Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad er en stat?

Forfatter Henrik Dahl Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Anne Mie Roer Jensen er navnet på den danske Greenpeace-aktivist, der for tiden sidder varetægtsfængslet i Murmansk, sigtet for piratvirksomhed. En 26-årig kvinde, der til daglig er studerende ved Marstal Navigationsskole, men pludselig er blevet en brik i et meget stort spil, der handler om alt andet end den konkrete manifestation imod olieboring, hun for nylig som besætningsmedlem på ArcticSunrise deltog forholdsvis passivt i.

Er man galgenhumoristisk anlagt - som Deres indsparker må tilstå, han i et vist omfang er - ville det være oplagt at lave analogier til den gamle børnebog, Den Store Bastian. For grebet i denne upædagogiske opdragelsesklassiker er, at straffen altid er helt ude af proportioner med forbrydelsen. Jette går op i flammer, fordi hun leger med tændstikker. Kaspar dør af sult, fordi han ikke vil spise det, der bliver sat på bordet. Mens Ludvig, Morten og Jeppe bliver dyppet i blæk, fordi de mobber en person af anden etnisk oprindelse.

Men sagen om ArcticSunrise er for alvorlig til, at det er passende at udnævne Vladimir Putin til det politiske livs Store Bastian. Trods internationalt pres er der ikke sket nogen bedring af homoseksuelles retsstilling i Rusland. To ud af tre af punkgruppen Pussy Riots medlemmer er fortsat fængslet. Og nu er en gruppe ikke-voldelige demonstranter sigtet efter paragraffer, der kan give op til 15 års fængsel.

DER, HVOR GREENPEACE har forregnet sig, er i analysen af, hvad en stat i grunden er. Og det finder jeg det rimeligt at klandre organisationen for nu, hvor omkring 30 af dens medlemmer er fængslet under elendige forhold og kan se frem til et meget alvorligt anklageskrift.

Uden at kende til de interne diskussioner i Greenpeace vil jeg tillade mig at antage, at man har forestillet sig, at alle stater er moderne PR-stater af vestligt tilsnit. Det vil sige stater, der ikke mener, at de kan tåle at blive stillet i et dårligt lys i de internationale medier.

Sagen er jo den, at alle stater i det, vi for nemheds skyld kan kalde den vestlige verden, har udviklet sig til PR-stater. De bryder sig ikke om, at der omkring dem er en aura af drab på pandaer, ødelæggelse af sarte biotoper, børnearbejde og andet, der leder tankerne hen på skurkene i Charles Dickens’ romaner.

Lanceres sådanne anklager, vil de derfor gå meget langt i retning af at demonstrere, at de er falske.

MEN PUTIN ER ikke afhængig af at se godt ud i de vestlige medier. En stor del af den russiske offentlighed mener faktisk, at det er godt, han står fast imod gudløshed samt almindelig relativisme og opløsning. Dertil kommer - hvad Greenpeace’s generalstab også burde have forudset - at han ved mange lejligheder har demonstreret en vilje til at ofre mennesker, der står i vejen for ham, som vi snart skal en del år tilbage i historien for at finde magen til i Vesten.

Moralen af min historie er altså, at det er helt uforsvarligt at anlægge det store bastianske perspektiv over for Anne Mie Roer Jensen og hendes lidelsesfæller og sige »så kan de lære det!« Men at man til gengæld bør kritisere planlæggerne af aktionen for at ignorere den risiko, det indebærer, at opføre et af sine velkendte, politiske teaterstykker, når scenen ikke er en flink og moderne PR-stat.