Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hjælp diktatoren

»Hvis strømmen skal bremses og Middelhavet ikke ende som en stor massegrav, er der næppe nogen vej uden om at inddrage de afrikanske diktatorer.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Undertiden kan tilbud om hjælp komme fra de mest uventede kanter. Som nu fra Gambias diktator Yahya Jammeh, som i denne uge erklærede, at hvis det internationale samfund bistår ham, tager Gambia skam gerne imod samtlige muslimske Rohingya-flygtninge. Det er dem, vi på det seneste har lært at kende som verdens mest ulykkelige bådflygtninge: De bliver massakreret derhjemme, og nu driver de så rundt i plimsollere for vejr og vind ud for Thailands, Indonesiens og Malaysias kyster og kan ikke få lov at lægge til.

Det var ikke så særligt nærliggende, at netop Gambias diktator skulle forbarme sig. Og ikke bare fordi der er langt fra Sydøstasien til Vestafrika. Men fordi netop Gambia selv er hovedleverandør af bådflygtninge til Europa gennem Libyen. Blandt de 26.200 flygtninge, der ankom med båd til Italien fra januar til april i år udgjorde gambianere den tredjestørste gruppe. Landet har kun to millioner indbyggere, så der er ikke noget land i Afrika, der målt i forhold til befolkningens størrelse sender flere flygtninge mod Europa.

Læs også: Malaysia og Indonesien åbner for bådflygtninge

Og så er der ikke engang krig. Men der er meget andet at flygte fra. Kvinder får skåret kønsdelene af i provinsen, så de kan lære at tøjle deres lyster. Diktatoren Jammeh er af den vanvittige slags, der påstår, at han kan kurere AIDS ved at aflive homoseksuelle, og hvis nogen siger ham imod, kommer de i fængsel og bliver tortureret langsomt. Selv hvis man holder sig på måtten, er livet ingen fest. En tredjedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, for udover peanuts og turister på de smukke strande har Gambia ikke meget at leve af.

Derfor kunne man godt mene, at diktatorens forslag om at huse Rohingya-flygtninge er skørt, så længe hans egen befolkning flygter. Men vi skylder alligevel os selv at overveje tilbuddet.

Gambia ligger i subsaharisk Afrika, der ifølge FNs befolkningsfremskrivninger står til at fordoble sin befolkning inden 2050 – fra de nuværende 900 millioner til 2,1 milliarder. De 170.000 bådflygtninge, som kom til Italien sidste år, er kun en dråbe i det folkehav, der de kommende årtier vil skylle ind over Europa. Hvis strømmen skal bremses og Middelhavet ikke ende som en stor massegrav, er der næppe nogen vej uden om at inddrage de afrikanske diktatorer.

For Rohingyaerne gælder det, at de ikke får det værre end nu, hvor de er i livsfare, hvis de bliver, og i livsfare hvis de flygter. EU magter ikke opgaven; Vi har så rigeligt med bådflygtninge fra Afrika og Mellemøsten.

Læs også: Europa kan være på en »mission impossible« i Middelhavet

Så er det ikke nu, at EU og USA, og hvem der ellers kan bringes til at interessere sig for denne verdens forfulgte og nødlidende, skal støtte Gambias diktator i hans bestræbelser på at gøre gavntjeneste? Bør han ikke have al den hjælp til at drive de flygtningelejre, som vi overhovedet kan give ham? Gambia mangler i den grad industri og arbejdspladser, og det vil være mentalt sundt for diktatoren at få til opgave at redde en forfulgt minoritet.

Som et af Afrikas mindste lande er Gambia et dejligt overskueligt sted at starte med at udfordre forestillingen om, at Afrika kun er et kontinent, man flygter fra.