Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Høj skat hindrer ikke vækst og velstand

Ikke alene kan den private og offentlige sektor i fællesskab frembringe »fælles løsninger«, der kan sælges til omverdenen. I velstandsstaten ses velfærd og vækst også som gensidige forudsætninger.

ænketanken og konsulenthuset Mandag Morgen indledte 18. januar en velfærdsdiskussion om bl.a. skattetryk og omfordeling. Diskussionen blev lørdag 30. januar fulgt op i Berlingske Politiko af cheføkonom Mads Lundby Hansen, tænketanken Cepos. Fold sammen
Læs mere

Danmark har længe tilhørt en eksklusiv kreds af verdens rigeste lande. Ifølge OECD var Danmark i 2014 det 6. rigeste land målt ved BNI pr. indbygger. Det er den højeste placering i 35 år og bringer Danmark foran lande som f.eks. Sverige, Tyskland og England.

Blandt verdens rigeste finder man så forskelligartede lande som USA, Schweiz, Sverige og Singapore. At så forskellige lande alle har høj levestandard viser, at vækst og velstand kan opnås i kraft af forskellige nationale konkurrencemodeller, og internationalt fremhæves Danmark stadigt oftere som eksempel på netop det.

Den tiltagende interesse for den danske konkurrencemodel var netop baggrunden for, at Mandag Morgen tog initiativ til etablering af Velstandsgruppen, der tæller 25 toneangivende samfundstænkere.

I 2015 har gruppen bidraget til arbejdet med at tegne konturerne til en ny og opdateret dansk konkurrencemodel. Arbejdet har Mandag Morgen sammenfattet i rapporten »Fra Velfærdsstat til Velstandsstat«.

Rapporten punkterer en række myter om dansk økonomi. Netop den del af analysen er faldet cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen, for brystet. I et indlæg i Berlingske Politiko 30. januar finder han, at Mandag Morgen »konstruerer nye myter, der risikerer at blive brugt som argument for et reformstop«.

Lad os med det samme slå fast, at rapporten ikke argumenterer for et reformstop. Faktisk fremhæver rapporten netop Danmarks høje reformkapacitet som en vigtig forklaring på, at Danmark i dag kan tælles blandt verdens rigeste – til trods for et højt samlet skattetryk, en stor offentlig sektor og høje lønomkostninger. Til gengæld peger rapporten på muligheden for en anden reformkurs.

Rapporten understreger også, at debatten om Danmarks konkurrenceevne ofte strander i ørkesløse diskussioner af enkeltstående økonomiske nøgletal, der skygger for en langt vigtigere debat om Danmarks valg af reformkurs. Derfor vil vi heller ikke besvare kritikken med en ny bredside af nøgletal.

Cepos er faktisk et godt eksempel på en fortaler for den konkurrencemodel, rapporten betegner som en vækststat. I en vækststat anskues f.eks. lave skatter, lave lønomkostninger, en begrænset offentlig sektor og høj arbejdstid som eneste middel til højere vækst, beskæftigelse og velstand. Velfærd og vækst ses her som hinandens modsætninger, hvor man ikke kan få mere af det ene uden at få mindre af det andet.

Det er én mulig kurs for Danmark – men ikke den eneste. Som alternativ udfolder rapporten visionen om Danmark som velstandsstat.

Gruppens medlemmer kan selvsagt ikke tages til indtægt for alle rapportens nedslagspunkter. Alligevel udtrykker de enighed om et centralt budskab: Skattetrykket og den offentlige sektors størrelse er ikke en hindring for, at Danmark kan udvikle sig til et mere dynamisk, rigt og velstående samfund.

Vi skal herhjemme blive mere bevidst om at videreudvikle de særtræk ved den danske samfundsmodel, som har gjort os til et af verdens rigeste lande.

I en velstandsstat bygger et lands velstand bl.a. på løsninger af fremtidens globale udfordringer. Det gælder f.eks. klimaforandringerne, den truende ressourceknaphed og manglen på rent vand.

Udfordringer som disse kan betegnes som »bundne opgaver« for alle samfund. Løsningerne kan enten udvikles af markedet alene eller som »fælles løsninger«, der involverer både private virksomheder, iværksættere, universiteter, videninstitutioner, finansielle institutioner, fonde, NGOere, byer, regioner og regeringer. Velstandsstaten anbefaler sidstnævnte.

Men ikke alene kan den private og offentlige sektor i fællesskab frembringe »fælles løsninger«, der kan sælges til omverdenen. I velstandsstaten ses velfærd og vækst også som gensidige forudsætninger i den forstand, at en velfungerende offentlig sektor understøtter den private og således har en række positive – men ofte oversete – vækst- og velstandseffekter.

Det hævdes ofte, at den private sektor først skal skabe den vækst, der siden skal finansiere velfærden. I velstandsstaten understreges det, at velfærden også bidrager til udviklingen og vedligeholdelsen af vigtige samfundsmæssige forudsætninger for velfungerende virksomheder. Dermed styrker den offentlige sektor og velfærden et lands konkurrenceevne ved f.eks. at investere i uddannelse, forskning, børnepasningsinstitutioner, sundhedsvæsen m.v.

Professor på London School of Economics, Henrik Jakobsen Kleven, har f.eks. vist, at lande, der investerer mere i børnepasning, opnår en beskæftigelsesgevinst på tre-fire pct.

Noget lignende siger OECD. Også Produktivitetskommissionen fremhævede, at »op til et vist punkt kan et socialt sikkerhedsnet fremme dynamikken i samfundet ved at gøre den enkelte mere villig til at omstille sig og løbe en risiko. En stor del af de offentlige udgifter kan altså gavne den økonomiske vækst. Den internationale forskning peger på, at velovervejede offentlige investeringer i uddannelse, sundhed og infrastruktur er vigtige for den økonomiske vækst.«

Med andre ord: Bag diskussionen om de mange nøgletal gemmer sig forskellige syn på, hvilken konkurrencemodel – en vækst- eller velstandsstat – der udgør den mest attraktive reformkurs for Danmark.

Vækststaten måler sin succes ved et mål for vækst på kort sigt. Og den ser »fælles løsninger« – f.eks. et generøst socialt sikkerhedsnet, offentlig-private partnerskaber, fælles overenskomster, offentlige investeringer i uddannelse og børnepasning m.v. – som en hæmsko for vækst, da de skal finansieres via skatter, som forvrider og reducerer markedets effektivitet.

Velstandsstaten måler sin succes på længere sigt og ved et mål for velstand. Med inspiration fra bl.a. Stiglitz-kommissionen og bogen »Konkurrencestaten« forstås vækst og velfærd som nødvendige, men ikke i sig selv tilstrækkelige betingelser for at kunne kalde et land velstående. Velstand skal derfor både måles på materiel levestandard, social sikkerhed og tryghed, miljøets bæredygtighed, den fysiske og psykiske folkesundhed, balance i den demografiske udvikling m.v. »Fælles løsninger« ses i den forbindelse som vigtige forudsætninger for korrektion af markedsfejl, der kan styrke både vækst og velstand.

Som sådan bygger velstandsstaten videre og oven på velfærdsstatens allerede dokumenterede succes, men med et højere ambitionsniveau.

Derfor ser fortalere for vækststaten og velstandsstaten forskelligt på de økonomiske nøgletal og på, om skat nødvendigvis hæmmer vækst og velstand.

Vi må dog over for Cepos fastholde, at langt størstedelen af alle danske lønmodtagergruppers beskatning – målt ved »skattekilen«, dvs. summen af arbejdsgiver- og lønmodtagerbetalte arbejdsmarkedsbidrag, indkomstskatter samt indirekte afgifter og forbrugsskatter – ikke skiller sig mærkbart ud fra øvrige lande i OECD.

I Danmark har vi sammensat skattesystemet anderledes, hvad der ofte slører billedet af danskernes skattebyrde sammenholdt med andre lande. Men vi skiller os ikke mærkbart ud. Det fremgår af gentagne OECD-opgørelser og anføres også af Produktivitetskommissionen. Vi må fastholde, at selskabsskatten i Danmark ligger under gennemsnittet i OECD, hvad Cepos da også medgiver.

Det er vigtigt, at debatten om beskatning dels tager udgangspunkt i de faktiske forhold, dels fastholder blikket for den vækst og velstand, som danskerne faktisk får for deres skattekroner.

 

Overordnet er skattesystemet ret fornuftigt indrettet. Men det betyder selvsagt ikke, at der ikke er plads til forbedringer af f.eks. pensions- og boligbeskatningen.

Heroverfor vil Cepos sikkert indvende, at hvis velstandsstaten er så god, hvorfor spår OECD så Danmark den 6. laveste vækst frem mod 2030? Vi er bekendt med OECDs rapport, Economic Outlook 95, der anslår en gennemsnitlig årlig dansk vækstrate på 1,6 pct. frem mod 2030. Hvad Cepos glemmer er, at selvsamme rapport anslår, at Danmark vil have OECDs 7. højeste vækst fra 2031 til 2060.

Det skyldes bl.a. at Danmark netop har udvist rettidig reformomhu og tidligt håndteret udfordringer, der vil martre vores konkurrenter i en fremtid, der er lige om hjørnet. EU-Kommissionen anslår, at Danmarks aldersrelaterede udgifter vil falde med 1,4 pct. af BNP frem mod 2060, mens der venter f.eks. Tyskland en uadresseret pensionsregning på fem pct. af BNP.

Det høje reformtempo skal vi holde fast i. Men måske udgør velstandsstaten en mere attraktiv, afbalanceret og langsigtet reformkur, end den vækststat, som Cepos så brændende ønsker sig?

  • Kommentaren er skrevet af: Af Jørgen Rosted, tidl. departementschef, Ove K. Pedersen, professor, Jørgen Goul Andersen, professor, Anders Eldrup, bestyrelsesformand og tidl. departementschef, Per Kongshøj Madsen, professor, Steen Hildebrandt, professor, og Martin Møller Boje Rasmussen, forsknings- og udviklingschef, ph.d.