Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Humanitært samarbejde med erhvervslivet

Forudsætningen for at involvere virksomheder mere og bedre i at hjælpe på en bæredygtig måde indebærer, at samarbejdet mellem donorer, NGO’er og virksomheder skal være forretningsbaseret.

Flygtningelejr i Næstved. Omfanget af humanitære kriser været stigende de seneste år og der er ikke udsigt til, at situationen hurtigt kan forbedres. Der kan snarere tales om et paradigmeskift, som indebærer, at verden må leve med kriser og fordrivelser på rekordhøjt niveau. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Det er vigtigt, at det fremtidige arbejde i den fattige og konfliktfyldte del af verden opgiver skellet mellem humanitær bistand og udviklingsbistand. Vi må forstå arbejdet som et kontinuum. Og skal vi rejse de fornødne ressourcer, må der nytænkning til f.eks. i forhold til samarbejdet med og involveringen af erhvervsvirksomhederne.

Grænserne mellem »humanitær hjælp« og »udviklingsbistand« er under opløsning af flere grunde.

For det første har mange af de humanitære kriser en varighed på gennemsnitlig tæt ved 20 år. Det betyder naturligvis, at det i de fleste situationer savner mening at basere sin hjælp på en »overlev-indtil-det-er gået-over«-strategi, for det går ikke over på den korte bane. Der må tænkes langsigtet.

For det andet har mange NGO’er for længst ophævet det skarpe skel mellem »udviklingsbistand« og »humanitær hjælp« – netop fordi de ved, at situationerne varer længe og det derfor er vigtigt hurtigst muligt efter krisernes opståen at fokusere på bæredygtighed og selvforsørgelse for de nødstedte, samt ikke mindst en art bæredygtighed for de samfund, som berøres af kriserne. De såkaldte nærområder er dels ramt direkte ved at være skueplads for konflikten - dels berørt indirekte ved at være værtssamfund for mange fordrevne.

Dette forhold ændrer ikke ved, at den første fase af en krise forudsætter akut nødhjælp, men det er vigtigt at betragte de efterfølgende faser som en art kontinuum, hvor der stræbes efter bæredygtighed.

Overordnet har omfanget af humanitære kriser været stigende de seneste år og der er ikke udsigt til, at situationen hurtigt kan forbedres. Der kan snarere tales om et paradigmeskift, som indebærer, at verden må leve med kriser og fordrivelser på rekordhøjt niveau.

Denne situation udspiller sig samtidig med, at verdens beslutningstagere har vanskeligere og vanskeligere ved at »holde sammen« om fælles politiske løsninger i FN, EU, Den Afrikanske Union, Den Arabiske Liga m.fl., ligesom det i tiltagende grad er vanskeligt at rejse de fornødne midler til de mest basale behov for de kriseramte befolkninger.

Ikke overraskende har dette dystre billede bidraget til, at der i stigende grad tales om at hjælpe på en bæredygtig måde. Det gælder i forhold til anvendelse af de klassiske donorressourcer, men det gælder også i forhold til at rejse flere ressourcer fra private virksomheder end det hidtil har været muligt.

Der tales meget om »resilience« – altså at gøre lokalsamfund i de udsatte områder mere robuste, ved at skabe bæredygtighed og modstandskraft. Der tales også om det nødvendige i at støtte værtslandes grundkapacitet, så sundhedsvæsen, uddannelsessektor, infrastruktur, administrativ kapacitet og arbejdsmarked kan absorbere de fordrevne – så der på den lange bane også er gevinster ved at være vært. Man kan få forbedret en række sektorer, få et stærkere arbejdsmarked med vækst osv.

Forudsætningen for at involvere virksomheder mere og bedre i denne kontekst indebærer, at samarbejdet mellem donorer, NGO’er og virksomheder skal være forretningsbaseret. Rationalerne for hver af parterne i »samarbejdet« er klare. Virksomhederne skal tjene penge. Det er en forudsætning for deres deltagelse. Lokalsamfundene og de fordrevne skal gøre sig fri af de humanitære gaver og søge bæredygtige løsninger, og NGOerne skal skabe merværdi både økonomisk og gennem partnerskaber – og merværdien skal investeres i varige løsninger for de fordrevne.

Donorernes rolle bliver i denne sammenhæng at være de fødselshjælpere, der investerer i udviklingen af den forretningsbaserede indsats til skabelse af bæredygtige løsninger.

I dag involveres virksomheder ofte gennem en art CSR-samarbejde, som har to ben. For det første forærer virksomhederne – evt. i samarbejde med NGO’er og FN – penge og udstyr direkte til de krisehærgede områder. For det andet sælger virksomhederne deres produkter/løsninger til de samme samarbejdspartnere, der så anvender de indkøbte ting i hjælpeindsatsen.

Der har derfor ofte været produceret til »donormarkedet« og ikke til »slutbrugermarkedet«. Bæredygtigheden er som følge heraf vanskelig – eller umulig – at opnå.

Hvis et styrket samarbejde mellem donorer, virksomheder og NGOer skal give mening og for alvor blive den ekstra hjælp, der er så hårdt brug for fremover, skal de eksisterende samarbejder suppleres med en forretningsdrevet indsats – altså en indsats, som tager udgangspunkt i de behov, som de kriseramte samfund har for ydelser og løsninger. Sagt lidt firkantet, skal NGO’er og donorer ikke kun samarbejde med virksomheder ved at købe deres eksisterende produkter – for dernæst at give dem til de nødstedte. Nej, virksomheder og NGO’er skal fremover også samarbejde om at få øje på behovene (markedet) for dernæst at udvikle løsningerne/produkterne. Og det skal ske på forretningsmæssige vilkår, hvilket vil sige, at der skal være et afkast/værdi til de involverede: virksomheden, NGO’en og den lokale forhandler/lokale producent. Og det lokale salg skal ske til slutbrugeren og kunne foregå på de eksisterende markedsvilkår.

Dette samarbejdskoncept vil kræve forandringer både i NGO-miljøet, hos virksomhederne og blandt donorerne. Virksomhederne skal være villige til at producere til de lokale lavindkomstmarkeder og supplere deres eksisterende produktion med nye, særlige produkter, som »svarer på« behovet for løsninger i nærområderne. NGO’erne skal bidrage med deres markedskendskab og med deres lokale netværk til myndigheder og andre relevante involverede, og donorerne skal støtte hele udviklingen med ressourcer og diplomati.

Hvis disse forandringer ikke sker, er det vanskeligt at se, hvor den store vækst i virksomhedernes engagement skal komme fra. Vi må så stille os tilfreds med det hidtidige samarbejde, som næppe kommer til at give det boost, der er så hårdt brug for i en verden, hvor der er en voksende ubalance mellem de nødstedtes basale behov på den ene side og verdens evne til at mobilisere hjælpen på den anden side.