Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Herrens Veje« er en gudløs psyko-analytisk soapopera

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh og Tine Harden Fold sammen
Læs mere

En ny DR-dramaserie, »Herrens Veje«, sætter fokus på den kristne tro. Det er overraskende åndelig søndagsunderholdning. Tiden er endelig oprundet til at tone nationalkonservativ kvalitet og kristendom, som public service-modpol til reality-TV-seriernes narcissisme. Slut med flere docusoaps om ulykkelig sugardating. Ja og amen til livets store spørgsmål fra den kristne kulturkreds.

Vi følger en præsteslægt gennem flere generationer og et væld af familieskærmydsler. Hovedpersonen er den fordrukne, liderlige psykopat Johannes. En patriark, der manipulerer sine omgivelser og ikke mindst sine sønner for størst mulig personlig vinding. En religiøs sektleder, der får frit spil for sit grænseløse begær efter anerkendelse.

Med inspiration fra Det Nye Testamente får vi forskellige lignelser, som skal illustrere abstrakte åndelige begreber som skyld, tilgivelse og ansvar. Et sandt bergmansk drama udspiller sig om utroskab, svigt og magtbegær, hvor Johannes’ vilje til magt er både seriens nihilistiske mål og midlet til evig underholdning. Vi kirkefremmede danskere fyldes derfor af en trist skadefryd.

Oplyst af seriens staveplade-dobbeltmoral frydes vi over, at endog den gamle præst i sognet er djævlen selv. Hvorfor overhovedet tro og håbe, når selv Guds folk er Guds fjender. Tilbage står en tom glæde over vores fælles syndighed, der gør alle synder ligegyldige. Der er derfor ingen grund til at kæmpe for det gode, nu hvor ondskaben alligevel er overalt.

I serien medvirker en perlerække af stjerneskuespillere, som horer, råber og græder fra gårdspladsens grus til Tibets bjerg-tinder. Velspillet, men kristendommen er mere end et spil. Vi mangler desværre den altafgørende hovedperson, Jesus Kristus.

Serien er en omgang gudløs psykoanalytisk soapopera, der aldrig for alvor tager livtag med kristendommen. Soap fordi dramaturgien er på speed, hvor hvert sekund skal fyldes ud med nye psykologiske sår og forviklinger. Som seer bliver man rundtosset af al den lidelse i ekspres-tempo.

Hovedpersonens navn er en slet skjult reference til Johannes i Kaj Munks »Ordet«. Munks Johannes er dog en kristen profet, ikke en karrierebesat psykopat. Her er langt til Munks insisteren på troens mirakel på trods af døden. Troen på, at Gud altid er større end sin fjende. For i præstegården bor de største og stærkeste dæmoner godt i hver en krog, bag kors og kirkekaffekop.

I TV-serien er vi ikke på Herrens Vej, men derimod på Herrens golde, kolde mark. Her er troens mirakel reduceret til et middel, til sex, magt og et bedre image for en halvtom kirke. En grundtone af nihilisme skinner igennem, hvor ingen ser Jesus. Det er ukristelig god underholdning, men uopbyggeligt. Her er intet håb og næstekærlighed. Vi befinder os i psykologien og markedets eksistentielle tomrum og tristesse. Alt er et bytte, en blind drift eller en hævn. Hvorimod det er lige omvendt for Jesus Kristus. Her er alt en gave, et håb og en tilgivelse. Det er den vej, Jesus Kristus gik nedad. »Herrens Veje« er på afveje. Johannes er på vej lige ned i helvedet. Vi skal den anden vej. Tro på det.