Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Her er rammerne for udenrigsminister Kofods vision

Tre ting sætter rammerne for, hvilke ambitioner udenrigsminister Jeppe Kofod kan have for sin ministertid. Statsministeren tænker på migration, verdenspolitikkens usikre vejrudsigt gør gamle venner vigtigere, og så trænger Udenrigsministeriet selv til en kærlig hånd.

Udenrigsministeriet er blevet skåret for meget. Men vejen til en langsigtet budgetforøgelse er brolagt med reformer. Det er muligt, at ministeren, Jeppe Kofod, vil opdage, at husets drift er groet sammen med udviklingsbistanden og eksportrådgivningen på måder, der klart begrænser, hvor meget udenrigspolitik, der kan føres, skriver Henrik Breitenbauch. Arkivfoto: Celina Dahl Fold sammen
Læs mere

Når udenrigsminister Jeppe Kofod har fundet sig til rette på Asiatisk Plads, vil han formulere et projekt for sin ministertid. Udover ministerens egen vision sætter tre ting rammer for det aftryk, han kan ønske at sætte på danmarkshistorien: det interne regeringsmandat fra statsministeren, de ydre betingelser, og organisationens tilstand. Den kommende udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi (USS) er det bedste instrument til at forene de fire elementer.

I en velfærdsregering vil statsminister Mette Frederiksens primære internationale bekymring være migration og dermed Europas syddagsorden. Samtidig har stats- og regeringslederne generelt fået en større, direkte rolle i udenrigspolitikken gennem det stigende antal internationale topmøder, ikke mindst i EU. Alt det, der har forbindelse til migration og EU, herunder også FN, Mellemøsten, Nordafrika og udviklingspolitikken samt ikke mindst indsatsen for stabilisering og konfliktløsning - i samarbejde med forsvarsminister Trine Bramsen - bliver derfor vigtige kort på Kofods hånd i forhold til Statsministeriet.

Presset af fornyet nationalisme

De ydre betingelser er præget af øget usikkerhed. Stigende stormagtspændinger er den væsentligste forandring af verdenspolitikken, siden den Kolde Krig sluttede. Globaliseringens idé om samarbejde og demokratiets spredning udfordres af autokratiske regimer som Rusland og Kina. Det presser Vesten og demokratiet i defensiven og rammer menneskerettighederne globalt, herunder i udviklingslandene.

Henrik Breitenbauch Fold sammen
Læs mere

Vesten er samtidig udfordret indefra af fornyet nationalisme. I sin ekstreme form forkaster nationalismen den regelbaserede verdensorden, som har skabt fred og velstand siden Anden Verdenskrig.

Mere generelt øger den tvivlen om de multilaterale rammer, ikke mindst EU. Det er blevet tydeligere, at på trods af EUs enorme betydning for europæernes velordnede liv, er nationalstaterne uomgængelige byggesten for national politik og internationalt samarbejde.

Det er en risikofyldt sandhed for et lille land med en åben økonomi, som er afhængig af faste internationale regler og normer. Det øger behovet for et aktivt, men fokuseret diplomati.

Risikoen gør de essentielle bilaterale relationer endnu vigtigere netop for at understøtte det multilaterale: EU plejes også gennem Paris og Berlin, NATO også gennem Washington og London, mens nordisk samarbejde også bidrager til løsninger andre steder, inklusive i FN.

Udover Washington og Bruxelles er Berlin, Paris og London de væsentligste hovedstæder i dansk udenrigspolitik. Her vil udenrigsministeren skulle prioritere at drive husets fokus hen for at sikre ørenlyd og opbakning til løsninger på Danmarks, Europas og verdens store problemer.

Reformer i udsigt

Endelig er der det ministerium, som Kofod overtager. Udenrigsministeriet er blevet skåret for meget. Men vejen til en langsigtet budgetforøgelse er brolagt med reformer. Det er muligt, at ministeren vil opdage, at husets drift er groet sammen med udviklingsbistanden og eksportrådgivningen på måder, der klart begrænser, hvor meget udenrigspolitik der kan føres.

Et langsigtet blik på husets væsentligste ressource, personalet, vil muligvis antyde et potentiale for over tid at sikre en mere hensigtsmæssig aldersmæssig balance. Driftsmæssigt kan der videre være potentiale i at se på balancen mellem støtte- og kernefunktioner, mellem København og udetjenesten, og endelig på, om ambassadestrukturen stadig tjener Danmarks interesser bedst muligt.

Måske er vejen frem færre, men større enheder, selv i Europa - samt en geografisk koncentration dels på steder med problemer af relevans for Danmark, dels på steder, hvor der formuleres løsninger af relevans for Danmark.

Det mest oplagte håndtag til at forene ministerens vision med det politiske mandat, de internationale rammer og de organisatoriske udfordringer, er regeringens kommende udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Formuleringen af en ny, mere ambitiøs, faktisk budgetdrivende og langsigtet USS må derfor ligge højt på den ny udenrigsministers dagsorden.