I’m a blond bimbo girl, in a fantasy world/ Dress me up, make it tight, I’m your dolly… (»Jeg er en blondine, i en fantasiverden/ pynt mig, gør det stramt, jeg er din dukke«).

Sådan lød det dengang i 90’erne. Popgruppen Aqua imiterede et lyserødt plastic-eventyr. Rulleskøjter, bar brunet hud, korte kjoler, kys og knaldfarver. Over hele verden kørte hittet på repeat. »Hi Barbie! – do you wanna go for a ride?« (»Hej Barbie! Vil du køre en tur«): Hop ind i den åbne sportsvogn. Ken blinker med hele højre side af ansigtet. Barbies lækre lange lyse lokker flagrer i sommervinden. Småpigedrømme om voksenlivet.

Den var nok ikke gået i den arabiske verden. Nej, så meget gejl og glimmer skulle små muslimske piger ikke opdrages med. I hvert fald ikke dengang i 90erne.

I dag skaber legetøjsproducenten politisk korrekte plasticdukker med kurvede former og forskellige hudfarver. Men ikke nok med det. Nu skal dukken også gøres religiøs. En 24-årig muslimsk kvinde fra Nigeria, Haneefah Adam, har nu på Instagram – med 27.500 følgere – skabt en virtuel, muslimsk Hijarbie, der bærer den muslimske hovedbeklædning hijab.

Gudfaderbevares. Hvorfor skal den så hedde noget med Barbie? Vel fordi vestlig dekadence er både tiltrækkende og frastødende. Det forbudte har altid stor tiltrækningskraft, meeen, det er jo forbudt, skønt det pirrer. »Kiss me here, touch me there, hanky panky...« (»Kys mig her og rør mig der, kissemisse«) ja, nu er det nok slut med den slags morsomheder. Og hvordan er det, må man tage tøjet af en muslimsk Barbiedukke? »You can brush my hair, undress me everywhere.« (»Du må stryge mit hår og klæde mig af over det hele.«) Ja, altså håret er dækket til på den muslimske udgave af den ellers gennemsekulariserede Barbiedukke.

Skyder Haneefah Adam ikke sig selv i foden? En sekulariseret dukke burde vel smide tørklædet. Eller hvad? Og er det i det hele taget ikke at overanstrenge plastic-Barbie girl at give hende et religiøst udtryk? Det mener kvinden bag tørklædedukken ikke. Nej, for Haneefah Adam ønsker nemlig »at Hijarbie skal inspirere muslimske piger« (Berlingske Tidende 10. 02. 2016). Inspirere? Og så kommer selvmodsigelsen: »Det handler om at have en dukke, der ser ud som en selv og repræsenterer ens egen kulturelle og religiøse baggrund.«

Det er en manifestation af en religiøs identitet, der er fuldstændig inkompatibel med Vestens frigjorte kvindesyn. Den muslimske pige skal kunne genkende sin egen undertrykkelse, når hun dækker Barbies lange hår til med et tørklæde. Inspirationen kan vist diskuteres. Haneefah Adam får selv inspiration fra populære muslimske modebloggere. Her er ingen hvepsetaljer og hotpants, men »Muslim-friendly collections« (Muslim-venlige kollektioner) (The Guardian 11.01.2016), og modeindustrien har dollartegn i øjnene, når total tildækkede modeller skrider ned af podiet i mørke gevandter og tørklæder. For dem handler det om profitten – ikke profeten.

»Salget af luksusvarer i Mellemøsten nåede sidste år et beløb på 8,7 mia. dollars, og muslimer verden over købte luksusvarer for 266 mia. dollars i 2013. Det er dermed tydeligt, hvad der motiverer disse varemærker til produktionen af »anstændig« påklædning,« skrev The Guardian, 11.01.2016.

Erhvervslivet i den vestlige verden har altså opdaget, at der er penge i at flashe islamisk kvindeundertrykkelse, mens massive sexoverfald og forulempelser af vestlige kvinder forties eller undskyldes som kulturelt betinget adfærdsmønster, der legitimerer mandens magt over kvinden. Det skete i Köln, det skete flere andre steder i Tyskland, og det skete i det tabte land, Sverige, hvor de ellers har fuldstændig styr på, hvordan man sikrer den muslimske kvindes frie udfoldelse. For også der er efterspørgslen på burkinien (sammentrækning af ordet burka og bikini) stor, så den muslimske kvinde kan tage del i den vestlige kultur og gå tildækket på stranden(?)

Ja, der er efterspørgsel. Og erhvervslivet giver efter. Det stille pres. Det er lige før, man kan blive kommunist af det: Forbyd den snigende islamisering! Men i et demokratisk land ønsker vi ikke et diktatur, hvor alt gøres centralt. Ufrihedens ånd kommer snigende, og hvordan i alverden kan erhvervslivet være ligeglad? Vi bliver påtvunget andres religion. Erhvervslivet er helt neutralt og liberalt. Det er en fordel i nogle sammenhænge, men en ulempe som nu, hvor der faktisk er brug for, at det træder i karakter og tager del i den værdikamp, der foregår.

Det er altså tilladt at have en holdning, selvom man skal sikre kroner i fædrelandets kasse. Hvilken fremtid ønsker de erhvervsdrivende for deres nærmeste og deres land? Skal deres døtre spejle sig selv i en tørklædeklædt dukke, og skal deres kvinder give afkald på hotpants og hvepsetalje for at beskytte sig mod sexoverfald? Nej, og det drejer sig ikke kun om kvindens frihed, der ikke kom, da vi brændte BH’en i 68, og ikke om demokratiets frihed, men åndens frihed, der blev grundlagt for over 2.000 år siden. Det er den åndelige frihed, der skæres i – skive for skive.

Vi skal forsvare friheden, og forkynde friheden, men også handle på den. Også erhvervslivet bærer et ansvar, for at Barbiedukker ikke en skønne dag (og den kan snart komme), kun kan købes i pakker med tre Hijarbie og en enkelt Abdul for at imødekomme det islamiske familiemønster og afspejle kvindens liv. Hijarbie eller Burka Barbie ligner en imødekommelse af vestlighed, men vi skal ikke tro, at Barbie får lov at gå med taljerede nederdele i al evighed: Dette er ikke en imødekommelse, men et af mange skridt, som under dække af integration, tilegnelse af vestlige værdier og sekularisering i virkeligheden er en gradvis islamisering af samfundet. »Well, Barbie, we’re just getting started.« (»Godt, Barbie, vi er først lige begyndt.«)