Det er et grundlæggende vilkår for al historisk forskning og al historisk viden. Det er det også, hvis man vil finde ud af, hvad der er op og ned i sagen om Det Kongelige Biblioteks nuværende og kommende udstilling om det, der af de fleste historikere betragtes som et folkemord. En forbrydelse, begået af tyrkere mod armeniere. I årene under og efter Første Verdenskrig.

Frem til i morgen vises en udstilling, skabt af det armenske folkemordsmuseum, på Det Kongelige Biblioteks filial på Københavns Universitet. Men den udstilling får ikke lov til at stå alene. Det Kongelige Biblioteks direktør, Erland Kolding Nielsen, har givet tyrkerne mulighed for at fortælle deres version af historien med en udstilling, der vises senere samme sted, og det bliver en anden historie. Ifølge det officielle Tyrkiet kan den armenske tragedie nemlig ikke betegnes som et folkedrab.

Erland Kolding Nielsens beslutning rejser nogle væsentlig spørgsmål: Skal tyrkerne have lov til, på en stor, dansk kulturinstitution, at udbrede en historieopfattelse, som ifølge de fleste historikere er falsk? Skal Det Kongelige Bibliotek give spillerum for tyrkiske interesser, der ikke bare handler om nationens selvopfattelse, men også om Tyrkiets forhold til EU, hvor netop tyrkernes manglende anerkendelse af folkemord som folkemord er en anstødssten?

Svaret på disse spørgsmål afhænger bl.a. af, om Erland Kolding Nielsen gav efter for politisk pres. Selv forsikrer han, at han under et møde med den tyrkiske ambassadør selv tilbød tyrkerne at lave en alternativ udstilling. Er dét korrekt, har han brugt sin ret til at lave arrangementer, som han finder er relevante. Det er ikke i sig selv kontroversielt. Ligesom det heller ikke i sig selv er kontroversielt at minde om, at historien altid er en fortolkning på grundlag af fakta. Det er tværtimod elementært.

Når sagen alligevel vækker opsigt, skyldes det dels, at der går politik i sagen, når forskellige stater har forskellige opfattelser af, hvordan historien skal udlægges. Dels, og ikke mindst, at stridens kerne er den værste af alle forbrydelser.

Opsigten er forståelig, men ikke nødvendigvis skadelig for armenierne. Jo mere diskussion, jo større opmærksomhed om det armenske folks lidelser. Vil man så alligevel indvende, som det er sket, at den kommende tyrkiske udstilling vil skabe præcedens for uhyrligheder, såsom at nynazister kan lave en blåstemplet udstilling, der benægter Holocaust, må svaret være, at det gør den ikke. Tyrkiet er en legitim stat med legitime interesser. Sammenligningen er meningsløs.

Sagen vækker opsigt, ja, men det gør ikke nødvendigvis Erland Kolding Nielsens dispositioner forkerte. De kan ses som et forsvar for historien som en løbende diskussion, hvor de bedste argumenter, baseret på fakta, altid vinder. Hvad spørgsmålet om folkemord eller ej angår, behøver armenierne næppe frygte historiens dom.