Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hillary Clintons politiske karriere: Wham, bam, thank you, ma’am

Foto: Drew Angerer. Fold sammen
Læs mere

Få nederlag er blevet analyseret så grundigt som det, Hillary Clinton led til Donald Trump for snart et år siden. Sjældent har så mange taget så grueligt fejl på én gang, og midt i forudsigelsernes øje stod kvinden, der om nogen var sikker på, at Hillary Clinton ville vinde. Hillary Clinton selv.

På valgaftenen forberedte hun en sejrstale, men ikke en tabertale. I månederne op til valget havde hun købt huset ved siden af sin private villa, så hun havde plads til secret service-folkene og det entourage, der skulle følge hende i den præsidentielle tilværelse. Og forinden var gået tre årtier med politisk og personlig opbygning til den titel, som hun anså for omtrent lige så sikker som opklaringen af et Barnaby-mysterium.

Så meget desto større var chokket og det efterfølgende mentale dødsleje, som det krævede litervis af Chardonnay og den nye, selvterapeutiske bog, »What Happened«, at rejse sig fra.

Her erkender Clinton til en vis grad egne utilstrækkeligheder. Ja, hun fejlvurderede Trump og den ulmende vrede i befolkningen. Og jo, hendes budskab »Stronger Together« kom til at virke diffust over for det nostalgidrevne »Make America Great Again«. Bogen og hendes efterfølgende interviewrunde fungerer – hvilket også må formodes at være hensigten – som en påmindelse om, hvilken kapacitet, der blev fravalgt. Men hos mange amerikanere puster udgivelsen formentlig også nyt liv i det mishag og den intuitive modvilje, der er en væsentlig del af Clintons skæbnefortælling.

Hillary Clinton føler sig tydeligvis udsat for tyveri ved højlys valghandling, og stikpillerne flyver som dartpile af sted mod tidligere FBI-direktør James Comey, partikonkurrenten Bernie Sanders, vicepræsident Joe Biden, medierne og selvfølgelig Trump, der kom rullende med sit realityshow og i sin politiske uvidenhed var alt det, som hun sjældent har formået at være. Uteknokratisk og uforudsigelig. Der er nid og nag på de fleste af Clintons hylder.

Sylen i glasloftet

Hillary Clintons politiske liv og ambition kan kun aftvinge respekt, og den syl, hun hamrede i glasloftet, sidder der stadig, selv om det aldrig splintrede. Hendes karriere blev et politisk »wham, bam, thank you, ma’am«, hvor hun fik prøvet et væld af magtfulde stillinger, men kun mændene nåede det ultimative klimaks. Men kan hendes nederlag reduceres til en fortælling om uretfærdighed og sexisme? Nej. Dertil er hendes forhold til vælgerne alt for kompliceret.

En ting, der går igen, når amerikanerne kritiserer Hillary Clinton, uanset partifarve, er hendes manglende erkendelse af egne fejl. Hun tager magten, mens andre helst skal tage ansvaret, og intet spil er så sikkert tabt på forhånd som »the blame game«.

Specielt ikke på et tidspunkt, hvor hendes parti mere end noget andet ønsker at rejse sig fra det traume, som ikke bare er Hillarys, men i høj grad også Demokraternes. Thank you, Ma’am. Men vi må videre.