Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Humaniora et smertensbarn

Forfatter Henrik Dahl Fold sammen
Læs mere

Af Henrik Dahl

Sociolog og forfatter

Så skete det igen: En sag, der udstiller, at humaniora er blevet universiteternes smertensbarn.

Onsdag 22. januar kunne Anders Friis-Hansen, der netop er blevet B.A. i historie fra Københavns Universitet, nemlig fortælle Berlingskes læsere, at det var lykkedes ham at opnå karakteren 02 (der »gives for den tilstrækkelige præstation, der demonstrerer den minimalt acceptable grad af opfyldelse af fagets mål«) i sin afsluttende opgave med en mindre end minimal indsats. I løbet af et par dage havde han lavet lidt research på nettet og derpå bikset en lille tekst sammen, der åbenbart tilfredsstillede eksaminator og censor.

Eller… jeg fortaler mig faktisk, for de ansvarlige for skandalen mener stadig, at alting principielt er i orden. Vi står over for en enkeltstående sag om dårlig moral, forstår man. Ligesom i sommeren ’13, hvor journalisten Lasse Marker lavede præcis det samme nummer som Anders Friis-Hansen: at score en acceptabel karakter på historie ved KU med en helt igennem uacceptabel arbejdsindsats.

Og denne styren uden om det væsentlige kender man også fra andre universiteter.

Da Linda Marie Koldau i sin egenskab af professor påpegede, hvor udvandet fagligheden var blevet på musikvidenskab ved Aarhus Universitet, afviste man blankt kritikken og fandt i stedet en undskyldning for at indlede en proces mod hende. Ligesom man i sommeren ’13 i første omgang afviste mig, da jeg kritiserede forholdene ved en uddannelse på Aalborg Universitet.

HER VAR DET dog så heldigt, at omkring 85 procent af censorkorpset bakkede op om kritikken. Det gjorde arbejdet med at ihjelslå budbringeren så tilpas uoverskueligt, at der blev lyttet og taget initiativer til at løse problemerne.

Uanset hvor mange gange forskellige ansvarlige benægter, at der er problemer på humaniora og uanset hvor mange gange de gør sig selv til ofre ved at stemple kritikere som bashere, vil der imidlertid dukke sager op.

For sagen er, at det efterhånden er blevet helt urimelig let at komme igennem en række humanistiske uddannelser - hvad der ganske naturligt tiltrækker unge, som på den ene side gerne vil have en akademisk grad, og på den anden side ikke kan eller vil præstere det, der kræves på andre fakulteter.

Mange prøver skal kun bestås, hvad der giver et kraftigt incitament til sjofling af pensum. Og ved mange andre kan man selv vælge sit emne, hvad der igen giver alt for kraftigt incitament til at sjofle den del af pensum, der kun er beskeden risiko for, at man - for nu at sige det på gammelt dansk - bliver hørt i.

HVIS DER IGEN skal stå respekt om humaniora i Danmark, er man nødt til meget hurtigt at gøre det væsentligt sværere at bestå - med de konsekvenser for dumpeprocenterne, det nu måtte have. For eksempel kunne man supplere de prøver, hvor man selv vælger et emne at præsentere i dybden, med et par hundrede multiple choice spørgsmål i hele pensum - til besvarelse uden hjælpemidler. Enkelt og effektivt, hvis De spørger mig.

Men under alt dette ligger spørgsmålet: tager humaniora sig selv alvorligt? For ifald man mente, at de humanistiske discipliner gjaldt livet, tog man dem nok lige så alvorligt som uddannelser, hvor det faktisk er tilfældet.