Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad er det for danske værdier, som er truet af EU?

Læs mere
Fold sammen

Aldrig har jeg været så glad for, at et flertal af de danske vælgere 2. oktober for 45 år siden sagde ja til det, der dengang hed EF, som jeg er nu. Jeg var for ung til at stemme, men satte en masse valgplakater op med teksten »Ja til Europa«. Og aldrig tidligere har vi i disse tider med »udfordrende« præsidenter på hver sin side af EU, russiske Putin og amerikanske Trump, brug for en stabiliserende og demokratisk stemme fra Europa. Ikke nødvendigvis en stærk formand for parlamentet, ministerrådet eller kommissionen, men så en tysk kansler eller en fransk præsident, som i kraft af en alliance mellem disse to lande kan tale på Europas vegne ud fra de institutionelle rammer, som EU er.

EU er nemlig, hvad vi gør det til – og bruger det til! Rammen om selvstændige staters demokratiske samarbejde og frihandel – til forskel for rivaliserende nationalstaters krige og toldmure, som mine bedsteforældre oplevede kulminerende med to verdenskrige med millioner af døde på Europas slagmarker.

Når nationalkonservative og nationalliberale lægger EU for had – og angriber EU-Kommissionen for at blande sig i indre polske forhold, når den advarer den polske regering mod overgreb på den dømmende magt – får jeg en sådan lyst til at beskylde de pågældende for at være historieløse. Men det er jo ikke tilfældet. Mange af dem har læst mere historie end jeg. Men hvorfor ender vi så med modsatrettede konklusioner? Hvor jeg håber og tror på EU som vor garanti for fred, sikkerhed, demokrati og økonomisk velfærd, ser de EU som en trussel mod alt, hvad der er dansk.

Hvad er det for danske værdier, som er udsat for større trusler fra Bruxelles end fra Washington og Moskva – eller for den sags skyld fra Beijing, Ankara, Damaskus og Riyadh? Vort demokrati har rod i Athen, retsstaten i Rom og den kristne kulturarv i Wittenberg. Da vor suverænitet blev krænket, skyldtes det tysk revanchisme oven på en ulykkelig mellemkrigstid, der til gengæld fostrede den generation af europæiske politikere, som havde et forenet Europa – ikke at forveksle med Europas Forenede Stater – som mål, herhjemme bl.a. socialdemokraten Jens Otto Krag, der stod bag folkeafstemningen i 1972, og den konservative Poul Møller.

Det var netop Poul Møller, der skabte mit politiske engagement og fik mig til at sætte Ja-plakaterne op i 1972. Også dengang var der delte meninger om dansk Europa-politik, ja. Venstrefløjen var jo stærkt imod, og EF var begrænset af en mur mod øst. Men EF kunne bedre end EFTA være et skridt på vejen mod et mere forenet, fredeligt, demokratisk og økonomisk stærkere Europa, og udvidelsen mod syd med tidligere diktaturer som Spanien, Portugal og Grækenland og mod øst med tidligere sovjetiske vasalstater var sejre for vor samfundsmodel.

Også på den baggrund er og bliver det en gåde for mig, at et desværre stigende antal konservative og liberale forkaster EU som platform for europæisk samarbejde.