Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad blev der af musikken?!

Per Krogh Hansen og Poul Thunbo: Musik, kultur og undervisning har fyldt forsvindende lidt i den nu overståede valgkamp. Det kan undre, for der er nok at tage fat på.

Per Krogh Hansen, formand, og Poul Thunbo, generalsekretær, DAMUSA – Danske Musikskolers Sammenslutning Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Musikundervisningen i folkeskolen fungerer nemlig ikke. Det kan vi læse om i rapporten »Musikfaget i undervisning og uddannelse: Status og perspektiv 2010«, i hvilken dr.pæd., professor i musikpædagogik Frede V. Nielsen konkluderer, at »Samlet set er det et overvældende billede af reduktion på så at sige alle fronter, der tegner sig. På nogle områder er der tale om forhold, der må karakteriseres som ødelæggende () I et videre perspektiv er det hele vores musikkultur, der er i spil«. Dette kan vi mærke i musikskolerne i dag, for folkeskolen er i høj grad det sted, musikskolerne rekrutterer fra. DAMUSAs nyligt offentliggjorte rapport »Hvorfor går dit barn i musikskole« viser, at 30 pct. af musikskolernes elever ikke oplever sammenhæng mellem deres almindelige skoleliv og deres musikskoleliv, selvom de lovpligtige kommunale musikskoler er forpligtet til samarbejde med folkeskolen. Men det gælder mærkeligt nok ikke den anden vej. Forpligtelsen bør selvfølgelig gælde begge veje. Aktivitetselevtallet i musikskolerne falder. Fra 131.000 i 2006 til 105.000 i 2011. Langt de fleste børn vælger klaver, guitar, slagtøj og solosang. Og det i et omfang, hvor musikskolerne må sætte 9.500 af dem på venteliste for at imødekomme de i øvrigt relevante statslige retningslinjer i relation til bredde i undervisningstilbuddet og dermed ikke blive rene »guitar- eller trommeskoler«. Valget af de populæreste instrumenter er ikke børnenes fejl, og det er heller ikke spor underligt, at de vælger, som de gør, for deres musikopdragelse foregår efterhånden udelukkende gennem mediernes talentprogrammer.

Tilbage i 2008 nedsattes en arbejdsgruppe udpeget af kulturministeren og undervisningsministeren, hvis opgave det var at skitsere modeller for en styrkelse af musiklæreruddannelsen. Det førte til rapporten »Modeller for en styrkelse af musiklæreruddannelsen med henblik på folkeskolen«, som bl.a. rummer en interessant model med en kombination af eksisterende diplomuddannelser fra professionshøjskolerne og konservatorierne. Men som flere fagpersoner fra bl.a. DPU efterfølgende har gjort opmærksom på, så er der tilsyneladende intet sket, siden rapporten kom. Vi har i mellemtiden haft flere forskellige undervisnings- og kulturministre.

I Dansk Musikskolesammenslutning vil vi snart forsøge at invitere os selv til en runde hos de kulturpolitiske ordførere og relevante ministre, og på disse møder vil musikundervisningen i folkeskolen blive fremhævet som et af de grundlæggende problemer, som musikkulturen og musikskolerne står med, og som vi ønsker løst. Hvis ikke det sker, kommer vi til at stå alene i musikskolerne med at forsøge at bidrage til børns kvalitative musikalske oplevelser og dannelse. Og det kan hverken vi, børnene eller musikken være tjent med.