Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad er det værd, at jeg hjælper hr. Jensen til en værdig død?

»Hvordan fastsætter man værdien af mit arbejde som social- og sundhedsassistent? Jeg har et job, som mange aldrig ville kunne udføre. Hvor man bruger sig selv fysisk og psykisk. Et job, der til tider kan være farligt, og et job, hvor vi er så gode til at have travlt, at vi næsten ikke kan finde ud af det, når der er en rolig dag.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Værdi er en pudsig ting i vores samfund. Alt bliver gjort op i penge. Jeg er som social- og sundhedsassistent en udgift på bundlinjen, for jeg producerer ikke et produkt, man kan sælge, eller en ydelse man kan købe.

Jeg arbejder det sidste sted, man bor, inden døden. Jeg arbejder med de mennesker, der har opbygget vores land, og jeg forsøger at holde deres hånd gennem glæde og sorg – helt indtil de tager deres sidste åndedrag. Jeg arbejder med at støtte de pårørende, når sygdom indtræder eller forværres, og når farvellet kommer. Jeg skaber værdi, men den er ikke økonomisk.

Lad mig komme med et enkelt udpluk fra mit liv: Jeg går ned ad gangen. På væggene hænger der gamle malerier. På min vej går jeg forbi en havebænk med blomstrede hynder, der er placeret midt på gangen. Så kan man få et lille hvil på gåturen fra sin lejlighed op i fællesstuen.

Jeg er på vej ind til hr. Jensen. Det er ikke første gang på denne vagt, for hr. Jensen har brug for lidt mere af min tid i dag. Efter et langt sygdomsforløb er han nu døende. Sidst jeg var på stuen, var de pårørende bekymrede, og hr. Jensen var tydeligt smerteplaget. Jeg ved, at når jeg åbner døren, bliver jeg mødt af pårørende, som har brug for, at jeg har overskud, overblik og faglighed.

Jeg tager en dyb indånding, banker på og træder ind på stuen. Jeg har kun mødt hr. Jensens pårørende få gange, men jeg kender hr. Jensen rigtig godt. Jeg ved også, hvor meget tryghed betyder, når man er ved at sige farvel til en, man holder af.

»God aften, jeg kommer lige og ser om det smertestillende har haft en god virkning?«

Jeg bliver mødt af smil og lettelse i de pårørendes blik. Min beslutning tidligere på aftenen om at kalde sygeplejersken tidligere ind end aftalt var den rigtige. Og hr. Jensen har det tydeligt bedre. Han slapper af og har en meget rolig vejrtrækning, og han er ikke længere forvrænget i sin mimik.

Hr. Jensen dør to dage senere. De pårørende havde en oplevelse af et værdigt farvel, og jeg havde en følelse af, at mit job var fagligt og menneskeligt veludført.

Hvordan fastsætter man så værdien af mit job? Jeg har et job, som mange aldrig ville kunne udføre. Hvor man bruger sig selv fysisk og psykisk. Et job, der til tider kan være farligt, og et job, hvor vi er så gode til at have travlt, at vi næsten ikke kan finde ud af det, når der er en rolig dag. Så hvordan fastsætter man værdien af mig? Skal jeg være glad for at blive kaldt kernemedarbejder og blive talt op af politikerne, mens der med den anden hånd skæres på mig og mine kollegaer?

Nej, det skal jeg ikke. Man kan ikke på den ene side sige, at »I er de vigtigste medarbejdere« og samtidig behandle os som om, vi er alt for mange. Det hænger ikke sammen.

For mig er værdien i mit arbejde menneskelig, og den slags værdi skaber jeg og mine kollegaer rigtig meget af. Så for at sige det klart, skaber mit job værdi for dem, der er i situationer, hvor friværdi, avance og BNP ikke længere har betydning.