Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad jeg har lært af min deprimerede ven

Depressionen har facader og forstillelse som offer. Påtvungen høflighed og overskud er ikke længere en mulighed.

Andreas Gylling Æbelø skriver om sin deprimerede ven: »Jeg har indset, at menneskets måske største fejltagelse er dets konstante modstand mod at undersøge det svære. Den deprimerede har ikke det valg, det har jeg også lært. Det er umuligt at flygte, når bølgen skyller ind, og jeg kunne se på min ven, at han lærte at navigere i det.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Min ven fortalte mig på min bryllupsdag, at han havde en depression. Det var ikke en svær besked at få, det var en lettelse. For nu var der en klinisk afklaring på det dynd, som havde tynget ham i måneder. Et nulpunkt og her fra en vej frem. Han fortalte det, fordi han ikke var sikker på, han kunne gennemføre den tale, han havde forberedt. Angsten ville overmande ham.

Han holdt en anden tale. Hvordan den oprindelig skulle have lydt, finder jeg aldrig ud af, men den her tale var helt, som den skulle være. På grund af ham og på trods af angsten. Måske endda lidt i kraft af den. En anden intensitet. Jeg vil ikke romantisere den angst, som i perioder invaliderede ham. Men ingen følelse er kun én ting.

Det er måske det vigtigste, jeg har lært af min deprimerede ven. Følelsernes ambivalens. Jeg har lært om frisættelsen i isolationen. Om muligheden i mørket. Om renheden i tungsindet. Jeg har indset, at menneskets måske største fejltagelse er dets konstante modstand mod at undersøge det svære.

Andreas Gylling Æbelø Fold sammen
Læs mere

Den deprimerede har ikke det valg, det har jeg også lært. Det er umuligt at flygte, når bølgen skyller ind, og jeg kunne se på min ven, at han lærte at navigere i det. Han forberedte sig simpelthen; blev fortrolig med signalerne, traf sociale og geografiske forholdsregler, sørgede for, at den lindrende natur var inden for rækkevidde. Og når det så kom – hvad enten det var angstens sitren, modløshedens plage eller den torturerende træthed uden søvn – så lærte han det at kende. Fordi han havde forberedt sig, kunne han blive i det. Af nød, ikke af lyst, det kan ikke understreges nok.

Måske mere end noget andet har jeg lært om kampens væsen. Jeg har set og til en vis grad forstået, hvordan det kan være en maraton at komme fra morgen til aften. Og måske oftere fra nat til morgen. Den kamp er blodig alvor, og den udkæmpes på alle fronter. Kamp for at trække vejret. Kamp for at stoppe hændernes rysten. Kamp for at gennemføre dagens eneste nødvendige telefonsamtale, for derefter at synke sammen i flere dages træthed. Kamp mod skammen over det. Kamp i terapien. Kamp for at vende tilbage til arbejdet. Kamp for at sætte ord på det uforståelige sind. Kamp for at holde en tale til sin vens bryllup.

Jeg er ikke sikker på, jeg ville kunne kæmpe på samme måde. Min ven er blevet gennemtæsket, og det er et under, at han stadig står. Men det gør han, og han gør mere end det. For undervejs er han blevet ph.d. i emotionel intelligens. Der er et før og et efter. Et andet klarsyn. En følelsesfuldhed som ikke er sentimental. Og mest af alt en ny ærlighed.

Det er det sidste, jeg indtil videre har lært. Depressionen har facader og forstillelse som offer. Påtvungen høflighed og overskud er ikke længere en mulighed, og i en rum tid fremover tror jeg, at både afbuddene og udbruddene vil være hyppigere. Og glæden så meget desto sandere, når den er der.