Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Her er mit budskab til politikere, der går med tanker om endnu en hurtig omstrukturering

Peter Nedergaard Fold sammen
Læs mere

Der er i det politiske lag i Danmark en forunderlig stor tro på, at blot man på ét område får nye strukturer, vil der på samme områder efterfølgende både komme bedre og billigere offentlige ydelser. Vi har set troen materialisere sig, da amter blev til regioner, og hospitalscentraliseringen accelererede, da antallet af kommuner halveredes, da hele skatteområdet blev først centraliseret i Skat for siden at blive omstruktureret i en række styrelser, og da politireformen lagde 54 politikredse sammen til 12.

Ofte overser man i troen på omstruktureringernes mirakuløse virkninger for det første, at der er meget store transaktionsomkostninger i at lave om på en struktur på et område i den offentlige sektor. Der er forvirring om nye arbejdsdelinger og rutiner. Der er medarbejdere med store oparbejdede kompetencer, som forsvinder i processen. Derfor vil der i lang tid ikke blive leveret de ydelser i den nye struktur, som blev leveret i den gamle. Fejlkalkulen i den forbindelse har ofte drejet sig om, hvor lang tid det i virkeligheden tager at få en omstrukturering til at falde på plads.

For det andet har omstruktureringer ofte oversete sideeffekter. Når lokale og agtede købstæder pludselig ikke længere har politimyndighed og sygehus, mister man hurtigt også de tilknyttede personalegrupper, som i andre sammenhænge har været store aktiver.

»Lad være med at tro på, at der findes et omstruktureringsfix.«


For det tredje overser man måske også i omstruktureringsrusen, at der i de hidtidige strukturer er oparbejdet en stor viden, der forsvinder som dug for solen den dag, de gamle strukturer rykkes op med rode. Der er med en fagterm kommet en langt højere grad af informationsasymmetri.

Jeg havde på et tidspunkt en samtale med en klog og indsigtsfuld tidligere politimand med ansættelser adskillige steder i landet i forskellige funktioner både før og efter politireformen. Han forklarede, hvordan man før politireformen havde et politi med en lokal forankring, der gav en viden, som var oparbejdet gennem årtier. Det krævede imidlertid et politi, som var til stede decentralt på permanent basis. Efter politireformen forsvandt hele denne omhyggeligt opbyggede viden om mulige gerningsmænd og informantnettet lynhurtigt.

Alt dette indebærer naturligvis ikke, at omstruktureringer ikke kan være hensigtsmæssige, rationelle og nødvendige. Det mangler måske blot en langt mere kritisk selvrefleksion, hvor ulemperne kom med, fordi omstruktureringer herudover anvendes symbolpolitisk for at markere politisk handlekraft.

Et budskab til politikere, som går med omstruktureringstanker, kunne derfor være: Tag nu alle de negative virkninger heraf med. Lad være med at tro på, at der findes et omstruktureringsfix. Brug ikke omstruktureringer i markeringsøjemed. Vær parat til at rulle en omstrukturering tilbage, hvis den viser sig at give større ulemper end fordele. Måske politireformen kunne være en kandidat i så henseende. Lad endelig regionerne være.