Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad er det, vi jagter? Velfærd eller velstand?

I dag er vi blevet opmærksomme på, at vi fysisk er ved at dø af vores overflod af mad. Mon vi en dag opdager, at vi psykisk er ved at dø i jagten på økonomisk overflod?

Vi samler til huse som dyr samler hasselnødder til vinteren. Vi arbejder for at skabe velstand og arbejder os stressede. Bliver vi lykkelige, får vi livskvalitet af at skabe mere velstand, som vor statsminister opfordrer os til? Arkivfoto: Morten Juhl Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi har netop overstået en valgkamp. Valgkampens hovedemne var økonomisk velfærd. Politikerne mener, at vi skal arbejde mere. Jeg tænker blot: Hvornår? Hvornår er det lige, at jeg skal arbejde mere - og endnu vigtigere: Hvorfor?

I mit daglige arbejde som psykolog støder jeg ofte på mennesker, der er gået ned med stress. Mennesker, der i deres forsøg på at nå det hele og leve op til alle kravene, har kørt deres fysiske system i sænk. Så har kroppen til sidst sagt stop og bogstavelig talt lagt dem ned. Nogle af disse mennesker er faktisk ikke i stand til at rejse sig fra sengen. Og alt det i forsøget på at opnå hvad?

Inden for psykologien har man længe vidst, at en af de sikreste veje til psykologisk velfærd er gennem menneskeligt samvær. Vi bliver mere lykkelige af samvær med dem, vi holder af. Men lige nu har vi så travlt, at det kan være meget svært at få tid til ordentligt samvær. Lige nu har vi så travlt med at tjene til mere velstand, at vi sender vores børn i vuggestue og børnehave fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Vi har så travlt med at tjene til mere velstand, at vi ikke har tid til at besøge vores gamle forældre. Og hvis vi forsøger at nå det alligevel - ja, så går vi ned med stress.

Vi har fået fanget os selv i en fælde. Og fælden bliver dybere, når vi ser nærmere på de enkelte elementer.

Hele sommeren har vi diskuteret den øgede forekomst af ADHD. Den anerkendte psykolog Per Schultz Jørgensen har påpeget, at så længe vi insisterer på at passe vores små børn i stressfyldte omgivelser med mange børn og få voksne, så længe vil vi få flere børn med ADHD-symptomer. Fra den neuropsykologiske forskning ved man nemlig, at langvarig stress hos helt små børn kan resultere i strukturelle ændringer i hjernen. Disse ændringer i hjernen kan resultere i samme adfærdsproblemer som hos børn med ADHD.

Den måde vi for tiden løser vores børnepasning på, kan altså resultere i ADHD-lignende adfærd hos vores børn. Måske er det resultatet af dette, vi ser allerede nu, hvor udgifterne til specialundervisning eksploderer. Så i stedet for at sørge for at have tid til at passe vores børn i rolige, stressfri omgivelser, skal vi nu som samfund til at tjene flere penge til specialundervisning, som er blevet nødvendig p.g.a. vores måde at passe vores små børn på. Vi bliver således nødt til at arbejde mere for at betale mere i skat. Og for at det kan lade sig gøre, må vi efterlade vores børn endnu længere i institutionen. På den måde fortsætter vi den onde cirkel.

Helle Thorning-Schmidt er mange gange kommet med udtalelser om, at vi må arbejde mere, så vi får råd til mere velfærd. Om få år er alle fra de store årgange gået på pension, og så skal vi andre rigtig lægge os i selen. Dels for at betale for dem, dels for at passe dem. På den anden side har vi børnene, som skal passes, skal i skole og på videre uddannelse. Derfor ønsker staten, at alle, der kan, yder mere.

I min fortolkning er der tale om, at jeg må arbejde mere, så der bliver råd til, at andre kan passe mine børn og passe min gamle mor. Når jeg nu ikke selv har tid. Men min mor bliver ikke særlig lykkelig af hele tiden at blive passet af andre. Hun ville blive meget mere lykkelig, hvis det var mig, der kom oftere og hjalp hende. Og jeg ville blive lykkeligere at kunne hjælpe hende. Forskningen siger nemlig også, at vi bliver lykkeligere af at give til andre. Alligevel har vi fået os indrettet os sådan, at vi knokler os halvt ihjel for at kunne betale andre for at gøre det, som egentlig ville være bedst for os, at vi gjorde selv.

Sådan fortsætter det dag efter dag. Og jeg tror, vi er mange, der overvejer, hvorfor vi lever på denne måde. Hvad er det, vi jagter? Velfærd eller velstand?

Det kan godt være, at vores nuværende livsstil fører til økonomisk velstand. Jeg tvivler dog på, at den fører til egentlig velfærd i form af bedre livskvalitet, lykke og menneskeligt overskud. At jeg muligvis kan have ret kan ses af statistikken over langtidssygemeldte med stress, depression og angst. Alle problematikker, der vel egentlig også kunne henregnes til livsstilssygdomme.

Fra den psykologiske forskning ved vi faktisk, at velstand over et vist niveau ikke giver yderligere lykke. Hvad forskningen derimod ikke siger noget om, er, hvor det niveau er. Mon ikke vi har nået det niveau nu? Bliver vi lykkeligere af mere økonomisk velstand?

Vi ved, at vi mennesker fysisk er skabt som om, vi levede i en tid med manglende mad. Derfor tiltrækkes vi af sød og fed mad. Mon det samme gør sig gældende på andre områder af livet?

Har vi mon tendens til at skrabe til huse, selvom vi ikke har brug for det? Hvorfor har vi ellers så travlt med at øge velstanden, selvom det måske fører til mindre psykologisk velfærd? Vi står jo i kø i forsøget på at blive rigere.

Jeg spekulerer på, om vi ikke ville få mere velfærd - mere lykke - af at have mindre travlt med at øge vores velstand. Så havde vi tid til rigtig at tage os af os selv og hinanden. Måske ville en mindre presset hverdag vise sig i færre sygemeldinger, færre skilsmisser og færre adfærdsproblemer hos børnene.

Måske skulle politikerne lade være med at bede os arbejde og yde mere. Måske skulle de i stedet se på, hvorledes man i højere grad giver folk mulighed for at passe bedre på hinanden og via samvær skabe mere velfærd og mere lykke. I dag er vi blevet opmærksomme på, at vi fysisk er ved at dø af vores overflod af mad.

Mon vi en dag opdager, at vi psykisk er ved at dø i jagten på økonomisk overflod. Som tingene ser ud i dag, er vi reelt et samfund med meget stort økonomisk overflod, men med meget lidt menneskeligt overskud. Hvordan gør vi noget ved det?