Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad har Skipper og Elbæk mon lært af Liberal Alliance?

Berlingskes politiske kommentator om læren af Liberal Alliances mislykkede afpresningsforsøg.

Har Pernille Skipper og Enhedslisten mon lært noget af Liberal Alliances opførsel i det sidste års tid? Foto: Ólafur Steinar Gestsson Fold sammen
Læs mere

Den gode nyhed for Anders Samuelsen er, at han er blevet udnævnt til Danmarks nye udenrigsminister og kan kalde sig selv for politisk leder af et regeringsparti kun ganske få år efter stiftelsen af Liberal Alliance. Det er en politisk bedrift.

Den dårlige nyhed for Samuelsen og hans hold af nyslåede LA-ministre er, at de indtager deres ministerkontorer med en sønderskudt troværdighed set med vælgernes øjne. Og det er problem, som er til at tage og føle på.

Målt op imod kollegerne fra V og K ligger de nye LA-ministre i bund, når det handler om troværdighed, og partileder Anders Samuelsen lukker feltet som det mindst troværdige medlem af den nye regering.

Sådan lyder dommen fra danskerne i en måling, som Jyllands-Posten offentliggjorde kort efter, at Lars Løkke Rasmussen havde præsenteret sin nye regering. En præsentation, der kom efter et rodet og grimt efterår, hvor Liberal Alliance konstant truede med at vælte regeringschefen, hvis ikke partiet fik opfyldt kravet om en lettelse af topskatten med minimum fem procentpoint.

Da det sidste weekend stod klart, at regeringsgrundlaget var færdigt, og at fundamentet under den nye regering var støbt, erkendte Samuelsen langt om længe, at forløbet op til regeringsdannelsen havde været destruktivt. Og det har LA-lederen ret i.

Troværdigheden udfordres

For det første har LA demonstreret, at det samarbejdende folkestyre reelt bryder sammen, hvis partier med udslagsgivende mandater for alvor opererer med ultimative krav. I flere måneder stod alting bomstille på Christiansborg. På grund af valgtruslerne var det umuligt at få gang i realitets­forhandlinger, for ingen partier ønskede at komme med indrømmelser, hvis udkommet blot ville blive en valgkamp – i stedet for et forlig. Al debat kom til at handle om proces, taktik og strategi, mens den substantielle debat om Danmarks udfordringer var fraværende både i Folketinget og i medierne.

For det andet har forløbet illustreret, at politikernes troværdighed bliver udfordret, hvis politik drives frem på den måde, som Samuelsen og hans partifæller har excelleret i. I ugens løb har journalister kunnet boltre sig i alle de udmeldinger, som LA nu er på flugt fra. Anders Samuelsen, som gjorde lettelsen af topskatten til et kardinalpunkt, står tilbage med et regeringsgrundlag, hvor kravet ikke optræder. I stedet for at kæmpe videre for sin sag herhjemme, stryger han ud i verden som udenrigsminister, hvor han i øvrigt også må gennemføre et holdningsskift. Ved overdragelsesforretningen forleden modtog han helt konkret en »ja-kasket« af Kristian Jensen, og Samuelsen erklærede uden at blinke, at han fremover ville tage ja-hatten på.

Også for andre LAere har kursskiftene og kovendingerne været til at få øje på.

Undervisningsminister Merete Riisager skal være ambassadør for en folkeskole­reform, som hun tidligere har tordnet imod og kaldt for katastrofal.

Transportminister Ole Birk Olesen har glemt kravet om, at det skal være gratis at køre over Storebæltsbroen, og ja, han har tydeligvis fortrudt, at han tidligere skrev ekstremt grove artikler om Løkke. I en kronik skrev Ole Birk Olesen direkte, at Løkkes livsstil »indeholdt alt det dårlige fra den fortidige maskulinitets generalieblad – en fraværende far, en ægtemand med hang til overnatning i fremmede senge og en festabe a la Brixtofte den yngre.« Ole Birk Olesen konstaterede også, at »det eneste, danskerne med sikkerhed ved, at Løkke lever for, er selskabsliv, for de har selv betalt hans regninger.« I dag er Løkke sjovt nok Ole Birk Olesens chef, og LAeren har travlt med at fortryde sine provokationer, der i sin tid var med til at profilere ham og gøre ham kendt i offentligheden.

Den langsigtede lektie

At den slags hævner sig, vidner målingen i JP om, og derfor står det også klart, at Samuelsen & Co. skal i gang med et reparations­arbejde for at klinke skaderne på troværdigheden.

Men én ting er den lette konstatering af, at LA har testet det politiske system til det yderste og må betale en pris for at udskifte de stålsatte holdninger med al den pragmatisme, som er en betingelse for at være medlem af en regering.

Noget andet er, hvad der bliver den langsigtede lektie, og på det punkt er konklusionen slet ikke entydig. På den ene side er det som nævnt soleklart, at LAs troværdighed er skadet. På den anden side er partiet nu i regering og råder over et anseligt antal ministerposter og har dermed adgang til at udøve stor indflydelse, og undervejs har det jo rent faktisk vist sig, at et parti kan få held med at true sig ind i en regering og dreje det politiske system i en ny retning.

Alt dette vil blive analyseret på møder hos de partier, der måske om få år skal være støttepartier for en S-ledet regering. I SRSF-regeringens korte levetid høstede SF smertelige erfaringer med at sælge ud af partiets politik, og i Enhedslisten var der enorme frustrationer hos Johanne Schmidt-Nielsen, som ikke følte, at Liste Ø kunne påvirke kursen hos Bjarne Corydon og Margrethe Vestager.

Derfor vil SF og Enhedslisten tage bestik af den nye VLAK-regering, ligesom Uffe Elbæk i Alternativet vil tænke nøje over, hvordan han skal sikre sig, at vælgernes støtte kan veksles til indflydelse.

Mens Samuelsens afpresning af Løkke stod på, var det en fest at være medlem af rød lejr. Man behøvede blot at læne sig tilbage og nyde forestillingen. Men forløbet kan på sigt fremtvinge hårde kampe om magten internt i rød lejr.

Thomas Larsen er Berlingskes politiske

kommentator.