Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Hvordan kom vi egentlig hertil? Altså her, hvor den øverste del af riget glemmer grundloven, glemmer at lovgive, glemmer omtanken, handler i affekt og senere med overlæg? Hvor den kalder på verdenspressen og råber »ulven kommer – vi har nyt Wuhan i Nordjylland«, uden at være sikre på noget af alt det? Hvor den absolutte politiske top i landet handler, før den tænker, sletter spor, ikke tager referat, ikke vil oplyse sagen og i stedet gør det statsministerielle embede til et totalteater af meningsløs og fornuftsbekæmpende papegøjesnak?