Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad er lige muligheder?

»Manglende social mobilitet er ikke bare et socialt problem – det handler også om uudnyttede ressourcer i samfundet og om alle de børn, som ikke får udlevet deres fulde potentiale. Det er et samfundsøkonomisk problem.«

Foto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Sommeren igennem har overskrifter som »USA bryder social arv lige så godt som Danmark« (Berlingske, 28. juni), »Lige børn leger bedst« (Berlingske, 2. august), »ABC-bøger er sjældne i danske børnehaver« (Berlingske, 5. august), »En stor gruppe børn er to år bagud, når de starter skolen (Politiken, 22. august)« og »Børn fra boglige hjem fylder godt på kvote 2« (Ritzau, 3. august)« skabt stor debat.

Fælles for overskrifterne og de bagvedliggende forskningsresultater og debatindlæg er, at de sætter spørgsmålstegn ved vores evne til at fremme social mobilitet, og mange af de indsatser, vi har i Danmark, der sigter mod at give alle børn lige muligheder i livet. For Danmark tilhører utvivlsomt verdenseliten, når det kommer til at give alle lige formelle muligheder i livet. De formelle barrierer for at understøtte børns udvikling – fra barselsorlov til uddannelse – er små i Danmark, når vi sammenligner os med andre lande.

Men der findes andre barrierer end de formelle – og dem har vi (også) i Danmark svært ved at udviske. Og status i dag er, at der er langt fra de rent formelle muligheder, som alle har i Danmark til de faktiske muligheder, som kun nogle har.

Grundlæggende spørgsmål

Der er markante forskelle i børns evner og færdigheder på tværs af deres baggrund allerede tidligt i livet.

Det illustreres tydeligt i den undersøgelse, der ligger til grund for overskriften »En stor gruppe børn er to år bagud, når de starter skolen«. Det er netop i denne alder, at fundamentet for fremtidig læring og udvikling lægges, og dette alderstrin er derfor også hjørnestenen til social arv.

Her kan vi som forskere komme med et klart budskab: Sociale skel udlignes mest effektivt tidligt i barndommen.

De tidlige indsatser som dagtilbud er en unik mulighed for at fremme social mobilitet og give alle børn det, kun nogle får derhjemme. Men forskningsresultaterne illustrerer, at der her er meget plads til forbedring.

En mulig vej, der foreslås i artiklen »ABC-bøger er sjældne i danske børnehaver«, er et øget fokus på læring og sproglige færdigheder i denne alder. Men resultaterne sætter samtidig spørgsmålstegn ved vores nuværende tilgang, som der også gøres i kronikken »Lige børn leger bedst«. Skal vi i højere grad fokusere på målrettede tiltag i stedet for universelle, og skal vi i højere grad fokusere på læring tilpasset hvert enkelt barns individuelle niveau, frem for at alle, som i dag, primært møder det samme læringsmiljø uagtet deres færdigheder?

Lige muligheder for alle børn vedrører dog også andre aspekter. Selv verdens stærkeste dagtilbud vil sandsynligvis ikke udviske alle de sociale skel, der opstår i hjemmet.

Alle forældre ønsker deres børn det bedste, men der er forskel på forældres formåen til at give deres børn dette. Forældre betyder derfor meget for muligheden for at fremme social mobilitet. Men selvom tiltag som hjemmebesøg fra sundhedsplejersker og familieprogrammer understøtter børns udvikling, vedbliver familiepåvirkninger med at være en kilde til social arv.

Familiens centrale rolle er ikke begrænset til barndommen. Den er også vigtig senere i livet og i uddannelsessystemet. Det er vigtigt, at alle børn og unge bevarer lysten til at fortsætte med at uddanne og dygtiggøre sig. Studier fra USA, et land hvor der er store økonomiske barrierer for uddannelsesvalg, har vist, at muligheden for økonomisk støtte til videre uddannelse i overvejende grad kun virker, hvis der ydes stor støtte til selve ansøgningsprocessen. Et resultat, der antyder, at det ikke kun er økonomien, der er en barriere, men i særdeleshed forældrenes manglende evner til at støtte deres børn i ansøgningen. At dette problem også eksisterer i Danmark, vises klart, når »Børn fra boglige hjem fylder godt på kvote 2«. Hvilken type forældre er det, der har ressourcerne til at hjælpe deres børn ind på den ønskede uddannelse?

Ikke alle forældre har samme mulighed for og ønske om at bakke op omkring værdien af uddannelse, erhvervsfaglig så vel som akademisk, til trods for, at fordelene ved at tage en uddannelse er utallige og langtfra begrænset til indkomst senere i livet. Mange forskningsresultater har vist, at uddannelse bl.a. også påvirker senere kriminalitetstilbøjelighed, helbred, livskvalitet og herved også den næste generations muligheder gennem social arv.

Hvad er målet?

Samlet set betyder det, at »USA bryder social arv lige så godt som Danmark« på nogle punkter. Dog er Danmark, gennem vores arbejdsmarked, overførselsindkomster og skatter, et af verdens mest lige lande, når det kommer til indkomst.

Selvom en konsekvens af vores indkomstudligning og lave indkomstulighed kan være, at fordelene ved uddannelse ikke er åbenlyse for alle, har vi samtidig en høj samlet indkomstmobilitet. Og det er endda til trods for, at alle børn reelt set ikke har lige muligheder på deres vej gennem uddannelsessystemet.

Så er det overhovedet et problem, at uddannelsesmobiliteten ikke er så høj, som man kunne ønske sig, og at nogle børn og unge mangler hjælp og tilskyndelse til at tage en uddannelse, når der nu er stor indkomstmobilitet? Det afhænger af, hvad målet er. Er det, at alle realiserer deres fulde potentiale i livet, eller at alle kan få en relativ høj levestandard? En høj uddannelsesmobilitet, en høj indkomstmobilitet, eller begge dele?

Hvis vi ønsker en højere uddannelsesmobilitet, hvad kan vi så gøre, når alt fra gratis uddannelser og SU til vores universelle dagtilbud ikke slår til? Dilemmaet vedrører ikke bare uddannelse, men også andre områder, f.eks. sundhed. Alle har formelt set de samme muligheder og adgang til behandling, men der er stor ulighed i sundhed og helbred. Når sygdommen rammer, er det de ressourcestærke, der i størst udstrækning gør brug af tilbuddene. Hvad gør vi, når lige formelle muligheder ikke er nok?

Ingen entydige svar

Der findes ikke entydige svar på disse spørgsmål, de er i høj grad politiske og omhandler bl.a. ens subjektive definition af retfærdighed, hvordan fordelingspolitikken bør være, og om velfærdssamfundet skal vedblive at være universelt eller investere mere i ressourcesvage grupper og mindre i grupper, som har mange ressourcer i forvejen.

Én ting er dog sikkert: Sommerens overskrifter understreger nødvendigheden af en dybere debat af de grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi kan fremme social mobilitet, og hvad vores »målsætning og succeskriterier« er.

Selvom disse temaer og spørgsmål er komplekse og involverer dilemmaer, er det vores holdning, at vi ikke skal lade os afskrække fra at diskutere dette og vælge den vej, der synes bedst ud fra et oplyst grundlag. I Danmark anvender vi en betydelig del af vores samlede ressourcer på at bekæmpe forskellige aspekter af social arv. Men anvender vi dem rigtigt i forhold til vores succeskriterier og mål?

Derfor vil vi tage disse emner op til debat på Rockwool Fondens endags-konference om social mobilitet 13. oktober. Her vil vi også sammen med andre forskere, som er eksperter i emner som social mobilitet, uddannelse og arbejdsmarkedsforhold, præsentere og diskutere forskningsbaseret viden om forskellige aspekter af social mobilitet. Vi kan som forskere ikke give svar på spørgsmål som »hvad er retfærdigt?«, men vi kan være med til at sikre det bedste grundlag for en oplyst debat samt evidensbaserede politiske beslutninger.

Manglende social mobilitet er ikke bare et socialt problem – det handler også om uudnyttede ressourcer i samfundet og om alle de børn, som ikke får udlevet deres fulde potentiale. Det er et samfundsøkonomisk problem. Men måske endnu vigtigere handler det også om, at en stor gruppe børn, unge og voksne står over for et liv, som de ikke har (haft) de samme muligheder for at deltage i, som resten af samfundet. Og det er et demokratisk problem.

Rasmus Kløve Landersø er forsker i Rockwool Fondens Forskningsenhed, Helena Skyt Nielsen er professor i økonomi på Aarhus Universitet og Marianne Simonsen er professor i økonomi, Aarhus Universitet.