Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hurra! dræber-momsen er væk

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De færreste tænker over det. Men når et multinationalt biotech-firma vælger at placere sin årlige konference i København, breder den positive effekt for hele Danmark sig som ringe i vandet. Langt ud over de kroner og ører, der lander i kasseapparaterne på hoteller og konferencecentre. Rammeaftalen for en ny vækstplan, som fjerner dræbermomsen og giver fuldt momsfradrag for erhvervslivets hotelovernatninger får derfor meget mere vidtgående betydning end på alene hotellernes bookingprocent.

Da den prestigefyldte internationale science- og forskningskonference ESOF, som i disse dage fylder de gamle Carlsberg-arealer med mere end 6.000 højtestimerede forskere og erhvervsfolk, skulle placeres, var der også et regnestykke, som skulle gå op for arrangørerne, før konferencen kunne landes i Danmark.

Og når det er vigtigt, at den kom her, så er det også fordi Danmark for en stund bliver et globalt centrum, og stedet man mødes om noget af alt det, vi skal leve af i fremtiden og være anerkendte for.

Nuvel, snævert betragtet vil den samfundsøkonomiske beregning af gevinsten fokusere på at konferencerne bringer omsætning til restauranter, til detailhandlen og til transportsektoren – flere tusinde kroner i døgnet pr. kongresgæst.

Det er imidlertid de mere usynlige gevinster ved de store konferencer og møder, der i virkeligheden er de mest interessante og – på længere sigt – de mest afgørende.

Når danske virksomheder, organisationer eller institutioner er værter ved regionale, kontinentale eller globale begivenheder, bidrager de til at styrke Danmarks position i den internationale netværksøkonomi.

Vores evne til at placere os som knudepunkt for globale relationer brander Danmark og styrker vores fælles identitetsfølelse. Men den er også afgørende for, hvordan vores erhvervsliv og vores vidensinstitutioner formår at placere sig og sætte dagsorden, og den er afgørende for fremtidige forretningsmuligheder for vores erhvervsliv.

Der er med andre ord meget andet i spil end kortsigtede økonomiske gevinster for hotelbranchen, når det i rammeaftalen for en vækstplan i denne uge endeligt blev besluttet at styrke konkurrenceevnen på hotel- og konferenceområdet ved at gøre erhvervslivets hotelovernatninger momsfri.

Turismeerhvervets konkurrencekraft skaber således konkurrencekraft meget bredere end til hoteller og restauranter.

Herligt når et tiltag både styrker dansk erhvervsliv og landets videninstitutioner. Og samtidig skaber vækst i turisterhvervet, der er den eneste eksportbranche, hvor arbejdspladserne ikke kan sendes til udlandet, og hvor en lang række af jobbene ikke kræver lange boglige uddannelser.

Det er ren win-win.