Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Så skal vi til det igen. Diskutere homo-vielser i folkekirken. Venstrefløjen genfremsætter sit gamle forslag om at gøre ægteskabet kønsløst og Kjeld Holm og co. gungrer op og ned ad kirkegulvene for at få folkekirken til at indføre et ritual, der udnævner homo-par til rette ægtefolk i den treenige Guds navn.
Men det er den sidste, det kniber med. Han er ikke så nem at koste rundt med. ham Vorherre. For selv om man de sidste snart 15 år har higet og søgt efter gedigne teologiske argumenter for homovielser, har man endnu ikke fundet et. Ikke et eneste lille ord af Herrens egen mund, der duer.
Forsøget gøres selvfølgelig. Forleden kunne man i Deadline høre den ellers ofte velargumenterende Kathrine Lilleør køre helt op i diskanten over alle de »homofobiske« og »ukristelige« præster, der ikke vil fejre de homoseksuelles kærlighed. Jesus ville ellers elske homo-vielser, bedyrede hun. Var Jesus virkelig var så vild med homo-vielser, er det i grunden sært, at de ikke er blevet indført endnu. Det er rent ud sagt forunderligt, at den kristne kirke i 2000 år har været ukristelig – efter den nordsjællandske præsts private standarder.
Sagen er selvfølgelig, at mange præster, herunder Kathrine Lilleør, i denne diskussion afslører deres uvidenhed og letfærdige omgang med det evangelium, de ellers får penge for at forkynde.
De har glemt, at Gud er kærlighed, kærlighed ikke Gud.
Man kommer nemlig ikke nærmere Vorherre, fordi man bliver gift. Det er ikke sådan, at alle de, der er alene og ikke har nogen, de kan komme trækkende med ned ad kirkegulvet, rykker væk fra Guds nærhed. Hvilken ukristelig tanke! Ingen døbt er nogensinde forladt eller uden velsignelse, uanset om man er homo eller hetero. Kristus er din klippe, når alle andre svigter. Det er kort fortalt kristendommens kerne.
Hvorfor så have vielser i kirken? Det skyldes ikke mindst det Jesus-ord, som Kathrine Lilleør åbenbart aldrig har stiftet bekendtskab med, selv om det læses op ved hver eneste kirkelig vielse: »Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde..« (Matthæus 19,5). Jesus peger her selv tilbage til skabelsen, til den forståelse, at forholdet mellem de to køn i sig selv er en velsignelse, fordi det er familiestiftende og derfor forudsætningen for, at samfundet kan bestå og verden have en fremtid.
Meget enkelt og elementært, men åbenbart ekstremt kontroversielt for de politisk korrekte præster og Alt-for-Damerne-teologer, der er mere optaget af at klippe kristendommen til efter tidsånden end at sætte sig ind i vielsens teologi.
Den dag Kathrine Lilleør får grønt lys til at udnævne homoseksuelle for rette ægtefolk for Gud og mennesker, er der én ting, man skal huske: Hun fører alle, inklusive de homoseksuelle, bag lyset.
Ingen kan nemlig koste rundt med Vorherre og bestemme, at han pludselig skal opfatte homo-forhold som ægteskaber. Vorherre er trods alt ikke en Mester Jakel-dukke, styret fra Slagslunde.
Derfor er projektet utroværdigt også i forhold til de homoseksuelle, der alvorligt anfægtet søger teologisk råd. De skal have at vide, at de er præcis lige så meget værd i Vorherres øjne som enhver anden, at de på grund af Kristus er under velsignelse, ikke under forbandelse. Det er det, en evangelisk-luthersk præst skal sige i denne sag, i stedet for at spise dem af med den proteinfattige Alt for Damerne-teologi, Kathrine Lilleør serverer for dem.