Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Henrik Dahl: Jeg elsker mit fædreland, men den holdning er noget af det værste ved Danmark

Foto: Linda Kastrup

Det er nødvendigt at ofre noget for at blive til noget. Sådan kan man frit oversætte det motto af Moses Annenberg, der hænger på væggen på USAs bedste kommunikationsuddannelse, The Annenberg School for Communication (ASC). Sacrifice is necessary for achievement, hedder det på originalsproget.

Jeg kom til at tænke på mottoet for nylig, fordi jeg aflagde et besøg på min gamle skole i Philadelphia. Og så igen forleden, fordi jeg læste en klumme i Berlingske af Camilla Wang, der er rektor for professionshøjskolen Absalon.

Camilla Wang er alt det, ASC ikke er. Man lærer ikke noget, hvis det er hårdt at studere, skriver hun. Derfor skal gymnasiet ikke kræve af eleverne, at de gør deres yderste. Ligesom det i øvrigt heller ikke skal være bogligt i klassisk forstand.

Og hvorfor skal man ikke gøre sig umage? Det skal man – siger Wang – ikke, fordi så mister man en række vigtige egenskaber. Hun stiller det nemlig over for »en vilje til at ville noget med sit fag, en veludviklet sans for mennesker og deres behov, en evne til at omsætte teoretisk viden i komplekse situationer, en sikker praktisk dømmekraft, evne til at løse opgaver sammen med andre osv.«

Jeg elsker mit fædreland. Men den holdning, rektoren udstiller, er simpelthen noget af det værste ved Danmark: Fortællingen om, at hårdtarbejdende mennesker er mennesker, som ikke vil noget med deres fag. Som ikke har sans for mennesker og deres behov. Som ikke kan omsætte teoretisk viden til praksis. Som ikke har nogen dømmekraft, og som ikke kan samarbejde med andre.

Hvis jeg havde hang til at bande, ville jeg sige: Hvem f***** i h****** har indgivet Camilla Wang og en horde af andre mennesker på betroede poster i uddannelsessystemet den tåbelige holdning, at flittige mennesker er dårlige mennesker?

Vel er de ej. En meget stor del af de mest empatiske, praktisk anlagte, tværfagligt ambitiøse og socialt tænkende mennesker, jeg gennem livet har mødt, er mine gamle medstuderende på The Annenberg School for Communication.

Der består med andre ord intet modsætningsforhold mellem på den ene side at være flittig og hårdtarbejdende og på den anden side at være det, man almindeligvis sammenfatter som et godt menneske.

Man kan være luddoven og samtidig et dårligt menneske. Ligesom man kan være myreflittig og et godt menneske. De to ting har simpelthen ikke noget med hinanden at gøre. De udspiller sig i forskellige universer, der aldrig berører hinanden.

Oppositionen hævder ofte, at uden bunker af penge, kan vi ikke skabe et ordentligt uddannelsessystem. Det er en påstand, der rummer et gran af sandhed, derfor tilfører regeringen de videregående uddannelser flere hundrede millioner kroner mere i 2018, end de fik i år.

Men det afgørende for succes er, at man helt og aldeles opgiver den forkerte tænkning, rektoren for Absalon udtrykker. Man skal ofre noget for at blive til noget. Anderledes bliver det aldrig.