Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Henrik Sass Larsen: Berlingskes leder er et studie i foragt og fornærmethed

Foto: Henning Bagger

Berlingske bragte 17. januar en leder, hvor man forholder sig til udtalelser, jeg er kommet med i en video, som Socialdemokratiet har fået produceret, og hvor vi har hyret Reimer Bo Christensen til rollen som interviewer.

Mit hovedbudskab i interviewet er, at den klassiske politiske reportage stort set er udgået af det journalistiske repertoire og er blevet erstattet af kommentage og stadig mere konfrontatorisk journalistik. Den kritik, eller rettere nøgterne konstatering, står jeg ved.

Berlingskes leder funderer over, om det er inspireret af Trump at sige sådan. En noget vild sammenligning, skulle jeg mene.

Men set i forhold til, hvordan Berlingske og stort set hele den øvrige presse reagerer på mit interview, er det meget typisk. Rundt om reageres der med høj aggressivitet og raseri over mine konstateringer. Uniformt hyler pressen som stukne grise og råber op om Trump og ytringsfrihed, og salver sig selv i kollegial selvfedme. Berlingskes leder er i sig selv et studie i foragt og fornærmethed, selvom man sniger en sætning ind om, at man gerne lytter til kritik.

Og det er jo ikke, fordi man behøver søge længe efter eksempler. Da pressen tirsdag efter statsministerens spørgetime havde lejlighed til at interviewe Socialdemokratiets formand, hvad spurgte man så om? Var det udspillet om bekæmpelse af parallelsamfund, vi samme dag havde fremlagt sammen med SF? Var det regeringens forslag om ændrede regler for familiesammenføring? Nej. Hovedinteressen gik på et forkert lagkagediagram i en i øvrigt korrekt video om, at utrygheden er steget i Danmark.

Pressens sammenspisthed

Gennem 18 års medlemskab af Folketinget, hvor jeg i de fleste af årene har siddet i ledelsen af mit parti og har bestridt poster som finansordfører og politisk ordfører i mange af de år, er det vitterligt min erfaring og oplevelse herfra, som jeg giver udtryk for, når jeg pointerer, at den klassiske reportage er blevet væk, og konfrontationsjournalistikken er blevet værre.

Formålet med, at vi selv producerer indslag, er netop at frembringe den klassiske reportage. Hvor vi får mulighed for at fremføre, hvad vi mener, og hvor folk kan orientere sig om, hvad der er vores udgangspunkt. Derefter kommer så kritikken, analysen og polemikken. I mit interview siger jeg netop, at det også hører med, men at det er utilstrækkeligt, hvis der ikke også er plads til at fremføre, hvad vi faktisk mener. I debatten herom er det så blevet til, at jeg er imod kritisk journalistik. Igen et udslag af pressens sammenspisthed og indædte raseri over at blive kritiseret.

I kølvandet på debatten har jeg givet udtryk for, at jeg typisk undviger at stille op til den daglige polemik og tilsvining af politiske modstandere, men foretrækker at meddele mig offentligt sådan cirka kvartalsvis, når jeg har samlet lidt tanker og overvejelser af mere principiel karakter. Det er så blevet til, at jeg boykotter medier og en hånende overskrift på Berlingskes leder. Hvorfor det skulle være specielt diskvalificerende at have den position, er mig lidt uklart.

Mine nøgterne konstateringer kunne jo også have været anvendt af pressen til at reflektere over, om jeg ikke havde en pointe. Om den hæsblæsende nyhedsjagt, som lader til at være fælles for alle medier, virkelig er fremtiden for pressen? Eller om der ved nærmere analyse faktisk er tale om, at de medier og journalistiske produkter, der giver tid, plads og ro, er dem, som har størst succes?

En del journalister har diskret og uden for citat, som det hedder, givet mig ret. Men de tør ikke stå frem, for pressens omerta om egen suverænitet og nul-kritik er desværre den herskende tilstand. Det burde I måske gøre noget ved.