Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hjælp til at smide lænkerne

Ahmad Mahmoud byline, bylinefoto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den patriarkalske dominans begrænser sig ikke kun til faderen i mit bagland. Brødrene håndhæver i høj grad de regler, som implicerer den »sociale kontrol«, der holder pigerne undertrykt og fængslet. Men der er tale om undertrykkende kønsopfattelser, både hvad angår pigerne og drengene. Drengene er ligeledes holdt i lænker, blandt andet som deres søstres vogtere. Nu skal den danske folkeskole på banen og tage ansvaret som den dannelsesinstitution, den også er.

Jeg er født i en kultur, hvor kønnet bestemmer, hvilken position man indtager i familiens hierarki. Manden er den dominerende i en kulturel struktur, hvor kvinderne er de underordnede.

Forestil dig, at du ikke frit kan vælge en partner, at du ikke må have en kæreste. Du må ikke bestemme over dit eget udseende, selv vælge uddannelse eller deltage i fritidsaktiviteter. Din telefon bliver tjekket, dine mails gennemgået, din taske endevendt. Målet er at bevare familiens ære ved fastfrysning af middelalderlige og kulturelle traditioner med manden som familiens overhoved.

Så forestil dig at være beskuer til dette sceneri og være klemt i dilemmaet ved at være repræsentant for den patriarkalske dominans og samtidig omsorgsfuld bror til søstre, der lider under den undertrykkende praktisering, som vi i debatten kalder »social kontrol«. Det var min rolle. Desværre sætter ikke alle spørgsmålstegn ved denne rolle, og drengene fungerer ofte som ordensmagten sammen med faderen.

Dette er hverdagen for alt for mange unge mennesker. Unge, som bor i et samfund med demokratiske værdier som personlig frihed, lever alligevel i en verden, hvor de undertrykker og bliver undertrykt.

Alle er ofre

Drengene i disse familier har et kæmpe ansvar på deres skuldre, da de skal sørge for, at pigerne lever efter de kulturelle restriktioner, som fastholder dem i rollen som madonnaen og derved familiens ære. De drenge har lige så store beføjelser som faderen og må straffe, som de skønner bedst. Ofte er det broderen, der skal give tilladelse til det ene og det andet. Det er min påstand, at denne rollefordeling begrænser begge køn i positioner, hvor de ikke handler ud fra egne drømme og potentialer, og det kan vi ikke tillade i et land som Danmark.

Folkeskolen bliver nødt til at manifestere sig som dannelsesinstitution nu og fungere som modkultur til disse familiekonstellationer. Først skal skolen tage autoriteten tilbage, gemme berøringsangsten væk, turde tage konfrontationen og danne eleverne til at være »gode mennesker«.

Lad Pisa-panikken udmønte sig i læren om moral, etik og pli. Kig på familiernes kulturelle niveau og hjælp til med at bryde den sociale arv ved blandt andet at respektere hinanden på tværs af køn. Så skal det faglige nok følge med. Slutteligt vil det også være en god ide at »invitere« forældrene til tvungne kurser, men den tager vi i et andet indspark.

Ahmad Mahmoud er maskinmester og forfatter.