Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hr. ambassadør, det er beskæmmende, hvordan Kina behandlede Liu Xiaobo

Foto: Bax Lindhardt og Scanpix Fold sammen
Læs mere

Hr. ambassadør, Deres land har for nylig løsladt systemkritikeren og Nobelprismodtageren Liu Xiaobo. Nu er han død. Et kig på billedet af, da han blev løsladt, sagde det hele: Han var skind og ben og led af fremskreden kræft i leveren. Engang et virksomt og levende menneske var reduceret til et omvandrende lig.

De og Liu Xiaobo er begge født i 1955. Han nåede ikke at fylde 62 år, mens De, hr. ambassadør, kan fejre Deres fødselsdag i magelige omgivelser og for regimets sold.

11 års fængsel blev denne spinkle, bebrillede mand idømt i 2009, fordi han gentagne gange slog til lyd for mere individuel frihed for den kinesiske befolkning. Han havde tidligere tilbragt adskillige år bag lås og slå for sin rolle i protesterne på Tiananmen Pladsen i 1989.

Liu Xiaobo var hverken terrorist eller voldsopvigler, han var digter, et menneske, der benytter sig af ord og tanker. Alligevel har Deres stat stemplet ham som »subversiv«, en farlig samfundsomstyrter.

I Deres ét-partistat er det ikke tilladt med selvstændige tanker om demokratiske reformer. Økonomisk tillader Kina massive forskelle mellem rig og fattig. Deres land tæller næstfleste milliardærer i verden, flere end otte gange så mange som det velbeslåede, kapitalistiske Schweiz. Politisk derimod er Kina et jernbur.

Ord kan slå hårdere end kugler

Den smalskuldrede Liu Xiaobo, som i forvejen led af alvorlig astma som følge af sit tidligere fængselsophold, var åbenbart så stor en trussel, at han skulle spærres inde og holdes på tusindvis af kilometers afstand fra sin hustru, som i mellemtiden har været anbragt i stuearrest.

Liu Xiaobo har nægtet at underkaste sig kollektiv ensretning og undertrykkelse. Hans vedholdende frihedskamp og stærke ord indbragte ham Nobelprisen i 2010. Han kunne naturligvis ikke selv takke for æren, ja, han erfarede det først længe efter at klapsalverne var overstået.

Hr. ambassadør, det er muligt at De selv er et samvittighedsfuldt menneske og ikke blot en uempatisk apparatjik, der blindt tjener systemet og kun har øje for egen overlevelse. I så fald vil De i Deres stille sind formentlig medgive, at Deres jævnaldrende og nu afdøde landsmand kun har gjort det ene, man med rette kan kræve af et tænkende menneske, nemlig at følge sin samvittighed.

Hvorfor frygter et stort politisk apparat som det kinesiske dog en mand som Liu Xiaobo? Jovist, ord kan slå hårdere end kugler, og alternative idéer til det bestående kan virke inspirerende for mange, men tillad mig at tro, at Deres Kina ville have overlevet udfordringen uden at behøve kaste Liu Xiaobo i straffelejr.

Det er beskæmmende, at et land som Deres, som på mange måder er fremadstræbende og moderne, tyr til de værst tænkelige metoder for at lukke munden på et menneske med en individuel mening.

Behandlingen af Liu Xiaobo – og han er blot den mest prominente i en lang række – er en skamplet på Kina, og at han blev løsladt med det ene ben i graven understreger, hvor fejt et system, De repræsenterer. I turde ikke binde an med, at han afgik ved døden i fangenskab.

Hr. ambassadør, læren fra det 20. århundredes historie er, at tyranni og ensretning før eller siden vil blive besejret af frie tanker. Liu Xiaobo vil leve videre, selv nu hvor han ikke længere er i de levendes rækker.