Hjerteforeningen svigter de unge, når den prioriterer kulørt pseudovidenskab frem for faglig viden

Hjerteforeningen har netop lanceret en ny kampagne, »PS! I Love You«, der skal forsøge at inspirere de unge til sundhedsfremme og forebyggelse af hjertesygdomme. Hensigten er spot on, for vi har i den grad fejlet med den sundhedsfaglige kommunikation rettet mod de unge. Men Hjerteforeningen svigter de unge, når de prioriterer poppede videoklip og kulørt pseudovidenskab frem for den faglige viden, der har potentiale til at hjælpe. Vi skal i stedet være tro mod vores fantastiske videnskab og tale op til de unge – på deres frekvenser.

Ida Donkin, læge og ph.d. Ida Donkin SH

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De unge lytter ikke til os. Lige meget hvor højt vi råber, at de skal kvitte smøger og alkohol og huske kondomet, går det i den gale retning. De ryger mere end før, de holder europarekorden i druk, og smitsomme kønssygdomme som klamydia, gonoré og syfilis stortrives igen. Den løftede pegefinger virker altså ikke, hvilket næppe er en overraskelse for teenagefamilier. Vi har som samfund fejlet i forståelsen af, hvordan vi skal tale til de unge. Men vi har også fejlet ved ikke at kommunikere på de platforme, de unge i dag får deres nyheder og input fra. Og måske særligt på sundhedsområdet.