I hvert fald hvis man skal tro en meningsmåling foretaget blandt vælgerne i hårdt ramte Louisiana for en måneds tid siden. Halvdelen af de adspurgte gav Obama værre karakterer end Bush, mens kun 35 procent mente, at Obamas kriseindsats var bedre, end hvad Bush præsterede. Det siger ikke så lidt i betragtning af, at Bush i sin tid blev fordømt fra alle sider for den føderale regerings uimponerende indsats efter Katrina.

Men hvad er det i grunden, de to præsidenter har gjort galt? Man kan næppe give dem skylden for selve katastroferne. Bush kunne ikke have afværget Katrina - medmindre man på linje med den tidligere tyske miljøminister Jürgen Trittin mener, at orkanen aldrig ville have ramt New Orleans, hvis bare USA havde tilsluttet sig Kyoto-protokollen. Og Obama kunne ikke have forhindret eksplosionen på BPs boreplatform - medmindre man da vil holde ham personligt ansvarlig for nogle dårlige beslutninger taget af ingeniørerne på stedet.

I begge tilfælde var der måske forholdsregler, som myndighederne kunne have taget. Digerne i New Orleans blev ikke ordentligt vedligeholdt i årene før Katrina , og der er tegn på pligtforsømmelse blandt nogle af de embedsmænd, som administrerer boretilladelser i Den Mexicanske Golf. Men den slags fejl sker nu engang, og det er ikke sikkert, at en mere fejlfri administration ville have gjort en forskel.

Den vigtigste målestok er, hvad præsidenten og den føderale regering gjorde i kølvandet på katastrofen, da situationen pludselig fik højeste prioritet. Det er her, at både Bush og Obama fejler i vælgernes optik. Bush blev kritiseret for ikke at besøge katastrofeområdet før fire dage efter orkanen. Obama ventede hele 12 dage. Bush roste chefen for det føderale nødberedskab (FEMA) til skyerne, selvom det hurtigt viste sig, at myndighederne langtfra havde styr på situationen. Obama talte dunder imod BP og Republikanernes forbindelser til olieindustrien. I begge tilfælde virkede præsidenten mere optaget af politik end af situationens alvor for de mange millioner mennesker i katastrofeområdet.

Men det hårdeste kritikpunkt er de føderale myndigheders håbløst bureaukratiske tilgang til kriseindsatsen i år såvel som for fem år siden. Under Katrina forhindrede FEMA således frivillige læger, brandfolk og private bådejere i at komme ind til New Orleans for at hjælpe til. Samtidig blev supermarkedskæden Wal-Mart (som havde opstillet sit eget kommandocenter med 50 medarbejdere til at koordinere indsatsen) forhindret i at levere vand til byen. Alt sammen fordi de nødvendige tilladelser tilsyneladende ikke var indhentet. For nylig var det så Kystvagtens tur til at forhindre private både i at indsamle olie med henvisning til bestemmelser om redningsveste og brandslukkere. Samtidig forhindrede de føderale myndigheder Louisiana i at opføre kunstige øer for at beskytte delstatens strande. Og for at sætte prikken over iet har Obama-administrationen forbudt yderligere olieboring indtil slutningen af november med det resultat, at tusindvis af arbejdere i katastrofeområdet nu står til at miste deres job.

Amerikanere er blandt de mest selvstændige og energiske mennesker i verden. Hvis Bush og Obama havde opfordret til private og lokale initiativer i stedet for at stoppe dem, så havde deres karakterer for kriseindsatsen nok set bedre ud.