Det kræver hensynsløshed at overleve katastrofer. Ligesom det åbenbart kræver opportunisme at overleve i politik. Hvilket er to sider af samme mønt. Evigt bliver vi forsøgt overbevist om det modsatte, når vi sætter os til rette i sofaen for at se Helten (eller politikeren) redde sine medpassagerer ud af flammerne til lands, til vands eller i luften. Helten (eller politikeren), der trodser egen dødelighed for at bringe det store »Vi« på sikker grund, aldrig svigtende heltekodekset: Dø om så det gælder!

Den helt findes ikke altid i virkeligheden, det vidner adskillige overlevendes beretninger om. De beretter om øjeblikke, hvor der skubbes og mases for at komme i redningsbådene, måske endda lidt kraftigere end godt er. Hvilket nok i virkeligheden er et meget godt billede på den seneste uge i dansk politik. Jeg har det i hvert fald, som om jeg har set en katastrofefilm, der godt nok sluttede med en masse smil og blomster, da et nyt ministerhold blev præsenteret på slotspladsen, men undervejs beviste, at også politisk overlevelse kræver et vist mål af hensynsløshed. De to statsministerinder har selvfølgelig på et tidspunkt i forløbet ladet regeringens borderline-lillebror forstå, at der altså ikke var plads til mere ballade ved dét middagsbord. Det behøver ikke blive sagt højt; den slags meddelelser har sine egne pipelines. Man kan vel heller ikke fortænke dem i det. Spørgsmålet er, om man kan fortænke alle de unge ambitiøse SFere at tage deres iPad og skride? Tja. Jeg deltager ikke i Den Hellige Almindelige Forargelse over holdningsændringen som sådan. Vi bliver alle klogere over tid, selv om de, som vi delte holdninger med engang, sikkert synes, at vi er blevet en del dummere.

Læs også: Pia Olsen Dyhr: Tænk jer om

Holdningsvandringen i det politiske spektrum er ikke ny og er vel nærmest indbygget i det parlamentariske mantra »politik er det muliges kunst«. Baseret på aftaler og kompromiser, og dermed også på holdningsændringer. Samtidig er det naturligt at ville gå en ny vej, hvis man selv eller det projekt, man er med i, udvikler sig i en retning, hvor der ikke længere er den delemængde, der skal til for at få tingene til at lykkes. Jeg lægger dog mærke til, at politik i langt højere grad end før synes at handle om det, som flere af de flygtende SFere selv formulerede: Pludselig var det ikke »vi« og »os« længere, men »mine mål«, »mit projekt« og »min rejse«, der altså for en dels vedkommende sluttede der, hvor Annette Vilhelmsen trak stikket på regeringssamarbejdet.

Læs også: Vilhelmsen: Nu skal vi koncentrere os om de blivende SFere

Det er måske mere det med den hurtige orientering mod et ny sted, hvor de igen kan få lov at sige »vi« og »os«, naturligvis for stadig hurtigst muligt at kunne lykkes med »mit projekt«, der er sværere at sluge. Fra holdningsvandring til holdnings-sprint. Uden tænkepause, en ferie langt væk eller måske noget tid ude i det »virkelige liv«. Er de måske lige så »troløse« som deres vælgere, som jo gerne må skifte parti hvert fjerde år uden at skamme sig, men gerne skammer politikerne ud for det samme? Eller måske er det bare mig, der ikke har forstået, at flere unge politikere – og mindst én ronkedor med blodrød fortid, bare er helt vildt gode til at tænke sig helt vildt godt om på helt utroligt kort tid.