Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hjortnæs vs Ellemann – fodnoter eller ansvar?

Karl Hjortnæs, tidl. minister (S), og Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister (V). Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Scanpix

S ændrede ikke sikkerhedspolitik

Af Karl Hjortnæs, fhv. MF og minister

Den 13. oktober havde tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen et debatindlæg i Berlingske med kritik af historiker Rasmus Mariagers doktorafhandling. Ellemann mener, at afhandlingen er »et ureflekteret defensorat for Socialdemokratiets politik i 198erne«.

Rasmus Mariager har svaret på kritikken, at han blot har påvist, at Socialdemokratiets sikkerhedspolitik blev ændret allerede i 1970erne. Jeg var Socialdemokratiets forsvarspolitiske ordfører i perioden 1984 til 1987, og jeg har i min bog fra 2006 »Socialdemokratiet under pres« nøje redegjort for Socialdemokratiets fodnotepolitik. Pointen er, at dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik efter 1945 kom til at hvile på fire grundlæggende principper:

1. Søge afspænding. 2. Ikke provokere. 3. Afvise afskrækkelsesteorien og 4. Udgifterne til forsvaret skulle tilpasses og prioriteres i forhold til andre udgifter på statens budget.

I hele perioden frem til og med Schlüters regeringsperiode forfægtede Socialdemokratiet en politik, der var i nøje overensstemmelse med disse grundlæggende principper.

Da de borgerlige partier overtog regeringsmagten i september 1982, drejede de Danmark væk fra disse grundlæggende principper ved uden forbehold at støtte den amerikanske oprustningspolitik og afskrækkelsesstrategi og ved at kræve forsvarsudgifterne øget samtidig med, at man ville skære i de øvrige offentlige udgifter.

Det var altså Uffe Ellemann-Jensen, der ændrede politik og ikke Socialdemokratiet. Ellemann må også have glemt, at Venstre sagde nej til en realrenteafgift, da partiet var i opposition og ja til en realrenteafgift, da man kom i regering. Ellemanns grundlag for at kritisere Socialdemokratiets fodnotepolitik hviler således på et historisk forkert grundlag, og det billede, Ellemann søger at tegne, har intet med den historiske sandhed at gøre.

 

Jo – Socialdemokratiet løb fra ansvaret

Af Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister (1982-93)

Både den tidligere socialdemokratiske minister og forsvarsordfører Karl Hjortnæs og historikeren Rasmus Mariager har i Berlingske protesteret over min kritik af Mariagers doktordisputats. Den blev af en opponent betegnet som »et ureflekteret defensorat for Socialdemokratiets politik i 1980erne« – altså fodnotepolitikken, hvor Socialdemokraterne vendte 180 grader, da de gik i opposition i september 1982, og dermed tvang den nye regering til at løbe fra de løfter, som den socialdemokratiske regering havde afgivet i NATO.

Både Hjortnæs og Mariager går behændigt udenom min centrale anklage. Hjortnæs blander sågar »realrenteafgiften« ind i diskussionen, som om det har noget at gøre med sikkerhedspolitik.

Men Hjortnæs og Mariager skylder svar på disse tre spørgsmål:

1) Er det korrekt, som hævdet af mig, at der forud for regeringsskiftet IKKE blev taget danske forbehold over for NATOs politik (»dobbeltbeslutningen« om udstationering af amerikanske missiler i Europa)?

2) Er det korrekt, som hævdet af mig, at de første forbehold (i form af fodnoter) blev taget efter regeringsskiftet, fordi Socialdemokratiet pludselig skabte et flertal sammen med de Radikale og SF, som hele tiden havde været imod NATOs »dobbeltbeslutning«?

3) Er det korrekt, som hævdet af mig, at den socialdemokratiske regering havde givet tilsagn om at betale en del af udgifterne ved dobbeltbeslutningens gennemførelse, men var med til at tvinge den nye regering til at løbe fra disse løfter?

Det er til fulde dokumenteret, at svaret på disse tre spørgsmål er JA.

Derfor er det historieforfalskning at påstå, at Socialdemokraterne ikke løb fra ansvaret.