Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad er de nu: Qvortrup og Rasmussen?

Et svar til to professorer i pædagogik - om deres fortid på venstrefløjen.

BM Byline foto Hans Hauge Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De to professorer i pædagogik, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen, har udsat en Groft Sagt, »Fra Lenin til Luhmann«, for detektortjek og fundet ud at, at det hele er løgn. De har ikke taget hensyn til genre, retorik og andre litterære virkemidler. Groft sagt-teksten bygger på en kronik, der kom i Politiken om de to professorers røde fortid, men den var også løgn.

De var ikke kommunister, og de underviser på livet løs, selvom de får ekstra forskningsmidler. Siger de. En universitetslærer får ellers næsten halvdelen af sin løn til at forske, og resten af tiden underviser han eller hun. Når man oveni får flere forskningsmidler, kan man undre sig over, hvad de går til. Ofte frikøbes underviserne, hvad de gerne vil, men ikke i dette tilfælde.

Hvorfor er det for dem i dag så frygteligt, at de engang var – ja, hvad må man kalde det? De var kun med i VS (dvs. udenomsparlamentarisk virksomhed, samarbejde med PFLP-terror). De var ikke leninister, men må man mon kalde dem marxister? Skrev Marx og Engels ikke et kommunistisk manifest? En af dem støttede Preben Wilhjelm? Gør han det ikke længere? Tager Rasmussen i dag afstand fra Wilhjelm, og hvor kan man læse om det?

Qvortrup skrev i 1977 en bog om Danmarks Radio, der skulle bruges i den anti-kapitalistiske kamp: »Den kapitalistiske stat er en klassestat«, skrev adjunkt Qvortrup. Han begyndte sin karriere som sprogforsker på Odense Universitet, hvor han deltog aktivt i politisk arbejde. I VS? Den socialistiske strategi var at ændre DR og afsløre, at DR er utroværdig for arbejderklassen, skrev han. Qvortrup havde planlagt endnu en bog om »Krisen, socialdemokratismen og den rådskommunistiske bevægelse«, den udkom vist nok ikke. Rådskommunisme?

Hvorfor må man ikke nævne den slags? På det tidspunkt, hvor Qvortrup var marxist, foregik en debat om den tyske sociolog, Niklas Luhmann (1927-1998), som Qvortrup nu tager udgangspunkt i. En Habermas-Luhmann-kontrovers. Habermas var en socialistisk filosof, som vi alle skulle læse. Luhmann blev man advaret imod. Han var neokonservativ. (Rasmussen kender åbenbart ikke det kendte slogan om Luhmann, som jeg henviser til: »Ingen problemer, ingen systemer«. Det stammer fra den berømte dannelsestænker Dietrich Schwanitz.) Så forlod de alle Habermas og vendte sig i flok mod Luhmann. Og så steg de i graderne.

De har ændret politisk ståsted. Helt fint. Er de blevet konservative eller liberale? Har de skiftet holdning ligesom Ralf Pittelkow og Karen Jespersen? De er jo også blevet konfronteret med deres fortid, men de har aldrig benægtet noget. Er der en kontinuitet i Rasmussens og Qvortrups arbejder? Eller vendte de på et tidspunkt om? Kommunisme er ellers populært for tiden, som det var i fortiden. På universiteterne læses og undervises der i maoistiske, kommunistiske og ikke mindst leninistiske tænkere som Alain Badiou og Slavoj Žižek. Det er ikke diskvalificerende at være leninist, tværtimod. En DF’er, derimod, kunne aldrig få en stilling på et dansk universitet. Enhedslisten står stærkt blandt underviserne, men det parti tager de to vel kraftigt afstand fra?

Det ville være afklarende, hvis Rasmussen og Qvortrup bekendte kulør. Politikerne lytter (desværre) til dem. De var anti-borgerlige frontkæmpere engang; er de nu blevet borgerlige?

Vi ved, hvad de ikke var, men ved vi, hvad de er?