Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hold op med at mistænkeliggøre

Vi lever i et sekulært samfund, men religion bruges i stigende grad til at gøre danske muslimer ansvarlige for religiøs ekstremisme. Det er stærkt generaliserende, når man betragter mennesker med muslimsk baggrund som en homogen gruppe, hvor alle har samme holdninger og livssyn.

Ehab Atiqa. Fold sammen
Læs mere

Det kan virke paradoksalt, at vi definerer det danske samfund som værende sekulært samtidig med, at religion er blevet mainstream i den offentlige debat. For på trods af at vi lever i et sekulært samfund, så anvendes religion i stigende grad i den offentlige debat i et forsøg på at gøre andre ansvarlige over for ens egne fordomme. Og desværre er der en tendens til, at enten højrefløjsekstremister eller ekstreme islamister insisterer på at trække islam-kortet op i enhver givende debat, hvad enten den omhandler integration, frihedsrettigheder eller noget helt tredje.

Det er en selvfølge, at man forholder sig kritisk til emner, som man ikke har samme overbevisning eller opfattelse om. Men en kritisk tilgang til et bestemt område i debatten retfærdiggøres ikke ved, at man gør en hel befolkningsgruppe medansvarlig for hændelser, som begås af mennesker med samme religiøse baggrund, hvilket bl.a. kan skyldes, at vi danskere ikke har gjort nok for at skabe godt medborgerskab på tværs af religion og etnicitet.

Når repræsentanter for højrefløjen eksempelvis opfordrer danske muslimer til at tolke teksterne fra Koranen, for at de på denne måde kan modbevise ekstremisternes handlinger som udføres i religionens navn, så vælger man samtidig at tage alle med muslimsk baggrund som gidsler. De bliver gjort ansvarlige for handlinger, som begås af radikaliserede fanatikere, alene på det grundlag, at danske muslimer har den samme religion som ekstremisterne, selvom de på ingen måder deler samme moralske principper.

Allerværst er, når adskillige politikere taler om religion og kristne værdier samtidig med, at de nærmest gør islam og kristendom til to modsætninger på trods af, at disse to religioner netop har et stærkt fællesgrundlag. Det ville skabe en bedre sammenhængskraft, hvis vi var mere optaget af at skabe lighed fremfor at påstå, at den ene religion er bedre end den anden. For vælger man at kigge nærmere på budskabet i de hellige bøger (Bibelen og Koranen), så vil man hurtigt indse, at etiske normer og næstekærlighed er det essentielle i begge bøger, hvilket kan være med til at skabe sammenhængskraft og styrke fællesskabsfølelsen mellem danskerne på tværs af de to religioner.

Det er stærkt generaliserende, når man betragter mennesker med muslimsk baggrund som en homogen gruppe med en forventning om, at de alle deler samme holdninger og livssyn. Så det er i høj grad også relevant, at man i hele diskussionen omkring religion ser nærmere på, hvilken indflydelse religionen har på det enkelte individ, som praktiserer eller har et traditionelt forhold til den.

Jeg har forståelse for, at politikere fra højrefløjen finder det nødvendigt at kritisere radikale islamister, der ihærdigt forsøger at skabe splittelse i befolkningen, hvilket bestemt også udgør en trussel for integrationen af udefrakommende muslimer i Danmark. Men når islam konstant italesættes i negative vendinger, er man med til at stigmatisere danske borgere med muslimsk baggrund og dermed udelukke dem fra det danske fællesskab. De er i den grad med til at forstærke ideen om, at menneskers handlinger bør vurderes som et resultat af deres religiøse tilhørsforhold. Det er generaliserende at pådutte alle muslimer et medansvar for hændelser, som begås i islams navn. Vi er alle, hvad enten vi er kristne eller muslimer, først og fremmest mennesker.

Som helt almindelig dansk borger er det ikke nødvendigt for hverken mig eller andre med muslimsk baggrund at skulle forholde sig til, hvordan andre mennesker vælger at fortolke religiøse tekster med en forventning om, at denne fortolkning dominerer hvert enkelt individ med muslimsk baggrund. Tværtimod er jeg mere optaget af min adfærd og moral over for mine medmennesker, hvad enten de er muslimer eller ej, samt hvordan jeg kan bidrage positivt til samfundet og indfri mine ambitioner i livet. Det er ikke danske muslimers ansvar at modbevise eller forsvare fortolkninger af en hellig bog. Vi er såmænd ligeså optaget af almindelige hverdagsting, som alle andre borgere i dette land. Vi går ikke alle rundt med en teologisk uddannelse i baglommen!

Hvis man alligevel insisterer på at stille en hel befolkningsgruppe til ansvar for terrorhandlinger, der udføres i religionens navn, så er det yderst problematisk, at man ikke er i stand til at forholde sig kritisk til dem, som mener at have patent på, hvad »rigtig« islam er. Oven i købet samtidig med, at man vælger at overse adskillige muslimske organisationers fordømmelse af den gruppe af mennesker, som udøver terror. Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan mine eller andres fortolkninger skulle kunne nedbryde stærke fordomme, hvis politikere fra højrefløjen (og deres ligesindede) gang på gang vælger at generalisere ud fra ekstremisternes yderliggående fortolkning af islam.

Sidst, men ikke mindst, bør vi som danske borgere (uagtet religiøs baggrund) hverken påtage os rollen som filosoffer, teologer eller religionseksperter i et forsøg på at forbedre integrationen eller bortforklare andres umoralske handlinger. Vi har tværtimod brug for at holde religion som en privatsag og se hinanden som almindelige individer med (forhåbentlig) en sund fornuft – frem for at mistænkeliggøre andre på baggrund af de fordomme, som nogle desværre vælger at holde fast i.