Solen skinner. Her er forårstemperaturer og det er fristende at skrive noget om hvor små og ligegyldige, danske problemer forekommer på 2.000 kilometers afstand. Dog: det må vente, for dagens indspark handler om noget andet.

På vej herned stoppede jeg nogle dage i München, blandt andet for at bese Deutsches Museum. Det er en oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for, hvis man kommer på de kanter.

Det kolossale museum, der fylder en hel ø midt i floden Isar, er viet til teknik og videnskab. Her kan raske drenge af begge køn bese landingsstellet på en Airbus 300, en Rocketdyne J-2 raketmotor og mange andre, forunderlige dingenoter på nærmeste hold.

At det kan lade sig gøre at fremstille tekniske indretninger, der kan holde til så store belastninger, forekommer svimlende. Men det mest tankevækkende, efter min opfattelse, var de meget store dele af museet, der fortæller om minedrift og udvinding af olie.

På den ene side: hvor utrolig hårdt, det har været, og er, at bryde kul eller malm. Hvor langt, det, der lastes i små tipvogne på skinner dybt nede i jorden, er fra de produkter, de fleste af os kender. Hvor ubegribeligt kompliceret det er at få noget, der overhovedet ikke ligner benzin eller fyringsolie, op af jorden, og derpå omdanne det til netop den slags hverdagsprodukter.

På den anden side: den selvfølgelighed, hvormed vi alle - og jeg undtager ikke mig selv - omgås disse resultater af den menneskelige ånds snilde og blik for muligheder.

I afsætningsøkonomien skelner man mellem »high involvement« og »low involvement«.

Groft sagt er high involvement-siden af et produkt alt det, der dybest set kan være ligegyldigt: hvordan det ser ud. Hvilken historie, det fortæller. Hvilken historie, man kan fortælle om sig selv, ved at anskaffe sig produktet og bruge det.

Modsætningsvis er low involvement-siden af et produkt det, folk efterhånden er holdt op med at interessere sig for: om det virker og til en vis grad: hvad det koster.

Det, der kendetegner vores civilisation, er med andre ord, at vi er ligeglade med de fornødenheder, uden hvilke vi ville fryse og sulte og være henvist til et stedbundet liv, mens vi med glødende engagement diskuterer emner, der ikke bare under evighedens, men også livets perspektiv, kan være ganske ligegyldige.

Det kan godt være, at ingeniører går med kuglepen i brystlommen og opfatter sig selv som velklædte, hvis de har ens sokker på. Men efter at have besøgt Deutsches Museum vil jeg opfordre alle til at tænke meget venligt og respektfuldt på dem næste gang, de tanker deres bil, foretager et mobilopkald eller skaber lys ved et tryk på en knap.