Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Historiker: »Historien om Danmark« er en friseret fortælling, der hylder kommunistiske partisaner og glemmer borgerlig modstandskamp

Foto: NF. Fold sammen
Læs mere

»Vi hygged os i festens gyldne ramme:
Hurra for smør og flæsk og fodboldmaal
For Danmark som vi alle elsker! Skaal!
Vi hørte ingen vilde hunde glamme.«
Kaj Munk i »Hør Vingers Susen«, 1944.

Det er med stor glæde, at man som historiker i denne tid oplever den eksplosive folkelige interesse for historie i romaner, på historiske dage, historiefestivaler, middelaldermarkeder, osv. Den foreløbige kulmination, der har kunnet samle pæne dele af Danmarks befolkning, er DRs store satsning med serien om »Danskernes Historie« med den inspirerende historiefortæller Lars Mikkelsen som guide.

De sidste to afsnit 9 og 10, der berører besættelsestiden, viser dog, hvor svært det er at leve op til en så autoritativ titel som »Historien om Danmark«, for det er en noget enøjet skildring, der gives. Hvorfor har man ikke valgt at fokusere mere på besættelsens dilemmaer og på at udvide spektret med andet end politisk historie (bortset fra en fortjenstfuld inddragelse af kvindehistorie)? Hvorfor er f.eks. det perspektiv, som den åndelige modstands bannerfører, Kaj Munk, anlægger i det indledende citat, ikke med? Ja, hvorfor er Kaj Munk og andre dele af den borgerlige modstand slet ikke med, mens de kommunistiske partisaner fremhæves i høje toner?

Serien bliver her harmoniserende: Politikerne gjorde det nødvendige, fordi man var tvunget til det af tyskerne. Man gjorde det for at skærme den danske befolkning. Helt fraværende er det udenrigspolitiske perspektiv, hvor millioner af jøder og andre såkaldte »undermennesker« udryddedes af tyskerne på Østfronten, og i hvilket omfang den danske samarbejdspolitik bidrog til at holde den tyske krigsmaskine i gang.

Chr. X bliver til at symbol på dansk overlevelsesvilje, hvor både høj og lav står sammen i den nationale samling, og både han og en ung modstandsmand citeres for det samme nationalt samlende motto: »Min Gud, mit land, min ære«. Redningen af de danske jøder i oktober 1943 fremstår heroiseret, for vi får intet at vide om, at tyskerne advarede de danske myndigheder, så næsten alle jøder kunne slippe væk.

Den danske regerings handlinger kommer først for alvor i fokus på et tidspunkt, hvor det kan ske i et positivt lys, da den går af i august 1943, efter at være stillet overfor et tysk ultimatum om at indføre dødsstraf mod sabotører. Kommunister bliver gjort til demokrater. Og der er en totalt manglende erkendelse af, at de danske politiske ledere i sidste del af besættelsen havde mere travlt med at forhindre en kommunistisk magtovertagelse end med at bekæmpe nazisterne, hvis dage alligevel var talte.

Serien giver et lidt rosenrødt billede af danskerne, der knyttede næverne i lommen, da tyskerne mosede hen over store dele af Europa og begyndte at rejse sig, da det blev klart, at tyskerne ville tabe krigen. For det store flertal af danskere var der ingen tvivl om, at samarbejdspolitikken med tyskerne var nødvendig for ikke at kaste landet ud i armod og kaos.

Besættelsestidens store spørgsmål var derimod, hvor tæt på tyskerne, man skulle rykke. Og her gik både politikere og organisationsledere afgjort længere, end det var nødvendigt, for at holde samarbejdspolitikken kørende. Det kunne vi godt have fortjent at høre noget om, og det ville for alvor have gjort programmerne til et eksistentielt drama, hvor nutidsseeren kunne have spurgt sig, hvad ville jeg have gjort? Hvor tæt ville jeg være rykket på tyskerne?

Det var nødvendigt at sælge smør til Tyskland for til gengæld at få råvarer og undgå den danske økonomis bankerot og en sultkatastrofe for den danske befolkning. Men var det også nødvendigt at udarbejde økonomiske planer om at integrere sig planøkonomisk i det ny tysk-dominerede Europa, som en af seriens heroiserede hovedpersoner, Jens Otto Krag, også var med på et stykke ad vejen? Var det nødvendigt at sælge våben til tyskerne? Og hvor langt skulle man integrere sig kulturelt? Var det for nu at tage et eksempel nødvendigt at spille fodbold med besættelsesmagten, som det skete i et væld af landskampe, og som Kaj Munk berører i det indledende citat?

Og hvis man endelig gjorde, skulle man så selv entusiastisk kaste sig over det store og historisk unikke tag-selv-bord af muligheder for tysk-dansk idrætssamkvem? Når besættelsestiden er en så eksistentielt udfordrende periode også for senere generationer, hænger det jo netop sammen med, at den tætte omgang med de tyske besættere medførte en lang række prøvelser af sindelaget, hvor det var vanskeligt at trække stregen det rigtige sted.

Idrætssamkvemmet var den mest omfattende form for kulturelt samarbejde med Tyskland under besættelsen. Hele den toneangivende del af den danske idrætsverden anført af Dansk Idrætsforbunds ledelse deltog i den omfattende udveksling med Tyskland på et tidspunkt, hvor de fleste måtte erkende, at tyskerne så ud til at vinde krigen. Hvor den store danske radioreporter, Gunnar Hansen, rejste til Tyskland og udførte et interview med den tyske rigssportsfører, tog »den gyldne torpedo«, svømmeren Ragnhild Hveger, og den internationalt kendte gymnastikpædagog Niels Bukh med åbne arme imod de tyske besættelsestropper i Danmark og begyndte for sidstnævntes vedkommende at udvikle planer om ungdomsforbund, arbejdstjeneste og fredsfest i samarbejde med den rigsbefuldmægtigede Werner Best.

De første besættelsesår udgjorde en »guldalder« for det dansk-tyske idrætssamarbejde, der var langt mere intenst end nogen periode før eller efter og med landskampe inden for en række sportsgrene. Fodboldlandsholdet mødte således Tyskland både i 1940 og 1941.

Det blev de menige fodboldtilskuere, der med deres oprør i Parken grundlovsdag 1941 rystede idrætssamarbejdet i dets grundvold, da de gik amok over de østrigske spilleres og de uniformsklædte tilskueres nazistiske heilen. Urolighederne fortsatte uden for stadion, hvor omkring 50 tyske soldater var så truet, at de fandt sammen midt i menneskemængden for at kunne forsvare sig i samlet flok. Situationen var også her ved at være fuldstændig ude af kontrol, men en dansk politikommissær fik dannet politikæder om soldaterne og beordret »stavene frem«. På den måde fik politiet adskilt danskere og de tyske soldater, der skyndsomst forlod stedet.

Herved hindrede tilskuerne, at Dansk Idrætsforbund udvidede samarbejdet yderligere gennem landskampe i Parken og på det olympiske stadion i Berlin. De efterfølgende uroligheder førte til politisk krise og ministerafgang og viser, at den folkelige modstand mod besættelsesmagten begyndte langt tidligere end hidtil antaget. Det lykkedes ikke desto mindre at få genoptaget idrætssamarbejdet med en sidste landskamp i Dresden i november 1942, som netop i disse måneder kan fejre 75 års jubilæum.

Lad os få en danmarkshistorie, hvor de virkelige kampe og dilemmaer tegnes tydeligt op, og hvor kulturkampen tages alvorlig, fremfor en friseret og harmoniseret national fortælling.