Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad kan euroens første 20 år lære os om fremtiden?

Selv regeringer har gennem tiden dæmoniseret den, men efter to årtier med euroen er næsten tre fjerdedele af borgerne i eurozonen tilhængere af den fælles valuta. Her er fire lærdomme, vi kan uddrage af de forgangne 20 år.

I januar 1999 gik eurolandene officielt ind i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union. Det var dog første i 2002, at almindelige europæere for alvor bemærkede forandringen, da de konkrete mønter og sedler blev introduceret. Her holder daværende EU-Kommissionsformand Romano Prodi pressekonference 31. januar 2001 – 12 timer før den officielle lancering af den fysiske valuta. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gerard Cerles/AFP/Ritzau Scanpix

I denne måned er det 20 år siden, at euroen kom til verden. For almindelige borgere var forandringen ikke stor, før de konkrete mønter og pengesedler blev introduceret i 2002. Men i januar 1999 indledtes officielt »tredje fase« af Den Økonomiske og Monetære Union, da de indbyrdes valutakurser for de oprindelige 11 medlemmer af eurozonen blev »uigenkaldeligt« fastlåst. Samtidig overgik myndigheden over den monetære politik til den nye Europæiske Centralbank (ECB). Hvad der siden skete er af stor vigtighed for fremtiden.

I 1999 blev det almindeligvis antaget, at Tyskland ville lide det største tab ved indførelsen af euroen. Dels var der bekymring for, at ECB ikke ville være lige så striks over for inflation som den tyske Bundesbank havde været. Og dels var den tyske mark overvurderet, mens Tyskland kørte med underskud på betalingsbalancen. Hvis man fastlåste valutakurserne i den situation, ville det udgøre en alvorlig udfordring for den tyske industris konkurrenceevne, lød visdommen.

Daniel Gros SH Fold sammen
Læs mere
Foto: Daniel Gros SH Ph.Molitor.

Men her 20 år senere er inflationen endnu lavere end i Bundesbankens tid, og Tyskland kan løbende bogføre store overskud på betalingsbalancen. Dette sidste ses i dag som et tegn på, at den tyske industri er for konkurrencedygtig. Og det fører os frem til den første lærdom fra de seneste 20 år: Det enkelte eurolands økonomiske resultater er ikke forudbestemt.

Erfaringer fra andre lande som eksempelvis Spanien og Irland styrker dette indtryk og demonstrerer tydeligt, at evnen til at tilpasse sig skiftende omstændigheder og viljen til at træffe smertelige valg har større betydning end den pågældende økonomis udgangsposition. Det gælder også fremover: Det er for eksempel langtfra givet, at Tysklands nuværende dominans vil vare ved de næste 20 år også.

Men man havde blikket rettet bagud, da man etablerede eurozonen. Den overordnede bekymring op gennem 70erne og 80erne var en høj og svingende inflation, drevet i vejret af en ofte tocifret vækst i lønniveauet. Finansielle kriser var næsten altid knyttet sammen med en pludselig opblomstring i inflationen, men de havde indtil da været begrænset i omfang, fordi de finansielle markeder var mindre og ikke så tæt sammenvævet som i dag.

Med etableringen af eurozonen ændrede alt sig. Lønpresset tog af i den industrielle verden, mens aktiviteten på de finansielle markeder voksede dramatisk efter at have slumret i årtier – ikke mindst hen over grænserne i eurozonen. For eksempel voksede eurolandenes grænseoverskridende aktiver og kreditter fra omkring 100 procent af bruttonationalproduktet i slutningen af 1990erne til 400 procent i 2008.

Reformer reddede euroen

For ti år siden ramte den globale finanskrise imidlertid et uforberedt Europa. Den første deflationskrise siden 1930erne blev særlig barsk i Europa på grund af den enorme gæld, som var ophobet over de forudgående ti år, da de enkelte lande havde blikket fast rettet mod bakspejlet.

Naturligvis var landene i eurozonen ikke de eneste, som blev overrasket af finanskrisen, der var begyndt i USA med de såkaldte subprimeboliglån. Men USA var med sit forenede finansielle (og politiske) system i stand til at komme relativt hurtigt ud af krisen, mens landene i eurozonen blev ramt af en række mindre, men sammenhængende kriser.

Daniel Gros

»Dette mønster med at dæmonisere euroen og først bagefter erkende behovet for at beskytte den er fortsat til i dag.«


Heldigvis viste Den Europæiske Centralbank sig at være robust. Bankens ledelse erkendte behovet for at ændre fokus fra det oprindelige formål, inflationsbekæmpelse, til en kamp mod deflationen. I sidste ende overlevede euroen, fordi lederne af eurozonens lande valgte at reagere ved at bruge politisk kapital på at gennemføre de nødvendige reformer. Selv efter at have beskyldt euroen for at være årsagen til deres problemer.

Dette mønster med at dæmonisere euroen og først bagefter erkende behovet for at beskytte den er fortsat til i dag – og det kan passende udgøre den anden lærdom for de næste 20 år. Italiens populistiske koalitionsregering talte gerne om at omgå reglerne for euroen, og nogle talte ligefrem for at forlade euroen helt. Men da risikopræmien på finansmarkedet steg, og de italienske opsparere ikke købte landets egne obligationer, ændrede koalitionen hurtigt signaler.

Ikke elsket, men anerkendt

Faktisk har euroens økonomiske trækkraft ikke været så dårlig, som den tilsyneladende endeløse strøm af dystre overskrifter antyder. Væksten i indkomsten pr. indbygger er svækket over de seneste 20 år, men ikke mere end i USA og andre udviklede økonomier.

Dertil kommer, at det europæiske arbejdsmarked har undergået en lidt overset strukturforbedring med en øget arbejdsstyrke år for år, selv under krisen. I dag er en større del af den voksne befolkning økonomisk aktive i eurozonen end i USA. Beskæftigelsen har også nået rekordhøjder, mens arbejdsløsheden fortsætter med at falde, selv om den stadig er høj i nogle af de sydeuropæiske lande.

Disse økonomiske realiteter antyder, at selv om euroen måske ikke ligefrem er elsket, så er den bredt anerkendt som et vigtigt element i den europæiske integration. Ifølge den seneste meningsmåling fra Eurobarometer er støtten til euroen med 74 procent højere end nogensinde før. Mindre end 20 procent af indbyggerne i eurolandene er modstandere af den fælles valuta. Selv Italien har et solidt flertal for euroen (68 procent mod 18) – og her finder vi den tredje lærdom fra euroens første to årtier: Trods sine mange fejl har den fælles valuta leveret arbejdspladser, og der er ikke meget opbakning bag en afskaffelse af den.

Men måske skal den vigtigste lektion findes et andet sted. Euroens første 20 år formede sig meget anderledes, end de fleste havde spået, og det understreger vigtigheden af at anerkende, at fremtiden formentlig bliver forskellig fra fortiden. Og derfor er det kun en forpligtelse på fleksibilitet og en villighed til at håndtere nye udfordringer, der kan sikre den fælles valutas fortsatte succes.

Oversættelse: Lars Rosenkvist