Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Husk fakta om de tysk-nazistiske dødslejre

Dagens opinion.

Henryka Moscicka-Dendys, Polens ambassadør i DK Fold sammen
Læs mere

Jeg læste med forbløffelse Bent Blüdnikows artikel »Strafbart at tale om ’polske dødslejre’« i Berlingske (27.02).

Med al respekt for skribentens ret til at kritisere det lovforslag, som vil gøre det strafbart at benytte sig af usande formuleringer som »polske koncentrationslejre«, vil jeg gerne tage afstand fra den kontekst, Blüdnikow placerer hele diskussionen i.

Han hentyder bl.a. til, at der skulle være en sammenhæng mellem lejrenes geografiske placering og mine landsmænds angivelige deltagelse i Holocaust.

Det er desværre lige præcis den slags udsagn, der med deres udgangspunkt i stereotyper og manglende faktuelle grundlag gør, at der i mange år har været en debat i Polen om, hvordan man bedst kan nå ud til et bredt publikum med viden om den tyske besættelse af mit land under Anden Verdenskrig.

Det lovforslag, som Blüdnikow omtaler, er et udtryk for denne diskussion og intet andet.

Lad mig i den forbindelse slå et par kendsgerninger fast.

For det første blev koncentrations- og dødslejrene i det besatte Polen i perioden 1940-45 planlagt, oprettet og ført tilsyn med af Nazityskland. I denne periode fandtes der ingen polsk stat i hverken administrativ eller politisk forstand.

I Polen blev der aldrig oprettet nogen samarbejdsregering eller nogen lokale afdelinger under den tyske værnemagt eller SS. En del af Polens førkrigsterritorium blev indlemmet direkte i Tyskland, mens resten af området blev omdannet til »Generalguvernementet«, en form for tysk koloni, hvor lokalbefolkningen – både den jødiske og den polske, om end i usammenligneligt omfang – blev brutalt udnyttet og udryddet (og desuden demoraliseret af besættelsesmagten).

For det andet skyldtes placeringen af de tysk-nazistiske koncentrations- og dødslejre i Central- og Østeuropa, at de tyske nazister (som det ofte er blevet beskrevet) ønskede at skjule holocaustmaskineriet for »den civiliserede verden«(ja, selv nazisterne havde betænkeligheder).

De besatte polske områder udgjorde i den forbindelse en slags »gråzone« for nazisterne. Området havde desuden i århundreder huset et stort samfund af europæiske jøder, og hvor forfærdeligt det end må lyde, så var den nazistiske dødsmaskine meget pragmatisk, og man opnåede herved, at transportafstandene simpelthen blev kortere.

Der er ingen, som benægter, at der også blandt polakker var brodne kar, som for egen vindings skyld udnyttede de tyske besætteres samtykke og krigstidens moralske tomrum til at plyndre og dræbe jøder.

Dette har i mange år været genstand for historiske undersøgelser og diskussioner i Polen.

Det skal dog også huskes, at polakker – på trods af, at der i det besatte Polen var dødsstraf for at hjælpe jøder – er den talrigeste gruppe blandt de »Retfærdige blandt nationerne«, som er blevet hædret for at hjælpe jøder under Holocaust, og at det var en polak, Jan Karski, der som den første i 1942-43 gjorde de Allierede og den frie verden opmærksom på tyskernes folkedrab på det jødiske folk i de polske områder og i Østeuropa.

Jeg vil gerne opfordre til, at man tager højde for fakta i sine vurderinger.