kan stå alene. Det kræver en vis form for politisk integration. Siden 2007, hvor finanskrisen gradvis er blevet afløst af en langt mere fastforankret statsgældskrise, har det stået klart, at euroens skabere ikke gennemtænkte løsninger på de politiske scenarier, som vi nu bevidner i Grækenland.

Læs også: Medier: Finland arbejder for at få Grækenland ud af eurozonen

Udviklingen af ØMUen under krisen har vist, at den finanspolitiske styring bestemt ikke er blevet mindre relevant at diskutere fremover, og at det fra EUs side i yderste instans kan blive nødvendigt at diktere vidtrækkende reformer, som rækker langt ind i den nationale suveræne kerne. Og det gør ondt. Særligt fordi grækerne ikke var denne udvikling bevidst, da de blev medlemmer af euroen.

Endelig har den græske krise vist os, at EU (stadig) er en global geopolitisk aktør.

Endnu en gang er vi blevet mindet om, at europæisk integration også er et geopolitisk svar på den virkelighed, som blev manifesteret efter Anden Verdenskrig. Ja, EU er i sit udgangspunkt et fredsprojekt. Men EU var også et forenet modsvar under Den Kolde Krig, hvor en aggressiv og ekspanderende Sovjetunion krævede handling. Sovjetunionen gik i opløsning. Men Putins Rusland har flere gange siden vist, at den ekspanderende agenda lever. Derfor så man under de græske forhandlinger et stærkt pres fra USA for at holde Grækenland tæt knyttet til EU og forblive euro-medlem – simpelthen for at sikre, at det strategisk velplacerede land ikke søgte russiske rubler som redning.

Læs også: Scener fra et anstrengt ægteskab

ALT I ALT har den græske krise altså vist os nogle af de største udfordringer, som EU-samarbejdet står over for i de kommende år. Den forøgede magt til nationale EU-skeptiske partier vil uden tvivl skabe fortsatte udfordringer i forhandlingerne i Bruxelles. Det ses allerede i lande som England og Finland. Herudover vil de svagere euro-økonomier som Litauen og Slovakiet uden tvivl monitorere den græske udvikling nøje. Hvis grækerne får lang snor af EU, vil disse lande forvente tilsvarende ved eventuelle fremtidige »bailouts«. Det vil være en trussel mod hele systemets legitimitet, hvis ikke regelsættet konsistent opretholdes.

I takt med at ØMUens krisemekanismer og institutioner konsolideres, vil der være forøget fokus på nødvendigheden af finanspolitisk integration. Det kan betyde yderligere suverænitetsafgivelse til Bruxelles og dermed udfordrende forhandlinger både i Ministerrådet og i Europa-Parlamentet.

Endelig må vi ikke glemme EUs globale betydning. EU kan ikke lukke sig om sig selv. Globale udfordringer som et ekspansionsivrigt Rusland og en stadigt større migrationsstrømning til Europa vil, så snart den græske situation har stabiliseret sig, igen dominere agendaen.

Hvor de to første udfordringer uden tvivl vil få det europæiske hus til at brænde lidt mere for afslutningsvis at bruge Hagues analogi, giver den tredje udfordring en vigtig begrundelse for, hvorfor vi overhovedet samarbejder inden for EU-institutionerne.

Læs mere: Her er den græske aftale