Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Historiens genkomst

Kasper Støvring: Vi bør ikke undre os over, at andre kulturer viser sig villige til at anvende magt for at forsvare sig selv. Vestens herredømme er brudt, og verden er hverken unipolær eller bipolær. Den er derimod multipolær.

Især EU repræsenterer en verden af mennesker, der er svækkede i deres kulturelle selvfølelse og bedøvede i selvgode illusioner om egen moralske fortræffelighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Ruslands premierminister Vladimir Putin for nylig besøgte Danmark, blev han i pressen kritiseret for ikke at have skabt et liberalt demokrati som i Vesten med frie valg, pluralisme og beskyttelse af ytringsfriheden. I stedet skabte han som præsident et autokratisk styre – tilsyneladende med befolkningens store opbakning. Rusland manglede vilje til internationalt samarbejde og byggede i stedet på alliancer med stater som Iran.

Putin anså demokratiseringsprocessen som en fejludvikling, der svækkede landet, og som i Tyskland efter Første Verdenskrig blev svage liberale politikere under Putins regeringstid regnet for en slags forrædere. Kun stærke statsmænd som Putin kunne tilfredsstille folkets længsel efter ny storhed. Og det med nogen ret.

Landet oplevede økonomisk vækst, samtidig med at det optrådte med større selvsikkerhed; landet truede med olie- og gasreserverne, reagerede militant over for EUs og NATOs ekspansion og demonstrerede i det hele taget villigt sin militære styrke, ikke mindst i forhold til naborepublikkerne.

Men kritikken i pressen forklarede ikke ideologien bag Ruslands udvikling under Putin, som i store træk fortsætter i dag. Den begrænsede sig til at udtrykke en fordømmelse over, at landet ikke udviklede sig i vestlig retning. Kritikken forklarede med andre ord ikke den nye verdensorden, som har været bestemmende også for udviklingen i Rusland.

De konflikter, vi er vidner til i den nye verdensorden, er ikke nye, men i virkeligheden ældgamle. De er kampe mellem civilisationer, dvs. kulturer med mange år på bagen. Rusland har f.eks. aldrig været vestlig, men derimod en ortodoks civilisation med klare autoritære træk. Så hvis vi vil forstå fremtiden, må vi se tilbage på fortiden. Tilbage til fremtiden.

Og ser vi tilbage, får vi øje på verden, som den altid har været: genstridig, truende og lidenskabelig. Dengang som nu er verden fyldt med ærekære magter, selvhævdende nationalisme og religiøse kampe, for religion er ikke opium for folket, som gamle Marx sagde, men derimod sprængfarlig dynamit. Tænk bare på Muhammedkrisen, der for alvor indvarslede kulturernes sammenstød i Danmark.

Den amerikanske filosof Francis Fukuyama, der netop har været i Danmark for at holde en række foredrag, blev efter Murens fald berømt for sin tese om »historiens afslutning«. Han mente, at historien var slut, eftersom det liberale demokrati baseret på menneskerettigheder havde overvundet sin ideologiske konkurrent, kommunismen; historien bevæger sig ikke mere, for alle folkeslag i verden vil blive som os i Vesten. Det vil sige, at vi alle bliver det, filosoffen Nietzsche kaldte »sidste mennesker«: Rige og fredsommelige, men også behagesyge, apatiske og tæmmede mennesker, der kun tror på bløde værdier. Vi drømmer om en verden uden fjendskab og grænser, hvor diktatorer får deres retfærdige straf ved overnationale domstole.

Det var på mange måder sådan, verden så ud i 1990erne, i hvert fald hvis man boede i Vesteuropa. Men det var en unormal verden set i det store historiske perspektiv. For verdenshistorien har altid kendt til konflikter og fjendskab. Dem og os-sondringen er slidstærk, hvilket krigen på Balkan jo allerede viste midt i idyllen og optimismen. Især EU repræsenterer denne verden af sidste mennesker, svækkede i deres kulturelle selvfølelse og bedøvede i selvgode illusioner om egen moralske fortræffelighed. Det står i modsætning til de nye magter som det selvsikre Kina, der bliver mere intolerant, efterhånden som magten styrkes.

Vi er i dag ikke vidner til historiens afslutning, men derimod til dens genkomst. Vi ser atter en verden beboet af »første mennesker«, der er stræbende, magtsyge og kaster sig ud i blodige kampe om anerkendelse af deres særlige kulturelle værdier. Civilisationer og stater er jo som mennesker, fulde af had, kærlighed, frygt, stolthed, ære, vrede og skam. Og de er villige til at kæmpe for det, de tror på.

I denne verden er penge et gode, men ikke alt, som den amerikanske politolog Robert Kagan har mindet os om: Historien er rig på krige, der ikke kunne betale sig. I dag kan det komme til at gælde i forbindelse med Kinas forhold til Taiwans krav om selvstændighed: Det krænker Kina, som vil tabe økonomisk på en krig, men sandsynligvis alligevel vil gå i krig for ærens skyld.

Kina er vel nok et endnu tydeligere udtryk for historiens genkomst end Rusland. Landet opruster militært, det har enorme vækstrater, nationalismen blomstrer, og som i Rusland bliver de vestlige liberale idealer om en postnational verdensorden konsekvent afvist. Landets stræben mod at blive en stormagt, der måske bliver verdens største indenfor en overskuelig fremtid, viser sig i den stærke drift mod absolut selvstændighed. I Indien og Japan ser man det samme mønster. Og Iran, der for tiden styrkes af revolutionerne i Mellemøsten og et svækket Irak, vil om kort tid blive en atommagt, hvilket er et af de tydeligste tegn på styrke i den nye verdensorden.

Vesten har altid forsvaret sine interesser med magt. Vi bør derfor ikke undre os over, at andre kulturer viser sig villige til at anvende magt for at forsvare sig selv. Vestens herredømme er brudt, og verden er hverken unipolær eller bipolær. Den er derimod multipolær.

Den er domineret af et antal civilisationer, der kæmper om verdensherredømmet i et tidehverv, hvor historien er vendt tilbage.