Jan Sonnergaard fik rettens ord for, at han gerne måtte kalde Pia Kjærsgaard for landsforræder. Karen Jespersen fik lov til at kalde Zubair Butt Hussain for ekstremist, men blev dømt for at beskylde ham for at gå ind for stening. Søren Villemoes må gerne stemple Niels Harrit som en tosse, mens Bent Jensen under ingen omstændigheder må kalde Jørgen Dragsdahl for KGB-agent. Det er ikke helt nemt at orientere sig i, hvad man ustraffet kan kalde folk her til lands.

Men helt så tilfældigt, som det lyder, er det trods alt ikke. Med fordel kan man ihukomme den amerikanske fantasyforfatter Terry Goodkinds diktum »Virkeligheden betyder intet, opfattelsen af den alt«.

Det blev særlig tydeligt, da professor Bent Jensen i sidste uge blev dømt for injurier mod journalist Jørgen Dragsdahl. Retten fandt det underordnet, at Bent Jensen ifølge eget udsagn aldrig havde beskyldt Dragsdahl for at have overtrådt straffeloven, for ifølge retten var det blevet opfattet sådan i offentligheden, og dermed havde Jensens udtalelse skadet Dragsdahls anseelse. Jensen blev dømt, fordi folk troede, at han afslørede, at Dragsdahl var en KGB-spion, som udleverede hemmeligheder til fjenden. På nøjagtig samme vis som Karen Jespersen blev dømt, fordi folk troede, at hun havde afsløret, at Zubair Hussain gik ind for stening, som det står foreskrevet i haditherne.

Læs også: Æressagen om Den Kolde Krig får en fjerde runde

Til gengæld måtte Pia Kjærsgaard gerne kaldes en landsforræder, fordi ingen for alvor troede på, at hun overtrådte straffelovens landssvigerparagraffer, som i øvrigt kun finder anvendelse, hvis man mener, at Danmark er i krig. Fuldstændig ligesom Butt Hussain gerne måtte kaldes ekstremist, fordi offentligheden godt forstod, at det ikke var en påstand om, at han truede rigets indre eller ydre sikkerhed; og fuldstændig ligesom Niels Harrit godt kunne kaldes tosse, uden at offentligheden fik indtryk af, at der var tale om en lægefaglig vurdering.

Med andre ord: De seneste år har der udviklet sig en praksis i injuriesager, hvor domstolene er blevet mere tolerante over for skældsord, som folk intuitivt forstår bare er en meningstilkendegivelse, mens den fortsat ser strengt på udsagn, som offentligheden kunne opfatte som sande. Og det er med vilje, at jeg skriver »sande« og ikke »strafbare«: For det er sådan set ikke strafbart at gå ind for stening, hvis man bare afholder sig fra at stene nogen selv.

Så det må efterhånden være en blandet fornemmelse at vinde en injuriesag. Man vinder den nemlig primært, hvis domstolen vurderer, at beskyldningerne lyder så plausible, at offentligheden kunne tro, at de var sande. I så fald skrider domstolen ind og afgør, hvad der er op og ned.

Læs også: Historisk dom

Eller rettere: Det afgør domstolen faktisk ikke. Domstolen har jo ikke sagt, at Butt Hussain er ekstremist. Eller at Jørgen Dragsdahl ikke er KGB-agent. Det kan den jo ikke garantere. Den har bare sagt, at man godt må kalde folk for ekstremister i en politisk debat, mens en forsker med privilegeret arkivadgang ikke må kalde folk for KGB-agenter, med mindre han eller hun kan bevise, at de har begået noget strafbart. Domstolen forholder sig sådan set ikke til, hvad sandheden er.

Så hvis man absolut skal kalde sin modstander noget, og det er da generelt bedst at lade være, så er det faktisk en god idé at vælge en betegnelse, der nemt kan modbevises. Hundehoved er ikke noget dårligt ord.