Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad er det Venstre skjuler?

Byline af Jens Jonatan Steen. Fold sammen
Læs mere

Tilbage i de glade 90’ere tiltrak den amerikanske science fiction serie X-Files med de legendariske Scully og Mulder som hovedpersoner stor opmærksomhed for danskernes TV-skærme med parrets uendelige jagt på velgemte sandheder.

Den meget populære serie bar sloganet ’The Truth Is Out There’, som faktisk giver en meget god beskrivelse af Venstre regeringens beslutning om at droppe Irak- og Afghanistan kommissionen. Sandhederne bliver derude – vi får dem aldrig.

Jeg indrømmer gerne, at jeg aldrig har været den mest stålsatte modstander af Danmarks bidrag til de internationale interventioner i Irak og Afghanistan, ligesom jeg heller aldrig har været fan af de ministerielle kommissioner, der ofte ender som syltekrukker eller tjener som skalkeskjul for særlige ideologiske målsætninger.

Men jeg bliver bekymret, når den nyvalgte Venstreregering i ly af sommervarme og industriferie vælger at sætte punktum for og slå streg over Irak- og Afghanistan-kommissionen, som skulle undersøge argumenter bag krigsdeltagelsen, den danske behandling af fanger under missionerne og den daværende regerings orientering af Folketinget.

Man begynder at tvivle på motiverne, når en regering ikke ønsker at få svar på den slags spørgsmål? Uden at komme i dybden og uden den brede folkelige diskussion, bliver vi jo ikke klogere i forhold til fremtidig optræden i internationalt farvand.

Jeg forstår udmærket, at der har været splid internt i kommissionen, at mange konklusioner er opsamlet og at der er brugt mange penge. Men når man er så tæt på målet, hvorfor skal alle konklusioner så gemmes væk på Rigsarkivet, hvor de kan stå 20 år uden at offentligheden får mulighed for at læse med i de skiftende regeringers dispositioner.

Særligt mener jeg, at det bliver interessant at følge med, når der alene inden for den sidste uge er dukket en række sager op som viser, at Danmark har handlet på tvivlsom grund og været på kant med det grundlag, som vi sendte danske soldater i krig på og som foreskrives af internationale konventioner.

Det er nu kommet frem, at Anders Fogh Rasmussen allerede et år før den fælles invasion i Irak havde drøftelser med den amerikanske viceforsvarsminister Paul Wolfowitz om at gå ind i landet. Samtidig er det også kommet frem, at Danmark har indgået aftaler med det stærkt kritiserede sikkerhedsfirma, Blackwater, selvom det hidtil er blevet benægtet.

Og endelig viser dugfriske dokumenter, at de danske styrker har taget langt flere fanger end hidtil oplyst og at danske officerer i Irak har udleveret mindst 12 irakere til landets myndigheder på trods af risiko for dødsstraf.

Der er dukket mange nye sandheder op og man kan kun frygte, at der ligger endnu flere begravet derude, som aldrig kommer til at se dagens lys, fordi Venstre ønsker hemmelighederne bevaret?