Måske var det skæbnen, måske var det en forudanelse om kræftens fremmarch, der fik forfatteren Christopher Hitchens til at udgive sine erindringer allerede i en alder af 61. De gavmilde memoirer »Hitch-22«, der udkom i juni, kan blive en gravskrift for Hitchens, der i de sidste 40 år har været en af det engelske sprogs mest elegante og hårdkogte polemikere. Hitchens er i akut kemoterapi for kræft i spiserøret, og alle bogturnéer – også en tur til Danmark i efteråret – er aflyst. Den litterære verden holder vejret.

Hitchens er født englænder, men udvandrede til USA i 1981 og anså sig selv for amerikaner, lang tid før han fik statsborgerskab i 2007. Han blev kendt som en ekstremt velformuleret og ofte decideret ondskabsfuld intellektuel på den internationale venstrefløj. Partitro kommunist var han aldrig – hans forbillede var trotskisten George Orwell og dennes kamp for kompromisløs verdensrevolution. Den Spanske Borgerkrig – og betonkommunismens forræderi over for den republikanske fløj – forblev hans udgangspunkt, når han kritiserede både Mao og den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, som Hitchens ville have sat for en international domstol for folkemord under Vietnamkrigen.

Med terrorangrebet 11. september 2001 skete der noget afgørende for Hitchens. Mens store dele af venstrefløjen hang fast i den anti-imperialistiske linje, der vendte kritikken indad mod de vestlige samfund, udpegede Hitchens al-Qaeda og den islamiske terrorisme som en dødsensfarlig variant af fascismen og en religiøs fætter til nazismen. Hitchens blev en afgørende fortaler for invasion i Afghanistan og Irak, ikke ud fra et sikkerhedspolitisk synspunkt, men et moralsk: Irak skulle invaderes, ikke for vores skyld, men for irakernes.

Om historien har givet Hitchens ret er en anden sag, men han havde sine meningers mod og tog imod de forudsigelige tæsk fra de venstrefløjsikoner, han også selv angreb hårdt, som Noam Chomsky og Gore Vidal. Han blev beskyldt for forræderi og blev placeret i den forhadte »neokonservative« lejr. Den gamle allierede, trotskisten Alexander Cockburn, lagde bundniveauet og kaldte ham »en ulækker sæk lort«. Det er altid overløberen, man hader mest.

Selv havde jeg æren af at møde Hitchens til et haveselskab i foråret 2010. Han var vanen tro godt bedugget, men selvfølgelig helt klar i mælet. Vi talte om Muhammed-tegningerne, som lå ham meget på sinde, om dagbladet Politikens forræderi i forliget med den saudiske advokat Yamani, og om hans gamle ven, palæstinenseren og litteraten Edward Said, der efter Hitchens’ mening intet har fattet af den fare, som islamistiske bevægelser som Hamas og Hizbollah udgør.

Samtalen gav et indtryk af et både begavet, charmerende og sårbart menneske. På skrift er »Hitch« imidlertid usårlig. Hans klummer for Vanity Fair og netmagasinet Slate er legendariske. De bliver typisk skrevet i ét stræk. En fin klumme fra 8. marts i år om Politikens forlig blev skrevet på 35 minutter en søndag aften, med en drink i hånden og ti i maven, mens Super Bowl kørte på fjernsynet.

Vi almindelige dødelige må svede vores gnidrede klummer frem gennem timers omskrivninger. Hitchens skriver bare. Eller skrev, skal man måske sige, for udsigterne er ikke gode med den kræftvariant.

Nu kom denne hyldestklumme alligevel til at ligne en nekrolog. Må fremtiden gøre min intuition til skamme.