Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Husk på hvad SU’en virkelig handler om

»Midt i al polemikken fortrænger de diskuterende parter: 1) Hvor statens indtægter på lang sigt skal komme fra. 2) Hvem SU’en bør støtte. 3) Hvad essensen af SU’en er.«

Philip Rosenbaum, cand.polit. og ph.d.-studerende Fold sammen
Læs mere

I disse finanslovsforslagsdage er et af de mest diskuterede emner fra regeringens udkast en omlægning af Statens Uddannelsesstøtte. Studerende tøver ikke med at kalde udspillet forrykt og utåleligt, mens oppositionen proklamerer, at det vil gå ud over de svageste.

Ingen er nogensinde glade for besparelser, men begge udsagn har dog minimalt indhold på sig, når man tager beskæringernes omfang og de forbedrede lånemuligheder med i ligningen. Når det er sagt, kan besparelserne på SU’en gøres klogere.

Midt i al polemikken fortrænger de diskuterende parter: 1) Hvor statens indtægter på lang sigt skal komme fra. 2) Hvem SU’en bør støtte. 3) Hvad essensen af SU’en er.

At uddanne vores kommende generationer er nok en af de bedste statslige investeringer, der kan foretages. I et postindustrialiseret samfund som vores har en omstillingsparat arbejdskraft vist sig mest effektiv, hvor arbejdsløsheden blandt de højtuddannede, på tværs af alle studieretninger, fortsat er lav.

Allerede i 2010 konkluderede DEA og CBS ovenpå en stor analyse, at en stigning på et procentpoint i den andel af de beskæftigede, der har en lang videregående uddannelse, giver anledning til en stigning i BNP på ca. en pct. De har sidenhen fulgt op med en beskæftigelsesanalyse i 2014, som viser, at højtuddannet arbejdskraft tilmed har den højeste beskæftigelsesfrekvens. Konklusioner som andre analyseinstitutter på tværs af politiske orienteringer tilslutter sig. Dermed et hurtigt svar på punkt 1.

SU’en er til for at aflaste de studerende økonomisk, selvsagt, således at de som blinde ravne kan hige og søge i de gamle bøger. Dvs. lette den finansielle byrde og gøre studierne attraktive ved at nedbringe det umiddelbare indtægtsgab i forhold til fuldtidsbeskæftigelse. Dermed et eklatant svar på det andet og mere retoriske punkt 2.

Så lad os vende vores opmærksomhed mod den svære 3’er, som i sin dobbelte rolle både er bindeleddet og resultatet af de to let besvarede 1’er og 2’er.

SU-lån på kandidatuddannelsen

En af SU’ens helt centrale hensigter er at bryde den sociale arv. Et værdigt formål i et social-liberalistisk samfund som det danske, hvor alle bør have lige muligheder for at kunne uddanne sig. Et socialt ansvar vi har fundet ønskværdigt gennem mange årtier, men også et valg med et vist statsøkonomisk rationale, jævnfør punkt 1.

Hvis der nu engang skal spares på SU’en, kunne et bedre alternativ være at bibeholde den høje SU på bacheloren og samtidig hæve lånemulighederne, som også optræder i regeringens udspil. Måske endda hæve SU’en for bachelorstuderende. Til gengæld mod at gøre SU’en fuldstændig lånebaseret på kandidaten. Lånene skal være fordelagtige, og havner kandidaten i dimittendledighed, skal tilbagebetalingerne kunne udskydes uden gebyr. Særordninger for specielt udsatte grupper og personer med ekstra forsørgerbyrde skal også videreføres.

Den sociale arv påvirker to ikke uafhængige forhold. Den økonomiske arv, hvor trange kår kan bevirke, at potentielle nye studerende vil fravælge studierne af finansielle årsager, og den kulturelle arv, hvor familietraditionerne for uddannelsesvalget har en stærk generationsoverlappende betydning. Begge disse forhold er signifikante for en potentiel studerende, der ofte kun lige har rundet 20 år, og stadig er under stærk forældreindflydelse, både økonomisk og kulturelt. Ved at gøre bachelorstudierne attraktive, brydes begge disse forhold.

Valget om at udbygge sine kompetencer med en kandidat er dog en helt anden. Den studerende er ofte godt på vej i 20erne, har boet under eget tag og levet et mere selvstændigt liv gennem flere år. På dette tidspunkt er den sociale arv med hensyn til uddannelsesvalget allerede brudt, da den studerende har vist sin interesse og kompetencer for studierne og tilegnet sig en ikke ubetydelig basisgrad på universitetet.

Valget om at påbegynde kandidaten er i høj grad selvstændig, da den studerende egenhændigt har dannet sig en forståelse af studiet og dets konsekvenser, hvilket i de fleste tilfælde er en sikker vej til et liv med privatøkonomisk stabilitet jævnfør punkt 2. Dvs. at SU’en går fra at være en social nulstillingsmekanisme på bacheloren til at være et subsidium til de rigeste in spe på kandidaten. Sidstnævnte er en modsætningsfyldt ordning i den danske velfærdsmodel, hvor de bredeste skuldre bør bære mest. En senere tilbagebetaling af gunstige studielån på kandidaten vil give mere mening end at merbeskatte de selvsamme senere hen. Denne ordning vil være i tråd med den danske velfærdsmodel, hvor alle dermed har muligheden for at blive stærke samtidig med, at de stærkeste bidrager mest, og hvor individets velfærd varetages af individet selv i samspil med staten og ikke som i den sydeuropæiske model, hvor individets velfærd varetages af familiemedlemmerne.

SU’en bør være med til at nedbryde den sociale uddannelsesarv. Når der nu engang skal spares, bør det derfor ikke ske på bachelorstudierne, men snarere på kandidatstudierne, hvor uddannelsespåvirkningen vil være langt mindre.

Philip Rosenbaum er cand.polit. og ph.d.-studerende